Det kan godt føles lidt, som om det danske samfund nyder pausen fra den ellers evindelige debat om udlændingepolitik og integration. ”Pyha, det var rart”, tænker man. Rart, at vi kan slippe for det ubehag, den splittelse og de triste fremtidsudsigter, der altid følger den debat. 

Men det er et selvbedrag, at det skulle være forbi. Der er ikke vundet nogen afgørende sejr i hverken integrations- eller udlændingepolitikken. Det står fuldstændig fast, at asylindvandringen uden videre kan tage til i styrke igen, uden vi kan gøre meget ved det, og at der på grund af indvandringen stadig er alvorlige problemer med retten til at tro, sige og leve, som man har lyst til i Danmark.

I denne klumme vil jeg ikke nærmere behandle indvandringen, men de seneste bulletiner fra Europa lyder, at presset på flygtningesystemet igen er opadgående. Selvom Danmark ikke længere er blandt de mest foretrukne lande for flygtninge i Europa, vil en forøget flygtningestrøm fra Afrika og Mellemøsten dog næsten med sikkerhed forværre de integrations- og samfundsproblemer, der er emnet for denne klumme.

Vi har i Danmark et frihedsproblem. Det er emnet. Vi har i Danmark for mange eksempler på, at der er mennesker, hvis frihed trædes under fode, ikke denne gang af Mette Frederiksens stærke stat, men i stedet af miljøer – indvandrer- og efterkommermiljøer – der ikke bryder sig om friheden og det, den anvendes til.

I sidste uge boblede to klare og triste eksempler på det op til overfladen.

Friheden der blev væk

Den første historie fandt man i Kristeligt Dagblad. I et interview med centerleder Anita Johnson fra RED: Center mod æresrelaterede konflikter kom det frem, at nogle offentligt ansatte med muslimsk baggrund kan have svært ved at lade den offentligt ansattes neutrale etos vinde over loyaliteten mod det muslimske miljø og dets værdier. 

Problemerne opstår konkret, når unge mennesker af muslimsk afstamning forsøger at bryde med familien og miljøet, og så kommer i kontakt med offentligt ansatte i form af læreren, politibetjenten eller lignende, der i stedet for at hjælpe den unge med deres frigørelse optræder som agenter for hjemmet og det muslimske miljø. 

Grundlæggende er det en historie om nogle unge mennesker, der ønsker at leve som frie individer i Danmark, og som holdes fast i det kulturelle ophav af mennesker, der for det første misbruger deres offentlige stilling, og for det andet åbenlyst er modstandere af den idé, at man overhovedet har den form for frihed til at bryde med, hvor man kommer fra.

Den anden historie blev delt på Facebook af den socialdemokratiske politiker Frederik Vad. Han agerede talerør for den anonyme ’Harun’, som ifølge historien på Facebook er blevet systematisk chikaneret og til sidst groft overfaldet på baggrund af at have bedrevet islamkritik på sociale medier. Ydermere har Harun måttet opleve, at også hans børn blev ofre for marginalisering og tilråb fra omgivelserne, formodentlig fra indvandrermiljøet. En chikane, der også for Haruns 9-årige datter ender med et overfald i skolen.

Igen har vi fat i en historie om en frihed, vi forestiller os er til stede i det danske samfund, men som i praksis ikke længere er der. Vi forestiller os, at man kan kritisere religioner, men det kan man ikke reelt, hvis det risikerer en grov chikane og alvorlige fysiske overgreb. Endda mod ens familie.

Siden Kåre Bluitgen i sin tid erklærede, at det var umuligt at finde en tegner til at illustrere en bog om Muhammed, er det blevet stadig mere klart: Vi har i Danmark tabt en væsentlig mængde frihed til et islamisk miljø, der er villig til at bekæmpe vores frihed med magt. De to nylige historier skriver sig blot ind i en række af andre vidnesbyrd om den tabte frihed.

Mest oplagt illustreres pointen af de to attentatforsøg mod Kurt Westergaard og Lars Hedegaard, men tabet af frihed breder sig ud i samfundet. Som eksempler kan man fremhæve lektor i retsfilosofi Jakob Holtermanns kronik i Politiken, hvor han reflekterer over de overvejelser for egen sikkerhed, man er nødt til at have som underviser i Muhammedtegningerne, eller man kunne fremhæve underviser i religion på HF Maja Tangsgaard, der fortæller om direkte trusler efter undervisning i de samme tegninger.

I baggrunden af historien lurer selvfølgelig også den internationale kontekst: det bestialske mord på den franske lærer Samuel Paty samt historien om den engelske lærer ved Batley Grammar School, der et år efter at han viste et billede af profeten Muhammad stadig måtte leve under jorden.

Vi tvinges efterhånden til at erkende, at Danmark er et sted, hvor man ikke længere kan tegne, sige eller leve, som man har lyst til. Hverken som tegner, underviser eller blot almindeligt ungt menneske med frihedstrang. Nogle vil måske indvende, at man kan tale frit om alle andre ting, hvis man bare lige tier stille med dette ene emne.

Men sådan fungerer frihed ikke. Der er ikke plads til et hul midt i vores ret til at ytre os uden at skulle frygte for liv og lemmer. Enten har vi ytringsfrihed, eller også har vi ikke.

Kulturkamp

Problemet opstår, med det samme vi spørger, hvad vi så gør ved det. For der er ingen umiddelbare løsninger, der ikke med det samme bevæger os over i det drakoniske set med udgangspunkt i vores liberaldemokratiske idealer. Grundlæggende er der dog to forskellige spor, man politisk bør bevæge sig ad for at genskabe den tabte frihed.

For det første må det være uden for diskussion, at der findes en positiv lineær sammenhæng mellem antallet af mennesker i Danmark med rødder i islamiske samfund og så den styrke, som kampen mod vores frihedsrettigheder har. Jo større islamiske miljøer, jo mere udbredt er problemet. 

Vi kan altså forudse, at med fortsat asyltilstrømning til Danmark fra lande i Afrika og Mellemøsten vil problemet alt andet lige forstærkes. Medmindre der sker utænkelige ting som en global reformation af islam indefra eller andet i den dur.

Det ene politiske spor er dermed at fortsætte begrænsningen af asyltilstrømning til Danmark eller endnu bedre helt at afskaffe retten til asyl bortset fra udvalgte kvoteflygtninge. Det er formodentlig tæt på politisk umuligt helt at stoppe indvandringen via asyl, men så må vi også gøre os klart, at det vil koste os yderligere bidder af vores frihed, og ingen kan sige, hvor det ender. Et kig på Sverige, Storbritannien eller Frankrig bør dog gøre det klart, at det ikke bliver sjovt.

For det andet er der kulturkampen, hvor man har fokus på at videreføre og klargøre de normer, som flertallet i det danske samfund ønsker er gældende. På den ene side normer funderet i danskhed og vores særlige nationale mentalitet og historie og på den anden side universelle vestlige normer, der hører til det liberale demokrati. 

På den front har den kulturelle elite og mediemeningsdannerne meget længe fået lov til at diktere noget, der kommer tæt på værdirelativisme, hvor man har demonstreret afsmag for alt, hvad der kunne ligne en bare lidt hårdhændet hævdelse af danske normer. Derfor er det blevet til kompromis efter kompromis med ting, vi ikke burde gå på kompromis med.

Der vil selvfølgelig være miljøer, der ikke kan nås med værdi- og kulturkamp. Miljøer, hvor de religiøse dogmer stikker for dybt, og hvor finansiering og direkte påvirkning fra regimer i Mellemøsten er en del af livsnerven.

Jeg tror dog, at mange danske muslimer, særligt unge, ville have gavn af tydeligere signaler om, hvad præcist vi opfatter som rigtigt og forkert, og at det bliver sagt i skolen, i gymnasiet og generelt af det offentlige system, tydeligere end det er tilfældet nu. 

Naser Khader fortalte engang en historie om sin tid som gymnasieelev, hvor den unge Khader ikke just havde tolerante holdninger til homoseksualitet. Han gik dog i en klasse, hvor han selv og et par andre med mellemøstlig baggrund var i klart mindretal, og gennem diskussion af emnet fandt han ud af, at det var ham og hans holdninger, den var gal med. 

Den form for normbaseret kulturkamp og dialog er der brug for på samfundsplan. Omfordelingen af gymnasieelever med ikkevestlig baggrund og forbud mod tørklæder i grundskolen er eksempler, som skal ses i denne optik, men desværre viser de også, hvor svært det faktisk er at føre kulturkamp i Danmark. På en måde kan man læse de to sager sådan, at et forsvar for individets frihed i én sfære indirekte kommer til at føre til begrænsning af andre individers frihed på afgørende områder af livet.