En af sommerens store nyheder er, at Vesten trak sig ud af Afghanistan. Konsekvensen har været forudsigelig. Det dysfunktionelle og ustabile regime i Kabul har været ude af i stand til at fastholde territorium i kamp mod Taleban. Afghanistan tegner til at blive et nederlag. Vi skulle måske sige: endnu et nederlag.
Af samme grund er det ikke mærkeligt, at man har forsøgt at gøre status over de idéer, som lå bag indsatsen. For selvom krigen i Afghanistan blev påbegyndt som en aktion mod et forbryderisk regime, der gav husly til Al-Qaeda, som netop havde gennemført terrorangrebet 11. september i New York, fastholdt USA og allierede – lad os for nemheds skyld sige Vesten – en kraftig tilstedeværelse længe.
Afghanistan handler ikke om Afghanistan
Det var Donald Trump, der i 2020 bebudede, at soldaterne skulle trækkes hjem. Og det var Biden, der gennemførte det. I virkeligheden var stemningen mod de oversøiske militære operationer vendt for længst. Sandheden er, at vi skal tilbage til George W. Bushs administration for at finde en amerikansk regering, der gik helhjertet ind for den militære interventionisme. Nogenlunde. For man ville jo også gerne spare. Vi går i krig med den hær, vi har, og ikke den, vi gerne ville have, som netop afdøde Donald Rumsfeld sagde i et anfald af Zen.
Debatten om vores tilstedeværelse i Afghanistan er lige præcis ikke en debat om Afghanistan. Det er måske nok en debat, der tager sit afsæt i dette fjerne land, der indtil 2001 var mest kendt for at have voldt russere og briter hovedpine – og naturligvis forsynet Alexander den Store med en vild bjergprinsesse. Også han måtte have ro på bagsmækken.
Men det handler ikke om Afghanistan. Eller Irak. Vietnam handlede i øvrigt heller ikke om Vietnam. Det handler om Vestens strategiske tilstedeværelse i verden. Ja, det handler i virkeligheden om Vestens væren i verden. Og dermed også om Vestens vilje til overhovedet at være Vesten.
Vestens civilisatoriske depression
Og her er linjen – beklageligvis – alt for tydelig. Defaitismen har grebet sindene. Vi er på tilbagetog. Vi har været det siden 2008. Det skæbnesvangre årstal, der både gav os Obama og finanskrise – og tilsyneladende en art civilisatorisk depression.
Politisk tog tilbagetrækningen fart under Obama og var influeret af den amerikanske venstrefløjs skarpe reaktion på 00’ernes militære interventioner. Obama iscenesatte sig som en Reagan-figur, der talte om håb og forandring, men det var netop en reaktion mod Reagan-årene. Det var bevægelsen fra overmod til indbildt afmagt. Og som det er med de sindsstemninger, vi projicerer ud i verden, så har vi en tendens til selv at skabe den verden, vi tænker.
Så vi skabte en verden, hvor vi var svage. Obama svigtede i Irak. Svigtede i Syrien. Vaklede i Ukraine og fejlede katastrofalt i Iran. Ingen steder betød den vestlige post-hegemons tøven fred og stabilitet, men kun at sjakaler og hyæner nu kunne boltre sig, hvor løverne havde trukket sig. Kamp er et eksistentielt grundvilkår for mennesker og stater, og ja man kan trække sig.
Det betyder bare, at man allerede har tabt.
Junglen vokser tilbage
”Junglen vokser tilbage” som analytikeren og historikeren Robert Kagan har udtrykt det. Det var ham, der i sin tid skrev, at amerikanere var fra Mars, mens europæere var fra Venus. I dag er vi vist alle sammen fra Venus. Det er vanskeligt med imperier uden imperialister.
Men det er også nødvendigt med imperier. Verden tillader ikke et magtvakuum. Ikke-interventionismen basale præmisser er forkert. Viljen til væren og også viljen til verden og denne vilje til verden er også vilje til vold i verden, for magt baserer sig blandt andet på anvendelsen af vold. Spørgsmålet er ikke magt eller ej, men hvilken magt.
Og det er her, vi skal holde tungen lige i munden. Vi skal være i stand til at fastholde to tanker på en gang, som en anden prominent amerikansk analytiker er Eliot A. Cohen, professor for strategiske studier ved Johns Hopkins-universitetetet, har udtrykt det i sin bog The Big Stick – the limits of Soft power & the Necessity of Military Force, nemlig at vi skal være åben over for den konklusion, at konkrete militære felttog kan have vist sig at ende som nederlag, eller måske endda fejltagelser fra begyndelsen.
Disse debatter om de enkelte felttogs effekter og årsager er naturligvis vigtige. De er efter-kritik. Nødvendig forberedelse til det næste felttog. Men de er principielt analytisk uafhængige af den overordnede strategiske overvejelse om, hvorvidt vi tror på militær interventionisme eller ej. Det vil sige, om vi tror på, at det er nødvendigt at projicere magt i verden, og om vi tror på, at der er hårde grænser for blød magt i denne sammenhæng.
Hvad betyder alt dette? Ja, det betyder, at vi skal drage en lære af Afghanistan. Men vi skal ikke drage den lære, som det lader til, at vi er ved at drage. Den, hvor vi viger tilbage fra verden og gemmer os for kampen. Vesten er presset som aldrig før. Opgaven er ikke retræte, men offensiv. Svaret er ikke tilpasning men oprustning, moralsk, militært, økonomisk og ideologisk.
Vi skal ikke spørge til den tabte kamp, men det næste slag.
