Vi husker alle billederne fra byer landet over til EM i fodbold 2021. Folkemasserne havde rykket sig sammen for at fejre det danske herrelandshold i jagten mod den første titel siden 1992. I år bliver folkefesten dog forbeholdt ikke-kommercielle aktører som klubber og foreninger, mens barsteder og pubejere udelukkes fra festen. Det har fået en lang række indflydelsesrige personer på banen for at kritisere TV 2 for at holde på rettighederne selv og ikke være en facilitator for endnu en stor folkefest. Men det er malplaceret, når blandt andet politikere vil føre en hetz mod TV 2 og deres mulighed for at drive forretning.
For når bolden til sommer igen ruller ned ad grønsværen, er det ved flere af kampene TV 2, der har købt rettigheder til at sende tv-signalet ud i stuerne til danskerne. Angiveligt er prisen for rettighederne på den pæne side af 350 millioner kroner for at sende disse kampe i Danmark. Så der bør ingen tvivl være, at når en dansk tv-station har spenderet massive summer, er det også retfærdigt, at de selv råder over, hvem der skal have muligheden for at vise kampene på storskærm.
For TV 2 har en regel om, at de ikke giver tilladelser til kommercielle storskærmsarrangementer med over 200 deltagere. Det betyder, at mange pubber og barer ikke kan få lov til at sende kampene gratis og dermed tjene penge på flere kunder i biksen. Men det er grænsende til det grådige og hykleriske, når mindre serveringsstederne plager TV 2 om, at det er helt forfærdeligt, de ikke må få lov til at bidrage til folkefesten. Et gammelt ordsprog lyder, at ’den, som har grisen, bestemmer prisen’, og når det kommer til EM-fodbold, er det bare TV 2, der har grisen.
Vi må også konkludere, at hvis TV 2 forærer deres produkter væk som en gaveregn, skal indtjeningen blot findes andre steder. Det vil potentielt resultere i, at det bliver dyrere at tilkøbe deres kanaler eller TV 2 Play, som mange danskere har stor fornøjelse af. Det vil derfor ramme de mindst ressourcestærke først, når regningen på anden vis ender ude i stuerne.
Derudover er det også decideret usmageligt, når politikere med hundeøjne på Instagram eller ved interviews i medierne deler deres kritik af TV 2 og deres måde at drive forretning på. Det kan muligvis retfærdiggøres i situationer, hvor der er etiske dilemmaer, men i det her tilfælde bør politikerne holde kritikken for dem selv. Vi har allerede i dag store udfordringer med, at politikerne blander sig i mediernes indhold, hvilket ikke hører til i et demokratisk samfund.
Så når slutrunden sparkes i gang, skal vi i stedet glæde os over, at TV 2 har givet danskerne muligheden for at se kampene. Hvis kommercielle forretninger vil tjene på TV 2’s produkt, må de betale prisen. Alt andet er uretfærdigt overfor seerne og rettighedshaverne. Derfor vil det klæde politikere, medier og barejere, at deres klagesang får en ende og i stedet glæder sig over folkefesten til sommer.