De sidste 50-100 år har budt på en lang indskrænkning af pligten og medborgerskabet til fordel for lysten og egeninteressen. Som historiker Henrik Jensen skriver i Det faderløse samfund fra 2006, er sentensen ”Man må yde, før man kan nyde!” blevet afløst af ”Hvis jeg har lyst, har jeg lov!”. En forrykkelse af balancen mellem pligt og lyst, der kun er accelereret i de 15 år, der er gået siden. Tiden kalder på mere pligt.
En undersøgelse fra 2018 fra Statens Institut for Folkesundhed viste, at hver fjerde 15-årige pige bruger over 4 timer om dagen på sociale medier alene. Dertil kommer Netflix, fjernsyn, surfing mv. Samme undersøgelse viste, at hver tredje 13-årige dreng bruger mindst 4 timer om dagen mandag til fredag på at spille computer. Endnu mere i weekenden. Det svarer til cirka 30 timer om ugen på computerspil alene. Et tal, der kun er steget under corona.
I det lys er Moderaternes forslag om en borgerpligt interessant. Det gør nemlig noget ved vores hjerne at bruge så meget tid på dopaminudskillende lystaktiviteter. Det gør blandt andet, at vi finder større aversion ved pligtaktiviteter. Vi ser symptomer herpå mange steder i vores samfund. Herunder i efterspørgslen efter ”meningsfuldt arbejde”. Det er positivt, at medarbejdere vil arbejde med noget meningsfuldt. Men man kan frygte, at kilderne til mening baseres på noget subjektivt i en selv (finder jeg arbejdet lystbetonet og sjovt?) snarere end i en objektiv mening (gør arbejdet en positiv forskel i verden?).
I hvert fald er et gryende oprør mod arbejdet i gang. Vi ser det globalt i ”The Great Resignation”, der handler om at sige sit job op. Vi ser det i FIRE-bevægelsen om at kunne lade sig pensionere så hurtigt som muligt. En af bannerførerne for FIRE-bevægelsen i Danmark, Loui Lam, skriver, at det handler om at kunne fravælge 8-16-jobbet og leve et mere lyststyret liv. “Det drejer sig mere om at gøre, hvad man har lyst til,” som han udtaler.
Loui Lam finder det angstfremkaldende at betragte de arbejdende. Han mener, at de ”bytter tid for ting”, og at arbejde er at betragte som moderne slaveri. Ingen spørger til, hvad der mon er meningen med, at vi arbejder. Aldrig henvises der til, hvad arbejdet har af effekter for dem, arbejdet er sat i verden for, modtagerne af arbejdsprodukterne. Arbejde bør således ikke kun handle om, hvad vi i kraft af vores løn får adgang til af ”ting”. Det bør også handle om, hvilke muligheder andre mennesker tildeles, i kraft af at vi arbejder.
Moderaternes forslag om en borgerpligt går ud på, at ”unge, uanset køn, bruger et halvt år på at arbejde for fællesskabet og fremtidens Danmark”. Borgerpligten kan aftjenes hos blandt andet ”velfærdssamfundets institutioner, på uddannelsessteder, i forsvaret, indenfor kulturlivet, i arbejdet med bæredygtig naturbeskyttelse eller i civilsamfundsinstitutioner”.
Jeg tror, at det vil være sundt for teenageren, der bruger 30 timer om ugen på computerspil eller anden lystbetonet aktivitet, at blive trukket ud af sine vante rammer og ind i et forpligtende fællesskab, hvor det ikke først og fremmest handler om en selv, men om andre. Hvor fokusset ikke er på at være en fritsvævende borger, men på at være en aktiv medborger.
Forslaget er af kritikere blevet taget ned som ”rædselsfuldt”, fordi det er et indgreb i friheden. Martin Ågerup fra CEPOS kalder derfor forslaget for en ”fornærmelse af danskerne”. En fejlanbragt anklage, da forslaget jo kun er tiltænkt en ganske lille del af danskere, nemlig de helt unge.
Her er der generelt i politisk teori en anerkendelse af, at indgreb i friheden ikke skal betragtes på linje med indgreb i friheden hos ældre. Derfor ser vi allerede en del frihedsgreb hos unge i form af nugældende love om undervisningspligt og værnepligt. Borgerpligten skal ses i forlængelse af disse. Men måske behøver betoningen af en pligtkultur slet ikke at være i opposition til frihed. Det er det kun, hvis man har en overideologiseret forståelse af frihed som fraværet af tvang.
En moderat forståelse af frihed forstår frihed i et helhedsperspektiv og kan se, at vi måske alle vinder en mængde reel frihed af at leve i et samfund, hvor vi i slutningen af vores ungdom bruger et halvt år på at dannes i et samfundsnyttigt, forpligtende fællesskab, som borgerpligten er tiltænkt at danne rammen for. Et halvt år, hvor vi giver noget tilbage til det samfund, der på dette tidspunkt har givet en så meget.
På samme måde som at dine rettigheder er en andens pligter, kræver friheden, at andre handler på en måde, der gør friheden mulig. Værnepligten er tiltænkt at skabe frihed til at leve i fred. Undervisningspligten skaber frihed til at leve et liv som borger med dannelse og kundskaber.
Hvis ældre også om 20 år skal have friheden til at leve værdige liv, kræver det, at nogen er beredt på at hjælpe dem med det basale. Allerede i 2030 står velfærdssamfundet til at mangle over 50.000 hænder. Mon ikke borgerpligten kan indrettes på en måde, så noget af dette problem afhjælpes, og vi dermed også i fremtiden kan blive frie til at leve værdige liv – også i den sidste del af det?
