I disse tider, hvor gudstjenester ofte aflyses af covidrelaterede årsager, kan jeg godt tillade mig at fastslå, at en ting faktisk er mere sikkert end amen i kirken: At den tidligere operative chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen troligt bliver trukket af stalden og anvendt som kilde, når den islamistiske terror nok engang blusser op. Således også aktuelt, hvor mediebrugere kan nyde godt af hans angiveligt ekspertvurdering af Nye Borgerliges plan om at indrykke annoncer med Muhammed-tegninger.
At Bonnichsen ikke har fingeren så meget på PET-pulsen, tyder noget dog på. Særlig tragikomisk blev det illustreret 10. september 2015, hvor man i en artikel kl. 13 kunne læse overskriften “Bonnichsen: Ingen grund til at frygte Islamisk Stat-folk blandt flygtninge”.
Lidt over 16, selvsamme dag, kom PET imidlertid med en lidt anden udmelding: “PET advarer om ekstremister i flygtningestrømmen”.
At der i allerhøjeste grad var grund til at antage, der var terrorister blandt flygtningene, har en trist række terrorangreb selvsagt kun efterfølgende bekræftet.
Og så lader vi nådigt Bonnichsens vurdering fra 2013, om at danskere ikke behøver frygte terrorangreb, ligge, uden at overveje, hvad Finn Jørgensen, Dan Uzan og og resten af gæsterne ved Krudttønden og synagogen ville have tænkt om det udsagn.
Man kunne også se nærmere på Bonnichsens virke under Muhammed-krisen, hvor han den dag i dag mener, at han spillede en vigtig rolle i forhold til at neddæmpe gemytterne, fordi han samarbejdede med “agtværdige personer” - mere specifikt angiveligt moderate imamer. Ifølge Ahmed Akkari, der selv var en central aktør i Muhammed-krisen, var der blandt disse “agtværdige personer”, som Bonnichsen samarbejdede med, mindst en, som selv bar et betydeligt medansvar for, at krisen eskalerede internationalt. For de nysgerrige i den forbindelse har jeg skrevet en længere ting om Akkaris og Bonnichsens respektive vurderinger her (linket kan tage lidt tid om at åbne).
Men Bonnichsens tidligere fejlvurderinger er ikke hovedpointen her. Det er Bonnichsens uafladelige forsøg på at gøre potentielle terrorofre medansvarlige for de trusler, der fremsættes mod deres liv og sikkerhed. Det er nemlig, med en moderne term, victimblaming. Ofte anvendes det til at beskrive den mekanisme, hvormed en kvinde bliver gjort medansvarlig for en voldtægt, fordi hun da bare kunne have ladet være med at gå i en så kort kjole, som fik gjort en mand så ophidset, at han kom til at voldtage hende.
Som at se sin mor blive voldtaget
Bonnichsens variant af victimblamning handler naturligvis om Muhammed-tegningerne, men er derudover identitisk: Folk kan bare lade være med at tegne ting, som ophidser nogen så meget, at de kommer til at true og/eller dræbe folk. Som Bonnicshen skriver om Pernille Vermund “Hvor er det nemt for hende at lege med vores sikkerhed” - for det er altså Vermund, og ikke de voldsberedte islamister, der “leger med vores sikkerhed”, må man forstå på Bonnichsen.
Søndag kunne man i nyhederne høre en patosladet Bonnichsen højstemt forklare, hvordan det havde gjort stort indtryk på ham, at unge muslimer under Muhammed-krisen havde fortalt, at Muhammed-tegninger var ligesom at blive tvunget til at se sin mor blive voldtaget.
At jeg skal forklare det tåbelige i den analogi er surrealistisk i egen ret, men nu gør jeg så det alligevel:
For det første sker der ingen skade på noget menneske gennem tegninger i modsætning til voldtægt. Muhammed bliver ikke voldtaget eller på anden måde skadet af nogens kuglepen - han døde for 1300 år siden. Derudover bliver ingen tvunget til at se på Muhammed-tegninger. Ingen behøver købe eller åbne hverken Jyllands-Posten eller noget andet dansk medie, hvilket formodentlig over en en milliard muslimer formår på daglig basis. Hvis man ikke forstår det, kan det undre, at man har været i stand til at beklæde et hverv, der antageligvis har krævet betragtelige analytiske evner.
Ikke alene repræsenterer Bonnichsens tilgang en bizar forskydning af ansvar fra gerningsmænd til offer, det er også en grov infantilisering af muslimer, af hvem man åbenbart ikke kan forvente et tilstrækkeligt niveau af modenhed til at kunne lade være med at se på - eller blive provokeret af - en banal tegning, man ikke kan lide.
Min bekymring over, at Bonnichsen engang har haft ansvar for Danmarks sikkerhed, bliver kun opvejet af min glæde over, at han ikke har det længere.
