I forbindelse med Bidens indsættelse kørte New York Times en forside, hvor avisen bekendtgjorde, at magtskiftet indvarslede, at USA nu kunne ”vende tilbage til høflighed” som nationens rettesnor. Trump var ganske rigtigt kendt for sine grovheder. En usædvanligt flabet tone i politik, som vi angiveligt ikke var vant til. Men måske er historien ikke så entydig, som New York Times gerne vil gøre den.

Vi skal godt og vel fire år tilbage i tiden. I 2016 mødtes Trump og Hillary Clinton til den årlige Alfred E. Smith-fundraiser på Waldorf Astoria-hotellet i New York. Det velhavende publikum var klædt i balkjoler og smokings. Alle forventede en af de klassiske letbenede taler fyldt med godmodige og selvforklejnende jokes.

I stedet sagde Trump: ”Hillary narrer folket ved at stå for én politik i offentligheden og en fuldstændig anden i privaten. ... Det her er første gang, Hillary sætter sig ned og taler til store corporate donorer uden at blive betalt for det. ... Hillary er så korrupt, at hun blev sparket ud af Watergate-kommissionen.”

Buh-råb gjaldede ud i salen. Det var ikke, hvad man havde forventet. Trump havde forrådt den fine aften med sine grovheder.

Faktisk var det ikke blot fundraiseren, Trump havde forrådt, men selve grundlaget for Vestens liberaldemokratiske samfund. I sit værk The Ordeal of Civility beskriver den amerikanske sociolog John Murray Cuddihy, hvordan 1800-tallets protestantiske samfund gennemgik en civiliseringsproces, som gjorde det muligt for forskellige grupper at leve sammen.

Forudsætningerne var høflighed og individualisme. Snarere end fordomme om, at jøder undgik hårdt fysisk arbejde, eller at katolikker fik for mange børn, måtte man nu kun tale om individer. Samtidig forventedes det, at outsiderne opgav deres særkender og selvforståelse for at passe ind i den borgerlige orden. Alle skulle blive protestantiske gentlemen. Enhver etnicitet eller religions særkender skulle opløses i det upersonlige, protestantiske ”undskyld mig.”

På overfladen var alt godt, men høflighedskulturen kunne ifølge Cuddihy også opleves som raseriinducerende for de grupper, den ikke var undfanget af. Når folk, som var vant til at tale, spise og klæde sig på én måde, pludselig skulle anlægge helt nye manerer, var deres egen kultur jo implicit mindreværdig i samfundets øjne.

Freuds insisteren på at tale åbent om det seksuelle og Marx’ vulgære fornærmelser mod alt og alle, kan ifølge Cuddihy forstås som outsidernes oprør mod den protestantiske civilitet. I populærkulturen kan dramaserien The Sopranos ligeledes ses som syditalienske katolikkers besvær med at passe ind i et hypermoderne samfund defineret af selvsamme protestantiske høflighedskultur.

Trumps proletariske madvaner, vellystige appetit på østeuropæiske kvinder, kitschede æstetik og tendens til at blakke forretningspartnere af for penge, er alle præmoderne. ”En uciviliseret persons forestilling om, hvad det vil sige at være milliardær,” som det er blevet sagt. Men før vi vender tilbage til Trump, må vi runde en sidste pointe fra Cuddihy.

Hykleriske grovheder

I 1960’erne og 70’erne blev Vesten grebet af en modkulturel bølge. At være mod borgerlige normer, ægteskabet, familien, den sorte skole og fast arbejde blev chikt. Arbejde, pligter og autoritet blev erstattet af sex, drugs, and rock 'n' roll, og alt sammen var det endnu bedre, hvis man kunne forærme nogle borgerlige dengser på vejen. Det blev hipt at ville noget mere radikalt end de andre, og det blev hipt at være grov.

Det modkulturelle opgør satte som bekendt varige spor i Vesten, og hvad vi siden har haft, er en umage personlighedsspaltning, hvor store dele af eliten har iscenesat sig selv som modkulturelle på den ene side, mens de samtidig har insisteret på høflighed på den anden. Tænk blot på den hvide, aldrende, heteroseksuelle (og hidtil centristiske) Biden, som dybest set ønskede more of the same, men igen og igen er blevet fremhævet som radikalt progressiv – af sin egen stab, såvel som af sine støtter.

Hvis den gamle elite havde behov for at rollespille, at den var et flabet afbræk fra business as usual, var Trump the real deal. Realitystjernen, som blev politiker, med forbrugsvaner, som ikke er i tråd med de herskende klassers. Hans rasen mod etablissementet kan forstås som hans egen variant af de prøvelser, jøder og katolikker måtte tage livtag med for at passe ind i de protestantiske samfund. Trump hverken viljer eller evner at adlyde modernitetens høflighedsbestemmelser. I stedet var han og hans bevægelse sit eget modkulturelle oprør. De pæne mennesker skulle ikke tro, de var bedre end ham eller hans vælgere. 

Trumps verbale grovheder – der synes at matche godt med hans livsstil i øvrigt – er også modkulturelle. Når tilhængerne af det herskende paradigme gisper efter vejret og forlanger, at nu må det være nok med Trump, har det oftests været Trump, som har høstet den modkulturelle glamour, de selv har skuespillet sig til, og solet sig i, de sidste fire årtier. Hver gang Trump har overlevet et angreb fra medierne og de etablerede politikere, har det samtidig klarlagt, at etablissementet er blevet de nye hattedamer. Dem, det er in at fornærme, mens man tillader sig at grine med på joken om, at Hillary er så korrupt, at hun blev sparket ud af Watergate-kommissionen.

I en større kontekst afdækker reaktionerne på den højrepopulistiske bølge desuden, hvordan moralen bag elitens påståede civilitetskultur er arbitrær. Muslimer, feminister og Black Lives Matter-aktivister må man ikke tale grimt om. Men ”low information”-vælgerne, som stemmer Trump, og de ”grisefarvede” DF-vælgere i landdistrikterne kan helt evident ikke forvente at være omfattet af samme konduite. Som den canadiske professor i politik Eric Kaufmann har hentydet til, så udstrækker den civilitet, som forlanges af detroniserede hvide, sig ikke til ytringer om selvsamme hvide. Tværtimod ophøjes de herskende klassers favoriserede grupper til ædle vilde midt i moderniteten, mens knoldesparkerne må se sig hægtet af acceptens neksus.

Trumps grovheder var såldes væsentligere, end man umiddelbart skulle tro. Uanset hvad man mener om ham og dem, udstillede de selektiviteten, og dermed hykleriet, i den herskende klasses civilitet. Hvis ikke høfligheden omfatter begge blokke i et demokrati, er den ikke oprigtig og dermed ikke et genuint ønske om, at alle skal tale og opføre sig pænt. I stedet er den et middel for den ene fløj til at få gennemført sin politik, mens man elegant lukker munden på modstanderne med bogerskabets diskrete (og påstået modkulturelle) charme.