SVM-regeringen er måske den regering i nyere tid, der har præsteret allermindst, taget i betragtning hvad den lovede.
Den blev skabt på baggrund af en fortælling om nødvendigheden af en voksen og professionel håndtering af alle kriserne: trivselskrise, klimakrise, inflationskrise, og international krise. Det var på den krisebaggrund, at projektet blev solgt som en nødvendighed, der ikke blev styret af smålige hensyn til yderfløjspartierne. Med en regering hen over midten ville man have de ansvarlige og erfarne partier til at løse danskernes kriser på den bedst mulige måde.
Fortællingen var stærk, og den havde en stor fordel for partierne bag: De kunne springe selve kernen af den demokratiske diskussion over, som er at diskutere, hvad man overhovedet mener er et problem, og hvorfor man skal fokusere på det ene frem for det andet.
Ved at bruge kriserne til at sætte parentes om de grundlæggende politiske diskussioner om formålet med politik i det hele taget var der frit slag for regeringen til at løse de problemer, som regeringen selv havde udpeget og overbevist danskerne om var de eneste vigtige.
Problemet er bare, at regeringen ikke har løst noget som helst, ej heller har den prioriteret de kriser, som den selv pointerede var årsagen til midterregeringen til at starte med.
Det tragikomiske er, at regeringen skyder inflationen foran sig, når der argumenteres for, at regeringen må prioritere hårdt for at sikre en stram finanspolitik, der ikke får inflationen til at stige yderligere.
Som Finansministeriet pointerede oven på vedtagelsen af finansloven for 2023 tilbage i april:
“Finansloven for 2023 sikrer også den stabile drift ved at afsætte midler til en flerårsaftale for skattevæsenet og et løft af domstolene, mens der også prioriteres penge til blandt andet ret til ekstra orlov til forældre med tvillinger, demonstrationsprojekt vedr. oprensning af PFAS-forurening samt videreført styrkelse af Klimarådet i 2024.”
Det lyder jo alt sammen meget fint. Men hvad har det med de kriser at gøre, som var historisk vigtige at få løst, og som var baggrunden for den historiske midterregering?
Jeg mindes ikke, at et løft af domstolene, ekstra orlov til forældre med tvillinger eller et oprensningsprojekt af PFAS-forurening var blandt årsagerne til den historiske nødvendighed. Men måske missede jeg noget i farten under valgkampen.
Da regeringen blev stablet på benene, var inflationen ikke ny. Det var tværtimod en af de kriser, der var grund til regeringens nødvendighed. Det forekommer paradoksalt, hvis ikke det var, fordi det var løgnagtigt, at man bruger selvsamme inflationspres til at begrunde, hvorfor man ikke kan tage hånd om kriserne, når inflationen netop var baggrunden for regeringens eksistensberettigelse.
Nu vil Mette Frederiksen så til NATO. Det fik både Venstre og Moderaterne til at udtrykke, at regeringsgrundlaget skal tages op til revidering eller “genbekræftet”, som Lars Løkke Rasmussen udtrykte det.
Baggrunden er øjensynligt, at Lars Løkke nu mener, at regeringen også handler om personer, selvom han gik til valg på sloganet, at en midterregering “skal handle om noget, og ikke om nogen”, samt at økonomien ser bedre ud end forventet, da der er fundet ekstra milliarder i det økonomiske råderum.
Så på den ene side er inflationen altså en væsentlig årsag til, at regeringen er nødvendig at have. På den anden side er inflationen i vejen for, at regeringen kan indfri sin lovede krisehåndtering. Samtidig er økonomien åbenbart så god, at en genforhandling af regeringsgrundlaget må tages op igen. Og så er personer altså vigtige i forhold til regeringen, der blev skabt ud fra idéen om, at det ikke skulle handle om personer.
Jeg forstår godt, hvis man klør sig i hovedbunden, og er forvirret over, hvad der er op og ned i regeringen og dens eksistensberettigelse. Særligt nu, hvor selve statsministeren åbenbart ikke længere mener, at regeringen er så nødvendig igen, hvis en international post er inden for rækkevidde.
Man kan vist kort og godt sige, at vælgerne er blevet bedraget.
