Forleden hørte jeg et længere politisk portræt af Kashif Ahmad, stifter af Nationalpartiet og p.t. medlem af Radikale Venstre. Han forklarede bl.a, at man ikke kunne definere dansk kultur eller danske værdier. Hvor man ikke kunne og ikke skulle prøve på at definere danskhed, så var Kashif Ahmad omvendt meget opsat på at definere islam. Islam var tolerance. Først efter 30 minutter, blev det henkastet nævnt, at han er tilknyttet Ahmadiyya-muslimerne i Hvidovre. En sekt, der qua sin særegne forståelse af islam betragtes som frafalden af islams fire store retsskoler. Alle andre muslimer, stort set.

I en efterfølgende debat kom jeg i disput med en Ahmadiyya-muslim, der godt mente, at Kashif Ahmad kunne tale på vegne af islam, da islam er opdelt i 73 sekter, som hver mener deres udlægning er korrekt, og at alle udlægninger i øvrigt var en minoritet, indtil de blev toneangivende. Sandheden var 'ikke baseret på antallet af dem, der accepterer' den. Man skal generelt holde sig fra at debattere den sande islam med troende muslimer, og folk, der tror på profeter og flyvende heste, ændrer næppe holdning på grund af verdslige argumenter fra ikke-troende (/vantro). Hvor danskere må forstå, at dansk kultur er en dynamisk udefinerbar størrelse, så har den sande islam omvendt en definitiv klart-defineret essens.

Ordvekslingen illustrerer et relativt nyt fænomen i dansk politik. Forbrødringen mellem Koran-tro muslimer og danske kulturrelativister. Politik handler om interesser, og set fra de mange konkurrerende islamiske sekters proselytter så giver det god mening at skubbe Muhammeds stridsvogn ind på den politiske scene under plusord som humanisme, diversitet og medmenneskelighed. Paradokset kommer sjældent frem til overfladen, men da Pakistani Society in Denmark under valgkampen i 2019 inviterede folketingskandidater fra forskellige partier til debat, pointerede en mand i salen, at man ikke skulle stemme på Alternativets Kashif Ahmed: D"er bliver spredt den misforståelse blandt folk, at han er muslim... Kashif Ahmad er ikke muslim."

Samme opfordrede i stedet muslimer til at stemme på Alternativets Shahzad Riaz, der ifølge Jyllands-Posten var en del af Sikandar Siddiques netværk. Siddique har tidligere haft tilknytning til Hizb ut-Tahrir og møder i dag opbakning fra Islamisk Trossamfunds imam Kasem Said Ahmad. Og Uffe Elbæk, med hvem han senere stiftede Frie Grønne.

Kan man definere islam?

Set herfra. Hvis ahmadiyyaer vil have autoritet til at tale på vegne af islam, så er det ikke en tilfældig historiekandidat fra Aarhus, de skal overbevise. Den tvist må tages på urdu, ansigt-til-ansigt med deres postulerede sunni-muslimske trosfæller i Pakistan, og hvis de overlever, kan de gå videre på arabisk med wahhabierne i Saudi-Arabien. Islams iboende intolerance er grunden til, at Danmark har en større ahmadiyya-minoritet, og mainstream-islam er ekstrem, uanset hvilke af danskhedens fløje den anskues fra. Der er ikke mange muslimer, som har talt fra Folketingets talerstol, men listen inkluderer eksempelvis kurdiske Özlem Cekic, der som barn hadede jøder og drømte om at kæmpe for islam i Afghanistan. Palæstinensiske Asmaa Abdol-Hamid, der som ung mente, at jøder stod bag 11. september-terrorangrebet, og Siddique, der tre år efter nævnte angreb skrev følgende på et DSU-forum:

"Den amerikanske regering kastede straks skylden på Al-Qaeda, men har dog stadig den dag i dag ikke formået at kunne fremvise konkrete beviser."

Tolerance i den islamiske verden er undtagelsen, der bekræfter reglen. Mainstream-islam er ekstrem.

Der er flere grunde til, at muslimer ikke anerkender ahmadiyyaerne som værende trosfæller. De anses for at dyrke synkretistiske principper (religionsblanderi), og afviser jihad i betydningen hellig krig. Kashif Ahmads og sektens religiøse tolerance er pudsigt nok en af grundene til, at de i dag har hovedkvarter i en vestlig metropol, 6000 kilometer fra udgangspunktet i Punjab.

Den importerede kamp om den sande islam begynder og slutter ikke med intra-pakistanske opgør i danske partier, og adskillige muslimske politikere er gennem årene blevet forfulgt af religiøse modpoler inden for islam. Religiøse minoriteter eksisterer kun i islamiske lande i det omfang, de har evnet at forsvare sig. I disse år omtales Bashar al-Assad som en fæl syrisk despot, men tidligere var han det sekulære socialistiske alternativ til majoritets-islam. Assad tilhører alawitterne, en shia-sekt, der afmålt støttes af druserne (anden shia-sekt) og landets kristne mindretal. En autoritær despot er for religiøse afvigere problematisk, men klart bedre end enhver form for hævdbaseret islamisk statsdannelse. Som alawit-lederen Suleiman Assad, Assads farfar, skrev til den franske premierminister Leon Blum tilbage i 1935, kommenterende igangværende forhandlinger om syrisk uafhængighed:

"Den alawitiske nation nægter at blive annekteret af det muslimske Syrien, fordi den islamiske religion er påtænkt at være landets officielle religion, og den alawitiske nation betragtes som kættersk af den islamiske religion. Derfor beder vi dig om at overveje den forfærdelige og grusomme skæbne, der venter alawitterne, hvis de tvinges til at blive en del af Syrien, når den er fri fra mandatområdets tilsyn og får magt til at implementere de love, som stammer fra deres religion." (løseligt oversat af undertegnede)

Mens Kashif Ahmad og hans islamiske rivaler med tiltagende hårdhed kæmper for hver deres veldefinerede Islam, afviser en perlerække af samfundsforskere på forskellige måder, at det overhovedet giver mening at definere islam. Kulturer er dynamiske, alle er muslimer på hver deres måde, og intet har noget med noget at gøre. De gøder jorden for en multikulturel utopi, der aldrig har haft gang på jord og systematisk har været fraværende i islamiske lande.

Ingen bund i naiviteten

Fra universitære eksperter hører man, at islam som sådan ikke findes, at Koranen kun har ét budskab i kraft af fortolkning. Sharia er blot almindelige regler for omgang mellem mennesker, sammenlignelig med Emma Gads formaninger. Sharia-domstole er en mediemyte, og det hele drejer sig blot om en form for frivillig rådgivning. Hijab'en er 40 gram stof, der intet siger om noget, i lighed med niqab'en og burka'en, der i øvrigt er et marginalt fænomen. Terrorisme har i sagens natur heller ikke noget med islam at gøre, og jihadisme er slet ikke problematisk i sig selv. Islamisme og islamisering er til gengæld farlige stigmatiserende begreber, som gode menneske bør holde sig fra.

Før masseindvandringen var islam genstand for almindelige sprogvidenskabelige analyser. Herefter var islam identisk med herboende muslimer, og diverse antropologiske feltstudier belærte danskerne om islams iboende mangfoldighed. Det gav ikke ligefrem islam et bedre renommé at spørge muslimerne, og i dag virker den dominerende trend inden for islamforskningen helt uafhængigt af virkeligheden. Den bedste politik er socialkonstruktivisme, må vi forstå. Vi bør undgå kategoriseringer og målrettet lovgivning og skal til gengæld blive bedre til at acceptere anderledeshed. Integration uden krav. Mere af det, der ikke har fungeret.

Naiviteten har ingen bund, som ph.d. i jihadisme Tore Refslund Hamming forleden anskueliggjorde i en kronik om Islamisk Stat-jihadisters børn. Ikke alle jihadister er terrorister, og "Danmark ville blive et sikrere sted, hvis vi tog alle vores udrejste hjem – også mændene", og vi må huske på, at de i nogen tilfælde tilsluttede sig Islamisk Stat af "ganske noble, årsager". Faglighed tilsidesættes, sukkede han afslutningsvis. Det bringer mig frem til dr.phil. Jørgen Bæk Simonsen, dansk islamforsknings store han-elefant, der i en årrække var leder af Det Danske Institut i Damaskus og herfra hyldede den vellykkede islamiske mangfoldighed (under Assads hårdhændede sekularisme). Smag på ordene "Fordi nogle ville, at det skulle være sådan":

"Kristendommen er historisk set en mellemøstlig religion, der kun blev en del af danskheden, fordi nogle ville, at det skulle være sådan." (Bæk Simonsen, De retfærdige samfund, 2001, s. 181)