Man oplever venstrefløjen argumentere for, at bæredygtighed og FN’s verdensmål bør skrives ind i uddannelsessystemets formålsparagraffer, herunder universitetsloven.
De, som er fortalere for at skrive bæredygtighed ind i universitetsloven, fremfører indimellem det argument, at det allerede fremgår af universiteternes formålsparagraf, § 2, stk. 3., at “universitetets forsknings- og uddannelsesresultater skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling” – så hvorfor ikke også bæredygtighed?
Og heri ligger en pointe, for bør det overhovedet være universiteternes opgave at bidrage til politiske målsætninger om vækst, velfærd og udvikling, som ellers normalt er politiske eller erhvervslivsrelaterede spørgsmål? Det mener jeg ikke.
Når mange borgerlige er imod idéen om at skrive bæredygtighed ind i universitetsloven, er begrundelsen blandt andet, at det risikerer at forfladige universiteternes forskning til blot at være konsulentarbejde for diverse politiske spørgsmål og målsætninger om bæredygtighed. Netop denne problematik gør sig også gældende for det allerede eksisterende punkt om vækst, velfærd og udvikling.
Universiteterne bør være den frie, kritiske tankes højborg, hvor man stiller og undersøger de gode, kritiske spørgsmål. Dette i modsætning til konsulentbureauer, som finder svar på de på forhånd definerede spørgsmål, som en kunde har bestilt svar på – hvad end kunderne er private virksomheder eller de politiske lag.
Ligesom det er et problem, hvis man gør det til de statsfinansierede universiteters opgave at løse politiske målsætninger om bæredygtighed og verdensmål, så er det også et problem, hvis man – af hensyn til for eksempel vindmølle-, shipping- eller fødevareeksporten – gør det til de statsfinansierede universiteters opgave at forske i optimering af eksisterende produkter (f.eks. vindmøller) – frem for at overlade den opgave til det private markeds virksomheder.
Fordelen ved statsfinansierede universiteter er netop, at stater har risikovillig kapital.
Dermed kan statsfinansierede universiteter, i modsætning til virksomheder på et marked, bedrive forskning (såsom grundforskning) uden at skulle forholde sig til, om den forskning nødvendigvis er rentabel og vil kunne give et afkast.
Universitetslovens paragraf om ”vækst, velfærd og udvikling” udspringer af 00’ernes politiske trends med New Public Management og “fra forskning til faktura”, og nu ønsker man at gå tilbage til fuseren og supplere med 2010’ernes og 2020'ernes store politiske trend om bæredygtighed.
Dette vil være en ren gentagelse af fordums tiders fejltagelser, for dønningerne fra New Public Management- og vækstparadigmet mærkes stadig. Man støder på det synspunkt, at der i diverse danske byer skal oprettes nye universitetsafdelinger, som mere eller mindre åbenlyst har til formål at være en art konsulenthuse, og hvad man spydigt kunne kalde en slags “længere videregående erhvervsuddannelse” målrettet danske eksportvirksomheder.
Jeg er stor fortaler for, at man i højere grad lukker virksomhederne ind på universiteterne i form af blandt andet virksomhedsmesser og ”hvad kan jeg blive som cand.scient.x,y,z?”-arrangementer. Det kan give de studerende uventede aha-oplevelser i forhold til potentielle fremtidige karriereveje, og det giver de studerende mulighed for at komme i kontakt med virksomheder med henblik på studiejobs, praktikforløb og fremtidige jobs.
Men der er også en grænse, hvor det bliver så konkret virksomhedsmålrettet, at der ikke længere er tale om reel akademia, og hvor det er rimeligt at spørge, om oplæring af x virksomheds medarbejdere eller y virksomheds produktudvikling ikke burde løses af de pågældende virksomheder og disses konkurrenter selv.
Det bør være et generelt princip, at universiteternes opgave bør være at producere viden. Og dét uden at skele til, inden for hvilke områder Danmark er – eller ikke er – konkurrencedygtig, og hvorvidt om den pågældende viden kan bidrage til Danmarks konkurrenceevne, image i udlandet eller det private erhvervsliv.
Vækst, velfærd, udvikling, bæredygtighed og FNs verdensmål har alle det tilfælles, at de er udtryk for mærkværdige top-down-målsætninger, som udelukkende baserer sig på, hvilke arbitrære politiske tendenser, som har gjort sig gældende i samfundet på et pågældende tidspunkt. Og den slags hører selvfølgelig ikke hjemme i formålsparagrafferne til landets højeste uddannelses- og forskningsinstitutioner.
Derfor mener jeg, at det borgerlige Danmark bør arbejde lige så hårdt for at skrive vækst, velfærd og udvikling ud af universitetsloven, som vi gør, når vi taler imod at skrive bæredygtighed og FN’s verdensmål ind i selvsamme.
