Den vestlige, individualistiske, kristne verden er ved at tabe kampen om fremtiden. Vi har de bedste værdier: Tro på individuel frihed, forståelse for rationalitet og skepsis overfor vilkårlige autoriteter. Vi har bare ikke viljen til at forsvare disse værdier. Diktatorer skal bare sige “bøh”, woke aktivister skal bare sige “krænkelse” og muslimske fundamentalister skal bare sige “diskrimination”.
Det mest aktuelle eksempel på Vestens fallit er samtidig et af de mest oversete. For nogle måneder siden blev over 100.000 kristne armeniere fordrevet fra deres hjem i Nagorno-Karabakh under trussel om død og ødelæggelse (https://www.bbc.com/news/world-europe-66852070). De forlod et område i Kaukasus, hvor deres forfædre har boet i årtusinder. Desværre for armenierne har Nagorno-Karabakh teknisk set været en del af Aserbajdsjan, og armenierne derfor bare nogle besværlige separatister.