Danmarks befolkning vil være under to millioner allerede i år 2113, hvis vi ikke gør noget. Det er et kæmpe problem, da det bl.a. vil føre til, at den danske befolkning forsvinder på lang sigt, og samtidig vil det blive et stort problem for demografien.
Der vil komme til at mangle massive mængder arbejdskraft, og der vil være få danskere, der skal tage hånd om en meget stor ældre generation. Det vil være katastrofalt for Danmark, og vi vil kæmpe for overhovedet at forblive som nation.
Brug guleroden
Derfor er vi er nødt til at vende udviklingen, inden det er for sent. En af de redskaber, som man kan tage i brug, er den økonomiske gulerod. I dag er der nemlig mange, der fravælger børn af økonomiske årsager.
Det er uheldigt, hvis vi gerne vil have flere danskere til at få børn, og vi skal derfor økonomisk understøtte de familier, der vælger at få børn.
Derfor glæder det mig selvfølgelig enormt at høre, at Det Konservative Folkeparti med Rasmus Jarlov i spidsen sætter fokus på netop denne problemstilling og kommer med et rigtig godt forslag om at give de danske familier 20.000kr i børnebidrag, når barnet bliver født.
Så bliver det nemlig nemmere at få børn, med alle de udgifter, der følger med, når man vælger at stifte familie. Det er et rigtig godt forslag, der vil være med til at løse et problem, der er meget vigtigt at løse.
Giv et skattefradrag pr. barn
Men det skal ikke kun være nemmere at få børn, det skal også være nemmere at have børn. Jeg mener derfor, at vi skal have et system, hvor forældre får et skattefradrag pr. barn de har.
Det vil lette den økonomiske byrde ved at have børn, og dermed give anledning til at få børn eller få flere børn for dem, der allerede har børn. Ydermere vil det også give anledning til, at familierne bruger mere tid sammen med deres børn, når de får et større økonomisk råderum grundet skattelettelser.
Familien er fundamentet under samfundet
Det er helt essentielt at komme til anerkendelsen, at familierne er hele fundamentet for vores samfund, og at vi derfor må styrke dem.
Det er en klassisk konservativ mærkesag at ville prioritere familierne, og derfor glædede det mig også gevaldigt, at Jarlov også satte fokus på netop dette i sit interview med Berlingske.
Vi skal nemlig som samfund hylde de danske familier, der er grundstenen i vores samfund, og ikke kun hylde karrieremenneskerne og alle de materielle goder og den status, der følger med.
Familiepolitik, der belønner familierne, er en konservativ kulturkamp.