Da jeg grundlagde Uriasposten tilbage i 2003 var et London-ophold stadig frisk i erindringen, og jeg smed et relativt ukendt Winston Churchill-citat på forsiden: “I fight for my corner and I leave when the pub closes.”
Ordene var premierministerens svar til The Times, der i en ledende artikel i slutningen af krigen havde bedt ham gå på pension og nyde sit otium. Svaret siger meget om Churchill, der i en eksistenskamp mod nationalsocialismen var den helt rette, men indenrigspolitisk kunne være en brovtende hanelefant. Han kæmpede ikke for at få en statue på Parliament Square, men fordi han ikke kunne lade være. Det var hans natur. Apati var ikke en mulighed, strid var både middel og mål. Et grundvilkår.
Der er således intet heroisk i at “forlade pubben før lukketid”, og det er med vemod, at jeg har måttet lukke Uriasposten. Det var mit åndehul, en blog, der gjorde det muligt at være et politisk menneske uden at blive en lidet reflekterende partisoldat eller en ikke-stemmende SoMe-kriger. En dokumenterende blog som Uriasposten var ganske velegnet til at kvalificere debatten.
Her samlede jeg detaljer om politikere og meningsdannere, ofte med udgangspunkt i de større mediers dækning. DR lader her 19 år efter opstarten stadig fire feminister diskutere problemet med antifeminisme, men i det mindste kan man med det store arkiv forholdsvis nemt dokumentere, at den og den forsker i virkeligheden er aktivist på den yderste venstrefløj. Det var langt sværere i 00’erne.
Jeg har gennem årene haft flere retslige tvister, og det er desværre accelereret de senere år. Nu er det ikke blot en nyuddannet journalist, der vil have fjernet min kritiske gennemgang af en artikel, eller tilfældige kriminelle arabere, der vil have fjernet deres navn. Uanset hvor omhyggeligt jeg redigerer bloggen, så risikerer jeg at ende i retten. Hvis jeg blogger et navn, før jeg tager på job, og der i løbet af dagen kommer et navneforbud, så kan jeg ende i retten.
Hvis jeg med et skærmbillede dokumenterer noget inkriminerende, så skal jeg huske, at selvom det kan være lovligt at bruge det rent journalistisk/dokumentarisk, så er jeg oppe imod DR Jura, Politik og Strategi, TV2 Jura, Dansk Journalistforbund, Dansk Magisterforbund, advokaterne Foldschack & Forchhammer og lignende. Den unge journalist i hullede bukser, der tilbage i 2007 ville have 5.408 kr. for min blogpost om hans artikel, er i dag ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet.
Tilbage i 2007 fik jeg støtte fra Rune Engelbreth Larsen og kredsen omkring Minoritetspartiet. Det kan være svært at forstå i dag, men.nogle år forinden havde venstreradikale anført af Pelle Dragsted (AFA, senere Kirkeasyl, Enhedslisten m.v.) etableret noget de kaldte Piratgruppen. Formålet var at bekæmpe den private ejendomsret, særligt i forhold til fildeling.
Som de selv forklarede det: “At støtte alle dem som i modstrid mod herskende opfattelser om ophavsret kopierer og spreder kultur frit.” Dragsteds bedre halvdel var på daværende tidspunkt talsmand for Another Denmark, der undsagde Muhammedtegningerne, men sat på spidsen, så kunne man godt sige, at ytringsfrihed var en venstreradikal mærkesag.
Nettet strammes
De senere år er indsatsen vokset. Det er ikke mere enkeltstående retslige tvister, der dræner sindet i en periode, men trods alt kan gennemstås, økonomisk og mentalt. Mange faste læsere har støttet på forskellige måder, men ethvert forsøg på at professionalisere bloggen er slået fejl. Tid er en faktor, og jeg har måtte lukke min PMV (personligt ejet mindre virksomhed), da ingen banker tilsyneladende var interesseret i at have mig som erhvervskunde.
En onlinebank lukkede min erhvervskonto efter tre måneder, og jeg har p.t. et større beløb stående, som jeg kun kan få adgang til ved en engagementsoverførsel til anden bank. Kommer der støttemidler ind via min MobilePay, der som bekendt er koblet på min private telefon, så bliver den lukket (igen). På et tidspunkt var jeg sågar mærket af Finanstilsynet som en PEP (politisk eksponeret person), så selv overførsler fra vennekredsen blev set som hvidvask.
Der kan helt sikkert laves et setup, som fungerer, men tid er altid en faktor. Jeg lever et normalt familieliv med fuldtidsjob i det private og har prioriteret den næste blogpost højere end sindrige konstruktioner, der kan sikre mig juridisk. I skrivende stund har jeg fem sager. Jeg er sigtet efter straffelovens § 264 d. stk. II, fordi jeg tilbage i oktober 2020 bragte et usløret billede af et fransk terroroffer. Et brutalt billede, ikke noget, man kan se i massemedierne hver dag, men ikke værre end prisvindende pressefotos.
Ja, billedet minder meget om den blødende Fabio Casartelli, der tilbage i 1995 døde under en nedkørsel på Tour de Frances 16. etape. Ekstra Bladet bragte det på forsiden i fuld format. Personligt vil jeg mene, at det er mere relevant at bringe billedet af en terrordræbt katolik i en katedral end et navngivet offer for et cykelstyrt, men loven er åbenbart uenig på det punkt. Jeg er også sigtet for at have overtrådt navneforbuddet i en artikel på Document.dk og forventer, her at der kommer et tiltalefrafald, når anklageren har undersøgt sagen nærmere. Begge sager er berammet til november.
Forleden blev jeg også afhørt med henblik på postuleret overtrædelse af retsplejelovens § 189 stk. 3. Rigspolitiet krævede, at jeg udleverede IP-adresse og anden info om en kommentator, der i kommentarsporet nedsættende havde brugt udtrykket “islamiske fødemaskiner”. Det gjorde jeg modvilligt, og kom efterfølgende for skade at blogge den såkaldte “editionskendelse” stort set usløret. Ifølge Rigspolitiet er det ulovligt – og straframmen er op til fire måneders fængsel.
Lidt naivt havde jeg ikke forestillet mig, at forløbet omkring en mulig racistisk kommentar på min blog gav mig tavshedspligt. Paragraffen omhandler hensynet til “fremmede magter”, “statens sikkerhed” eller “... opklaring af alvorlige forbrydelser”.
Ovennævnte sager er selvfølgelig trælse, og anker jeg (eller anklageren) 264 d-kendelsen, så bliver sagen ikke afsluttet før 2023, formentligt sidst på året. Vi taler om brug af et billede, alle kan finde på nettet, som jeg hastigt bloggede før en aftenvagt. Til perspektivering så fik fem af de “syv unge” (SN.dk) der sidste år besatte NETS-direktørens privatbolig i Hellerup, blot fem dagbøder af 200 kroner (gennemsnitsalderen på de dømte var i øvrigt 33 år). Selv hvis jeg frikendes, så har jeg haft sagen i hovedet i flere år. Det er ikke en træls fart- eller parkeringsbøde, som man betaler med ærgrelse og hurtigt glemmer. Det fylder i det daglige, også selvom jeg er ganske god til at håndtere stress.
Seneste udvikling kræver lidt forhistorie. Omkring 2004-5 stod det klart for den bloggosfæriske højrefløj, at et segment af venstreradikale bosat på Nørrebro skiftevis stod frem i medierne, der aldrig fandt det relevant at nævne aktivisternes ideologiske udgangspunkt. En af mine gode bloggervenner i København blev hængt ud med foto, navn og adresse på en autonom side, og som århusianer var jeg lidt på afstand af de voldsparate. Jeg dokumenterede eksempelvis, at “Borgerinitiativet Kirkeasyl” var en venstreradikal frontorganisation. Journalister må have vidst det, men nu fik de hele historien. Ikke som løse postulater, men mere metodisk. Samme år blev jeg antastet af maskerede på Nørrebro, året efter blev jeg slået ned med flasker på gaden i Århus.
En større razzia blotlagde i 2010’erne, at der var personsammenfald mellem Redox og gadekrigerne i Antifascistisk Aktion (AFA). I deres arkiv havde de billeder af undertegnede taget uden mit vidende og optegnelser om min konkrete færden på privatadressen i Højbjerg. Redox har skrevet om mig adskillige gange siden og har vel nok forstået, at jeg ikke bakker ud, blot fordi de associerer mig med noget grimt.
Dann haben wir andere Methoden ...
Sidste år bragte Redox en for dem atypisk artikel om undertegnede. Som revolutionære, skulle man ikke tro, de gik meget op i ejendomsretten, men de havde ikke desto mindre minutiøst gennemgået 18 års blogposter og kontaktet (borgerlige) medier for at høre om deres holdning til mine postulerede copyrightbrud. Jeg var efterfølgende i dialog med flere medier og måtte slagte en del af bagkataloget for at undgå retssager med de stats/statsstøttede medier.
Nogle måneder senere skrev jeg en blogpost om 'Store Marc', en 19-årige autonom fra Århus, der i 2003 stod frem som talsmand for Antast, der ville vælte 'det kapitalistiske samfund' og skabe et 'socialistisk samfund bygget på menneskelige værdier'. Marc Jørgensen blev senere jurist i Knud Foldschacks imperium, sideløbende med at han rådgav Redox/AFA via Retshjælpen Rusk. Siden har han skiftet navn og hedder nu Marc Malmbak Stounberg. Han arbejder i dag for SIRIUS advokaterne og har ifølge hjemmesiden et tillidserhverv som 'menneskerettighedsambassadør' sideløbende med en ansættelse som ekstern lektor i Arbejdsret på Københavns Universitet. Det er lige her, min blog kan kvalificere debatten.
For nylig blev jeg på vegne af Enhedslisten Århus stævnet af nævnte advokat, der ville have 20.000 kroner for brug af en af deres offentlige Facebook-opdateringer fra 2013. Det var ren dokumentation til brug i en af flere artikler om den danske venstrefløjs samarbejde med militante svenske revolutionære. Under det indledende retsmøde erfarede jeg, at modparten ikke var interesseret i mægling, og at han i øvrigt havde en række sager klar mod undertegnede. Nogle dage senere kom der endnu en – denne gang ville en for mig ukendt kommunist have 22.500 kroner for et bogomslag, som jeg havde brugt i en collage til en blogpost om en bogaktuel venstreradikal kunsthistoriker.
Med to retssager til november og flere i horisonten valgte jeg at trække stikket. Jeg er kun et menneske, og under de vilkår kan man vanskeligt drive en personlig blog. I hvert fald ikke en nidkært dokumenterende politisk blog, der håber på at gøre en forskel. Den danske debat mangler ikke opinion, heller ikke borgerlig opinion, men et kritisk syn på medier, journalister, organisationer, forskere og meningsdannere. Dem, der sætter rammerne for den løbende debat. Vi skal bag plusordene.
Kradser man eksempelvis lidt i overfladen hos tidens mange Extinction Rebellion-aktivister, så vil man hurtigt forstå, at de blot er et nyt kuld revolutionære socialister. Denne gang vil de ikke smadre det bestående for at bekæmpe racisme eller åbne grænserne, nu vil de ligefrem redde kloden. Paroler kommer og går, men det overordnede mål er stadig det samme. Det bliver ikke pæne borgerlige medier, der sætter navn og ansigter på venstrefløjens mange kaospiloter, og hermed kommer debatten aldrig rigtigt videre. Modsat almindelig opfattelse kræver et slagsmål ikke to aktive deltagere. Danner borgerlige ikke front imod aggressive venstreorienterede, så bliver det spil til et mål. Ligegyldighed er altid en dårlig strategi.
Jeg har lukket Uriasposten, men jeg vil fortsætte med at sprælle i nettet. Jeg kan simpelthen ikke lade være.
