Den tidligere generalsekretær for De Forenede Nationer Dag Hammarskjöld sagde i sin tid, at ”FN ikke blev skabt for at bringe menneskeheden i himlen, men for at redde den fra helvede”. Organisationen har nu snarere vist sig i stedet at være til skade for verdens demokratier og til gavn for verdens slyngelstater.
Derfor er det også underligt at se, hvordan FN alligevel optræder i debatter herhjemme. Tidligere på måneden kritiserede FN’s komité for racediskrimination den danske stat for Dan Parks udstilling af kunstværker på Christiansborg. Tidligere har FN-aktører blandt andet kritiseret dansk boligpolitik og krævet ekstra indsatser for kvinder i erhvervslivet.
Når det sker, er det meningen, at den anden part i debatten skal bøje hovedet i skam. FN fremstår som højeste instans, ingen over og ingen ved siden af. Hvis nogen fra FN siger noget, må vi hellere følge det. Men hvorfor er det egentlig, at den opfattelse har bredt sig, at FN er så ophøjet en organisation?
Måske fordi idéen bag FN ellers var smuk. Efter 2. verdenskrigs grusomheder skulle internationalt samarbejde og kollektive sikkerhedstiltag nu sikre fred. Verdenserklæringen om Menneskerettighederne fra 1948 beskrev, hvordan alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.
Udfordringen er desværre, at disse principper er der langtfra konsensus om blandt verdens lande – hverken dengang eller nu. Siden der er flere dårlige stater end gode stater, så har de dårlige med FN fået et fælles forum imod de gode. Der er i det hele taget mange eksempler på FN’s elendighed.
1) Menneskerettighedsrådet. Formålet med rådet er at beskytte menneskerettigheder på globalt plan samt at adressere overtrædelser af menneskerettigheder og lave anbefalinger til regeringer. Hvem er medlem af rådet? I 2023 er der blandt andre tale om Qatar, Kina, Somalia, Sudan, Eritrea, Pakistan, Kasakhstan, Vietnam, Cuba, Algeriet og Bangladesh.
Således gik det til, at 70 procent af rådet består af ikke-demokratier. Således gik det til, at verdensorganisationen med de smukke principper, som skulle tilbyde et pluralistisk forum med dialog på tværs af kulturer og breddegrader, de facto endte med at blive en mulighed for, at ikke-demokratiske nationer fik en smuk og småhellig adgang til at slå demokratiske nationer i hovedet.
Vi ville aldrig acceptere, at Kina eller Qatar belærte os om menneskerettigheder eller ytringsfrihed. Hvorfor skulle vi så gøre det, fordi de sidder sammen i et råd og gør det under FN-hatten? De er stadig ikke demokratier eller på nogen måde efterlignelsesværdige.
2) Sikkerhedsrådet. Det blev oprettet med den hensigt, at det skulle være den vigtigste vogter af verdensfreden. Sidste år skulle rådet tage stilling til et forslag om at fordømme invasionen af Ukraine. Rusland stemte selvfølgelig imod, og som et permanent medlem af Sikkerhedsrådet kan landet dermed blokere et flertal.
Som den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, formulerede det efter massakren i Butja sidste år: Hvad er meningen med rådet, når organisationen står med armene langs siden, mens civile bliver dræbt i gaderne? Lige nu er det bare meget tydeligt, og det foregår reelt i vores baghave. FN er intet værd. Det er USA og andre gode nationer, der reelt gør noget for Ukraine. Og sjovt nok bliver USA tit og ofte svinet til af FN, som USA ellers er kæmpe bidragsyder til.
European Social Survey udgiver hvert andet år et tværnationalt datasæt. Det seneste datasæt, der inkluderer Ukraine, er fra 2012. Respondenterne var blevet bedt om at vurdere tilliden til FN på en skala fra 1-10. Landets gennemsnit var på 3,8 – et af de laveste niveauer i Europa. Man kan spørge sig selv, hvad niveauet mon er i skrivende stund. Meget tyder på, at Vesten burde genoverveje, hvem vi samarbejder med.
3) FN’s generalforsamlings resolutioner er et tredje og måske endnu vildere eksempel på FN’s elendigheder. Sidste år så listen over fordømmende resolutioner sådan ud: Nordkorea: 1, Syrien: 1, Afghanistan: 1, Iran: 1, USA: 1, Libanon: 0, Hamas: 0, Tyrkiet: 1, Qatar: 1, Saudi Arabien: 1, Irak: 0, Israel: 15.
Det er helt til grin. Grotesk. Nordkorea, Syrien, Afghanistan og USA har samme antal på listen. Det eneste land, som FN virkelig skriver onde ting om, er Israel, der uden tvivl har fejl og mangler, men som dog er den eneste nation i sit område, der forsøger at have et velfungerende demokrati.
Hvis ikke dét får dit pis i kog, så ved jeg ikke, hvad der skulle gøre det. Det viser jo med al ønskelig tydelighed, at også generalforsamlingen i bedste fald er værdiløs – i værste fald et stort problem.
4) Sidst men ikke mindst: 15. marts. Hvordan kan en dato i sig selv være skidt? Det kan sagtens lade sig gøre. Den 15. marts er nemlig FN’s ”international dage for bekæmpelse af islamofobi”. Resolutionen blev fremlagt af Pakistan på vegne af OIC (Organization of Islamic Cooperation), som er en sammenslutning af 57 islamiske lande.
Debattøren Christian Marcussen har udførligt påvist, hvordan erklæringen er OIC’s bud på, hvordan menneskerettigheder og islam kan sameksistere … hvis man da er ligeglad med f.eks. ytringsfriheden. Eftersom denne selvsagt i OIC’s (og nu FN’s) øjne ikke må anvendes til at forhåne profeter og religiøse symboler.
Og så er det en illusion, at FN forhindrer krige.
“Vi har set massive humanitære kriser i Syrien, nu i Ukraine og i Yemen, og FN kommer kun dertil for at give humanitær hjælp, og meget af den hjælp går slet ikke til de mest berørte mennesker, men bliver suget op af korrupte embedsmænd,” som journalisten Rasna Warah – der arbejdede over et årti for FN’s program for bolig- og byudvikling – for nylig udtalte til Weekendavisen.
Siden FN finansieres af medlemsstater, er det blandt andet dine skattekroner, der går til korruptionen – og til at for eksempel Kina leverer ”menneskerettighedsanbefalinger” til andre lande. Det er grinagtigt. Og jeg er slet ikke begyndt på for alvor at remse op, hvad FN vælger at bruge dine penge til, når det handler om identitetspolitik og lignende. Nu er det jo også i langt højere grad amerikanske end danske skatteydere, der betaler for festen, og det er måske en af grundene til, at det er i USA, at man kan finde kritik af FN.
Men i Danmark og omegn bøjer alt for mange sig ærbødigt i støvet, når nogen siger FN – og det er absolut uden grund.
