Hvad er kunst? Ja, hvis man spørger mig (hvad ingen gør, fornuftigt nok), er det primært rytterstatuer i marmor eller bronze og håndværksmæssigt veludførte malerier fra højmiddelalderen og renæssancen.
Imidlertid er de fleste, som faktisk går op i kunst, uenige. Ja, mange har faktisk brugt det meste af det 20 århundrede på at diskutere, hvad kunst egentlig er.
Det startede, sådan omtrent, med Marcel Duchamp, som i 1917 udstillede et signeret pissoir. Det gjorde han for at sige noget om, at kunst kunne være det, som en kunstner sagde, det var. For urinalet var jo slet ikke noget, han selv havde lavet – og blev det så egentlig til kunst, bare fordi han satte en signatur på og udstillede det i et galleri? Uha, uha, så svært og så dybt.
Omend jeg vil anbefale, man lader være, kan man, alene på Wikipedia, læse omtrent en milliard ord de utrolige mange komplekse analyser, som Duchamps pissoir kastede af sig i og fra kunstkredse. For var det kunst? Ja, hvad var kunst egentlig osv. osv.
Men der stoppede diskussionen ikke, for i store dele af det 20. århundrede har debatten raset, om hvorvidt blendede guldfisk, rådnende svinekroppe, krucifikser i urin, andres buster kastet i havnen, Jesus med erigeret lem og omtrent alt muligt andet faktisk er kunst.
Og her kan den opmærksomme læser så spørge, om den debat egentlig vedkommer særlig mange andre end dem, der producerer, ser på og køber det, der – måske, måske ikke – er kunst? Og nej, normalt gør den selvfølgelig ikke.
Problemet er så bare, at den igangværende koranafbrændingsforbudsfarce nu har reaktualiseret spørgsmålet om, hvad kunst egentlig er. Det gamle antiklerikale parti Det Radikale Venstre har nemlig fundet ud af, at man ikke længere skal lægge sig ud med de hellige (krigere), og støtter derfor forbuddet. Meeen det knirker dog lidt i de kulturradikale kroge, hvor man nok alligevel synes, det er lidt for vidtgående at forbyde blasfemisk kunst.
Derfor erklærede partiets udenrigsordfører, Christian Friis Bach, at man bør lave en undtagelse for kunstneriske værker. Hvorfor Friis Bach, der hverken er kultur- eller retsordfører, føler sig kaldet til at mene ting om dansk straffelovgivning specifikt i forhold til kunst, lader vi så nådigt fare for indeværende.
Problemet er bare, at det nok ikke er svært at forestille sig, at Rasmus Paludan nok hurtigt ville supplere sit virke som koranafbrændende partiformand med en sidebeskæftigelse som som remateraliserende situationistisk pop-up-kunstner med ambassadefortove som foretrukket galleri.
Og hvad stiller man så op? For som bekendt er en lang række prominente kunstneres virke uadskilleligt fra deres politiske sympatier – hvis man skulle fjerne al kunst med udtalte røde politiske sympatier fra eksempelvis kulturkanonen, ville fx den senere DDR-hædersborger Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren, Asger Jorns Stalingrad og Solvognens aktioner nok hurtigt ryge en tur. Så hvorfor skulle eksempelvis ikke også partiformand Paludan kunne lave samtidskunst?
Her er det så, at Radikale Venstres salomoniske genialitet for alvor folder sig ud, for, som Politiken refererer: "Christian Friis Bach anerkender, at det bliver en svær opgave at skelne mellem kunst og ikke-kunst, men understreger, at det i sidste ende må være op til domstolene."
Og hvorfor er det dog ikke nogen, der havde tænkt på det før? Hvorfor dog overlade spørgsmålet om, hvad kunst er, til tilfældige selverklærede kunstnere, angivelige kunstkendere, historikere, anmeldere, rindalister og assorteret andet sammenrend, når man kan spørge juristerne?
