Debat

03.02.22

Ungarn-omtale med manipulerende misinformation

Ota Tiefenböck: Ungarsk politik bliver konsekvent fremstillet på en unfair og misvisende måde, og senest har vi set tendensen i nogle af Lykke Friis’ indlæg i debatten. Så lad os hermed få nogle flere nuancer frem.
Foto: Jakub Hałun / Creative Commons, red.
Foto: Jakub Hałun / Creative Commons, red.

Dækningen af Ungarn og dermed Viktor Orbán har aldrig været specielt nuanceret i danske medier. Men hvad Lykke Friis, direktør i Tænketanken Europa, præsterer i sin kommentar ‘Glem ikke valget i Ungarn’ i Jyllands-Posten og efterfølgende hos Tænketanken Europa må betegnes som decideret misinformation. 

Friis indleder sin kommentar med, at “det næsten er misvisende at bruge udtrykket valg”, underforstået at det ungarske parlamentsvalg 3. april ikke bliver et demokratisk valg. Ifølge Friis er en af grundene, at Viktor Orbán har ændret Ungarns valgsystem til sin fordel. Orbáns regering har ganske rigtigt ændret valgloven i løbet af sin regeringsperiode. Begrundelsen for ændringen af loven har ifølge den ungarske regering været at forhindre partier i kun at stille op for at opnå den økonomiske støtte, som ethvert parti får ved at stille op til parlamentsvalget. Det kan man naturligvis tænke meget forskelligt om, men faktum er, at den nye lov ikke giver det regerende parti særlige fordele eller stiller den samlede opposition ringere. 

Ungarn har et blandet valgsystem: 106 pladser besættes ved flertalsvalg i enkeltmandsvalgkredse, hvor den kandidat, der får flest stemmer, vinder og får pladsen i parlamentet. De resterende pladser besættes ud fra en national liste, hvor vælgerne stemmer på et parti eller på en koalition. Før den nye lov blev vedtaget, skulle et parti, der stillede op ved valget, have sin egen kandidat i mindst 27 enkeltmandskredse. Efter den nye lov skal et parti stille op i mindst ni forskellige amter (megye) såvel som i Budapest og i mindst 50 af de 106 ungarske enkeltmandskredse. Det betyder, at kun partier med en bred national opbakning kan stille op.

Loven får dog ingen indflydelse på resultatet af valget, da de syv oppositionspartier, som udgør den koalition, der skal udfordre regeringspartiet Fidesz og Viktor Orbán, er blevet enige om at støtte den samme kandidat i alle enkeltmandskredse og har valgt én national kandidat på én fælles kandidatliste. Det er derfor ikke blot misvisende, men decideret forkert, som Lykke Friis påstår eller antyder, at et ændret valgsystem giver Viktor Orbán særlige fordele, eller, som Friis skriver, “at sejrherren ikke kan være en anden end premierminister Viktor Orban”. 

Lykke Friis nævner også ændringer af det ungarske medielandskab som en hindring for, at valget vil foregå efter demokratiske principper. Det er korrekt, at det ungarske regeringsparti kontrollerer statsmedierne og på den måde har en klar fordel ved valget. Statsmedierne når bredest ud til befolkningen og er ikke politisk uafhængige. Det betyder også, at medier, som er afhængige af bevillinger fra de statslige institutioner, har det svært. Som eksempel kan nævnes den regeringskritiske Klub Radio, der ikke fik forlænget sin sendefrekvens. 

Det er dog ikke det samme, som en læser med begrænset kendskab til Ungarn uvilkårligt vil tænke, nemlig at der ikke findes regeringskritiske medier overhovedet, og at den ungarske regering kontrollerer alle medierne i landet. Ungarn har en del regeringskritiske oppositionsmedier, som frit kan udfolde deres journalistik. Det er bestemt ikke en ideel situation og heller ikke værdigt for et demokratisk samfund, men at påstå, at valget af den grund ikke bliver demokratisk, er en sandhed med kraftige modifikationer. Det er vigtigt at bemærke, at Ungarns medielov blev vedtaget i 2010 efter en stor kritik fra EU. Faktum er dog, at EU enten ikke har vurderet situationen i Ungarn som presserende eller ikke har formået at gøre noget ved problemet.

Lykke Friis nævner desuden, at Viktor Orbán har udtrykt sin støtte til regimet i Kasakhstan, underforstået den kasakhiske autokratiske ledelse, som ved de seneste uroligheder i landet bl.a. gav ordre til at skyde mod demonstranterne. Det er korrekt, at Viktor Orbán over for Kasakhstans præsident Tokajev har udtrykt sin medfølelse og tilbudt landet hjælp. Lykke Friis glemmer dog at nævne, at Orbán ikke har gjort andet, end præsidenten for Det Europæiske Råd, Charles Michel, gjorde på EU’s vegne.

Lykke Friis skriver yderligere, at Viktor Orbán “i de senere år har udmærket sig ved at ville “væk fra Europa”. Orbán har ganske rigtigt en anden holdning til EU, end Lykke Friis formentlig har. Han ønsker ikke et føderalt EU, men et EU bestående af suveræne stater. Det kan man naturligvis have mange forskellige holdninger til, men i et demokratisk Europa er det en ganske legitim holdning at have. Viktor Orbán er ikke alene om en sådan. 

Lykke Friis gør sig derudover en lang række hypotetiske spekulationer ved bl.a. at drage paralleller mellem Viktor Orbán og den tidligere amerikanske præsident Donald Trump: Vil Orbán i tilfælde af, at han taber valget, “kaste sig ud i en Trump”?

Lykke Friis mener formodentlig, at hvis Viktor Orbán vinder valget, vinder han ikke, fordi de ungarske vælgere vælger ham, og taber han, vil han formentlig alligevel forsøge at bevare magten. Det eneste, Lykke Friis ikke berører i sin kommentar, er den samlede opposition, som hun sætter sine forhåbninger til. Den opposition består af seks partier og en bevægelse, som politisk spænder fra centrum-højre til det yderligtgående venstre. Koalitionen består blandt andet af Jobbik, et tidligere højreekstremistisk parti, og partiet Demokratisk Koalition under ledelse af Ungarns tidligere premierminister Ferenc Gyurcsány. 

Gyurcsány er ikke blot kendt for sin kommunistiske fortid og at have været en succesfuld finansmand, som har tjent millioner. Han er også kendt for en offentliggjort lydoptagelse fra 2006, hvor han som daværende premierminister gav udtryk for at have løjet for befolkningen om landets økonomiske situation. Afsløringen resulterede i første omgang i hans regerings fald og senere i, at Viktor Orbán kom til magten i Ungarn. 

Oppositionens kandidat til premierministerposten, Péter Márki-Zay, betragter sig selv som en konservativ ungarsk patriot og overbevist katolik. Márki-Zay har sin egen mindre bevægelse med navnet ‘Ungarn for alle’, som er en del af den fælles opposition, men ikke er et egentligt parti. 

Bliver Márki-Zay statsminister, får han altså ikke sit eget parti i parlamentet, men skal stå i spidsen for en samlet front, hvor det største parti er Gyurcsánys Demokratisk Koalition. Det samme parti, som han angreb ganske voldsomt under primærvalget, da hans største modstander, Klára Dobrev, kommer fra netop dette parti og endda er gift med Ferenc Gyurcsány. Om sådan en koalition vil kunne agere som enhed og forblive samlet om andre mål end at vælte Orbán, er et spørgsmål, som Lykke Friis formentlig ikke ønsker at berøre eller give sit bud på.

Lykke Friis er direktør i Tænketanken Europa, hvis erklærede mål er “at løfte debatten og politikudviklingen med evidensbaserede analyser og dermed styrke grundlaget for at træffe kvalificerede beslutninger – uafhængigt af politisk ståsted”. Lykke Friis’ kommentar på Tænketankens hjemmeside viser desværre, at tænketanken i hvert fald i det her tilfælde ikke lever op til sit mål.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter