Det er angivelig godt at smile gennem tårer. Så i en situation, hvor det politiske harmonikasammenstød, der i daglige tale går under navnet SVM-regeringen, har besluttet at deponere danskeres frihedsrettigheder hos regimer, hvor man ikke har sådanne, er der al mulig grund til at finde glæde, hvor man kan.
Selvom den politiske substans er så trist, som tænkes kan, er regeringens håndtering af sagen et veritabelt sønderjysk kaffebord af ufrivillig komik, selvmodsigelser og hykleri, som i den grad kalder på både hån, spot og latterliggørelse, og hvis man kan lide retten til den slags, er det jo om at gøre brug af den, mens man endnu kan.
Så lad os starte fra regeringstoppen, hvor statsminister Mette Frederiksen er blevet den usynlige kvinde. Landsmoderen, der aldrig kunne tage for meget ansvar i en krisesituation, er simpelthen forsvundet.
Kort efter et opslag med en sommerhat, en cykelrytterhyldest og en anbefaling af at læse Tove Ditlevsen i sommerferien sank statsministeren i jorden, og kvinden, der under covidkrisen holdt alvorstunge krisepressemøder, hyppigere end David Trads skifter holdning, ville nu formodentlig kunne vinde danmarksmesterskaberne i både presseskyhed og gemmeleg foran Mogens Amdi Petersen.
Enkelte kunne måske spekulere i, om statsministeren er bange for at miste udsigten til en mulig international retrætepost hos NATO eller EU, hvis man på de bonede gulve bemærkede, at hun forsvarede noget så provinsielt som ytringsfrihed. Det er naturligvis ren spekulation, som pæne skribenter som undertegnede slet ikke begiver sig ud i. Men pist borte er vor ellers så krisehåndterende landsmoder i hvert fald.
Socialdemokratiets mere islamkritiske værdikrigere er også tavse som graven. Mattias Tesfaye, der er kendt for at sige, at Gud har vigepligt for demokratiet, har ikke fundet tid til at forklare, om han har opdaget en særlig afkørselsrampe, der gør, at Gud undtagelsesvis kan snige sig ind foran ytringsfriheden.
Udlændingeminister Kaare Dybvad, der ellers ikke har forpasset mange chancer for at blande sig i værdipolitiske debatter om islam og dansk kultur, hvilket strengt taget også er hans ministeransvarsområde, er ligeledes påfaldende missing in action. Også den ellers så markant ytringsfrihedsbegejstrede Frederik Vad, der blandt andet tidligere har erklæret at ”vi lader islamister kvæle ytringsfriheden og svigter vores europæiske kulturarv”, har valgt at holde særdeles lav profil.
Til Kontrast oplyser Vad, at han ikke ønsker at sige noget uden for egne fire vægge i øjeblikket. Og det forstår man måske godt.
Til gengæld har danskerne hørt fra den trofaste arbejdshest Rasmus Stoklund, der på utaknemmelig vis blevet hevet af sommeferiestalden som vikarierende politisk ordfører. Stoklund formåede i P1 Debat at tale solen blæksort i hændervridende forklaringer om, hvorfor en indskrænkning af ytringsfriheden ikke rigtig er det, og at han har enorm stor forståelse for argumenterne mod den politik, han alligevel vil stemme for.
Og det forstår man jo godt, når nu manden for kun godt et år siden i særdeles umisforståelige vendinger – i et indæg med titlen ’Ytringsfriheden mister sin værdi, hvis den stopper, så snart nogen ytrer noget, der er kontroversielt’ – erklærede sin støtte til Paludans ret til at brænde koraner, uanset hvor uenig man politisk måtte være med ham. I samme indlæg kritiserede Stoklund skarpt de voldelige islamister og udemokratiske regimer, som han nu altså er sendt i byen for at forsvare, at man retter ind efter.
Ak, ak, man får jo næsten helt ondt af manden. Næsten.
I den mere kuriøse afdeling for tilstedeværende socialdemokrater har Kontrast talt med en socialdemokratisk næstformand for Folketingets udenrigsudvalg, der godt kunne tænke sig også at genindføre blasfemiparagraffen, gerne vil forbyde “formålsløse” satiretegninger af Muhammed, og i øvrigt mener, at ytringsfriheden er mindst lige så truet af betalingsmure på læserbreve i Nordjyske. Og dét er unægtelig et originalt synspunkt.
En anden socialdemokrat, som ikke er forsvundet sporløst, er justistsminister Peter Hummelgaard, der, i lighed med Lars Løkke Rasmussen, har insisteret på, at afskaffelsen af blasfemiparagraffen var en meget stor udvidelse af ytringsfriheden, som man nu blot skærer et undseeligt bittelille hjørne af, da han skam slet, slet ikke ønsker blasfemiparagraffen genindført.
Det passer bare ikke, da Straffelovrådet i sin tid gjorde det klart, at blasfemiparagraffen i praksis kun dækkede retten til at brænde eller urinere på koraner og andre helligskrifter, og det er altså præcis den slags ting, som regeringen siger, den vil kriminalisere. Men som minksagen viste, er det med at læse bilag til den lovgivning, man vil gennemføre, ofte svært for politikere, så måske forklaringen skal findes her.
Jeg har set en rigtig venstremand
I Venstre er Jakob Ellemann-Jensen kommet tilbage, men en stort anlagt feelgood-rundtur i medierne viste sig spektakulært uheldigt timet, og de færreste har vist opdaget, at vicestatsministeren er retur. Til gengæld har han formået at bryde gennem medielydmuren med en erklæring om, at det faktisk slet ikke er liberalt at støtte retten til blasfemi. “Det må man ikke, fordi man – undskyld udtrykket – pisser på andre mennesker,” analyserede partiformanden sig frem til.
Det er interessant, fordi Ellemann-Jensens liberalisme i 2017 gjorde, at han som partiets politiske ordfører kunne fortælle, at Venstre støttede afskaffelsen af blasfemiparagraffen, der altså stort set kun kriminaliserede netop afbrænding af koraner. Så den gode Ellemann har altså altså selv været med til at lovliggøre, at man “pisser på andre”, som han selv formulerer det. Men nu klager han så åbenbart over, at han lugter.
Om det er 2017-udgaven af Ellemanns liberalisme eller 2023-udgaven, der er mest ægte, er svært at afgøre, men måske partifællen Jan E. Jørgensen, der om nogen er En Ægte Liberal, kan hjælpe?
Måske. For Jan E. Jørgensen forsvarede så sent som i 2021 Paludans mulighed for koranafbrændinger med ordene “Det nytter ikke at forhandle med terrorister” og "En genindførelse af blasfemiparagraffen vil være et knæfald for voldsmænd og terrorister". I 2023 støtter Jan E. imidlertid i praksis præcis en sådan de facto-genindførelse, hvilket han gjorde klart med ordene: “Ytringsfrihed har intet med bogafbrændinger at gøre”.
Ak ja, den ægte liberalisme udvikler sig godt nok med forbavsende hast for tiden.
Hverken Ellemann eller Jan E. Jørgensen kan naturligvis svinge sig op til antydningen af fordømmelse af islamister, der angriber danske interesser eller diktaturstater, der ønsker at diktere dansk lovgivning gennem trusler, da dette tilsyneladende ikke kolliderer nær så meget med denne unikke liberalismeforståelse.
På positivsiden står dog, at hverken statsministeren, Ellemann, Jan E. Jørgensen eller nogen andre fra regeringen har har formået at sige undskyld til profetens efterkommere – men det kan naturligvis nås endnu.
Ovenstående er naturligvis blot et skønsomt udpluk af de selvmodsigende, komiske og hykleriske udmeldinger, der er kommet fra regeringen, og enkelte vil måske undre sig over, at den gode udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, der som statsministeren i 2017 var ansvarlig for, at blasfemiparagraffen blev afskaffet, går fuldstændig ram forbi, selvom jeg kunne have taget fat på, hvordan han eksempelvis i sin tid højstemt erklærede, at “ytringsfriheden kan aldrig gradbøjes”, og nu altså gradbøjer den.
Det skyldes imidlertid, at påpegning af hykleri og dobbeltmoral forudsætter principielle værdipolitiske holdninger, der går videre end nøgtern egeninteressevaretagelse – noget jeg ikke vover at tilskrive vor udenrigsminister.
