Historieundervisningen i EU’s medlemslande skal i fremtiden flytte sig fra et nationalt til et mere globalt fokus, og eleverne skal i højere grad forstå, at kønsstereotyper, kolonialisme og strukturelle uligheder er dybt forankret i europæisk historie.
Sådan lyder det i en resolution, som et flertal af Europa-Parlamentet netop har vendt tommelfingeren opad til.
Man kan spørge sig selv, hvorfor i alverden EU i første omgang skal blande sig i medlemslandenes historieundervisning. Men ret beset er det største problem ved sagen her ikke, at resolutionen underminerer EU’s nærhedsprincip om, at man kun må gennemføre regulering på områder, som de enkelte lande ikke selv kan stå for.
Det største problem ved resolutionen er derimod, at den er et symptom på det kulturelle selvhad, som netop nu er ved at slå rødder i Vesten. I alle vestlige samfund har venstrefløjen nemlig adopteret en kulturradikal foragt for de normer og værdier, som de vestlige samfund bygger på.
Fænomenet kan bedst forstås med det begreb, den konservative filosof Roger Scruton har kaldt for ”oikofobi”, hvilket beskriver et kulturkritisk had til de værdier, der kendetegner ens hjemland, og som ofte får oikofoberne til at bekende skyld på sin egen kulturs vegne.
Når Kunstakademiets institutleder smider en gipsafstøbning af Frederik 5. i Københavns havn af skam over Danmarks såkaldte kolonialisme, eller når P3’s nye redaktør vil give den objektive journalistik et skud for boven til fordel for aktivistisk nyhedsdækning, fordi DR ”bærer et ansvar for at ændre verden”, er det udtryk for oikofobi.
Selvfølgelig kan der ganske vist være områder, hvor vi undertiden skal forholde os selvkritisk til de normer og den kultur, vi er underlagt og rundet af som samfund. Andet ville selvsagt være udtryk for en forstokket konfirmand-konservatisme.
Men den radikale venstrefløjs nye dogme om at vores kulturelle ophav i udgangspunktet må være noget dårligt, som derfor skal bekæmpes med næb og klør, er farlig for vores samfund. For medmindre man er blændet af oikofobiens ideologiske skyklapper, er det åbenlyst, at Vestens moral, kultur og værdier er de suverænt bedste i verden. I ingen andre afkroge eller hjørner af verden finder du lige så velfungerende og civiliserede lande med respekt for alle menneskers iboende værdi som i Vesten.
Vestens demokrati har skabt klodens mest fredelige lande og givet alle dets borgere en ligeværdig stemme, der giver dem mulighed for at få indflydelse på det samfund, de er en del af.
Vestens kapitalistiske markedsøkonomi har løftet hundredvis af millioner ud af fattigdom, knust mange af menneskehedens mest umulige problemer og skabt velstand for almindelige personer, som i mange andre lande kun er forbeholdt den absolutte elite.
Og Vestens liberale frihedsrettigheder har givet os muligheden for at udtrykke os frit og at forfølge vores egne mål. I ingen andre dele af verden nyder kvinder, homoseksuelle eller etniske minoriteter den samme tolerance og ligeværdige respekt som i Vesten.
Slår man op i historiebøgerne er der naturligvis også en kaskade af eksempler på historiske rædsler fra vestlige lande såsom kvindeundertrykkelse eller slaveri. Men er det et særegent vestligt kendetegn? Selvfølgelig ikke. På tværs af alle kulturer har man i næsten alle tidspunkter af historien haft denne slags uciviliserede praksisser.
Den eneste væsentlige forskel på Vesten og resten af verden i forbindelse med disse historiske rædsler er sådan set bare, at de vestlige samfund var de første til at gøre op med dem.
Det er vigtigt, at fremtidens historieundervisning i Europa også indeholder alle de forfærdelige kapitler om Vesten, der gør det muligt for os at tage ved lære af fortiden. Men når Europa-Parlamentet vil gøre det til et selvstændigt mål, at ”Europas unge mennesker skal skamme sig over deres kulturelle ophav”, er der noget helt galt.
For borgerne i de vestlige samfund har ingenting at skamme sig over.
Tværtimod ville verden blive et langt bedre sted, hvis flere lande lod sig inspirere af Vestens kultur og værdier.
