I dag har der været markeringer, som kaldes toårsdagen for Ruslands angreb på Ukraine. Politikerne har holdt taler, og i mange byer i Europa har der været demonstrationer mod Rusland og i sympati med ukrainerne.
Det er der ikke noget galt i. Ukrainerne har fortjent vores sympati og støtte i deres kamp for deres fædreland.
Men den egentlige mærkedag er ikke i dag. Det er den 27. februar. Altså på tirsdag.
På tirsdag er det ti år siden, Putin invaderede Krim-halvøen. Et stykke Ukraine, som han senere annekterede til det russiske imperium. Det er den dag i historien, hvor Putin overskred den røde linje. Det var den dag, han invaderede Ukraine og tog med magt, hvad han mente tilhørte Rusland.
Og – og her kommer den egentlige pointe – han tog Krim, fordi han kunne. Fordi han fik lov. Fordi udover nogle forkølede sanktioner, var der ingen i Vesten, der reagerede i 2014.
Selvom Ukraine var under stærk forandring i de år, og befolkningens flertal ønskede både EU og Nato medlemskab. Selvom den russiske marionet-præsident i Kiev lige var blevet afsat, og Ukraine havde valgt side til fordel for Vesten, var der ingen i Vesten, der reagerede, da Rusland slog til og invaderede Krim.
Krim, som ifølge internationale aftaler indgået med Rusland i begyndelsen af 1990’erne var en integreret del af Ukraine indenfor de internationalt anerkendte grønser, fik Putin bare lov til at tage.
Det er ikke noget, vi kan være stolte af i Vesten. Tværtimod. Det var et svigt af Ukraine, og det var et svigt, der svækkede Vesten strategisk, så vi i dag står med en meget større trussel fra Rusland.
På tirsdag er det ti år siden, at Vesten svigtede Ukraine. Der var der Putin fik tryghed for, at han uhindret kunne fortsætte sine ambitioner om at genrejse det russiske imperium. Vesten ville nok protestere, men ingen ville løfte en finger for at forhindre ham i det.
Og derfor har Putin siden da selvfølgelig taget de næste skridt. Og derfor var det slet ikke så uforudsigeligt, at fuld-skala-invasionen, som ukrainerne kalder hændelsen den 24. februar 2022, blev sat i værk.
Og derfor er der ingen vestlige ledere og politikere, der på tirsdag holder taler og lægger blomster og går i demonstration. For ingen vestlige ledere har lyst til at blive mindet om, at de svigtede for ti år siden. De svigtede bigtime.
Jeg har det selv lidt stramt med kontrafaktisk historieskrivning, men det er efter min opfattelse af verdens gang ikke usandsynligt, at Putin kunne være stoppet, hvis Vesten havde reageret med magt i 2014.
Der er det med diktatorer og totalitære regimer. De bliver ved med at fremture til de lider nederlag. Derfor kan man lige så godt påføre diktatoren nederlaget med første slag i stedet for at vente og tøve.
Det bliver problemerne kun større af, ødelæggelserne mere alvorlige og konsekvenserne voldsommere.
Den usikkerhed, vi og vores børn skal leve med i de kommende årtier, er vi derfor delvis selv skyld i i Vesten. Vankelmodigheden er et særkende ved vores del af verden, som svækker os.
Det er parallelt til truslen fra islam. I årtier har europæerne ført en indvandrings- og migrationspolitik, som har skadet de vestlige samfund enormt.
Men selv efter de fleste politikere har indset og erkendt fejlene, går der endnu flere årtier, inden man begynder at ændre på vilkårene. Og for hvert år, der går, bliver problemerne større, de bliver dyrere at løse, og konsekvenserne bliver voldsommere.
Hvad var det nu den gamle skibsreder havde som motto? ’Rettidig omhu’. Jeg har et andet, som jeg holder mere af: ’Gør det rigtigt – første gang’.
