For nylig blev jeg bedt om at anmelde en bog, hvis undertitel kaldte til forsvar for videnskaben. En lovende titel for enhver, der interesserer sig for videnskaben. Bogens forfatter,  epidemiologen Torsten Skov, krøb dog hurtigt til korset og  erklærede indledningsvist, at det desværre ikke var ham muligt at give en god definition af videnskaben. Dette skulle dog bestemt ikke afholde ham fra at forsvare den.  

Skov er bestemt ikke den eneste, som de seneste år har forsøgt sig  med et forsvar for videnskaben uden klart at kunne forklare eller kaste lys over, hvad det er, der skal forsvares. De sidste år har  fostret adskillige ophedede diskussioner, hvor mange har fundet det nødvendigt at kaste sig ind i kampen og tale videnskabens sag.  

Både politikere som Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, der ville redde universitetet fra aktivisme, professor Anja C. Andersen, der følte sig (og videnskaben) ført bag lyset i DR-programmet ‘Ellen imellem’ og svarede tilbage med kampagnen og hashtagget  #videnerfandmeikkeetsynspunkt til videnskabsjournalist og ph.d. Lone Frank, der for nylig i Weekendavisen begræd tabet af sandheden, rationaliteten og troen på videnskaben til fordel for følelserne.

Den aktuelle diskussion af videnskaben og dens rolle har midlertidigt lidt under, at videnskab som begreb langt hen ad  vejen er blevet et forsuttet bolsje, en trumf og markør for at tilhøre de rette (troende), et buzzword eller kneb, man retorisk kan ty til for at afværge angreb eller for at sætte kniven ind: “Der  er jo absolut ingen evidens for den påstand!” eller “Tallene taler  for sig selv!” eller “Det er videnskabeligt bevist, at …” – og man  kunne fortsætte. 

Højstemte svar uden substans

Men hvad betyder det egentlig, at noget er videnskabeligt bevist eller dokumenteret? Kan tal tale for sig selv, eller er det ikke altid mennesket, der taler? Og hvis viden fandme ikke er et synspunkt, hvad er det så? 

Dette finder videnskabens forsvarere enten fuldstændigt åbenlyst, eller også evner de som Skov ikke rigtig at forklare det og vælger derfor mere eller mindre berettiget at kritisere det, som de ikke mener er videnskab. Det bliver spørgsmålene dog ikke mindre relevante af. Slet ikke, hvis man som videnskabens forsvarer ønsker tilliden og troen på videnskab genoprettet. 

At videnskabsmænd og kvinder ikke evner at forklare og adskille deres praksis fra andre, er der i og for sig ikke noget odiøst i. De fleste kan sagtens betjene en fjernbetjening uden den ringeste  forståelse for, hvordan fjernbetjeningen fungerer. 

På samme måde har de fleste moderne videnskabs- såvel som lægfolk en meget ringe  grad af forståelse for, hvad det i og for sig vil sige, at noget er videnskabeligt. Når jeg i min undervisning i forskningstræning spørger, hvad kommende speciallæger forstår ved videnskab, bliver der ofte stille. 

Efter en kort tænkepause kan enkelte komme med svar, der lyder som et ekko af videnskabens forsvarer: rationalitet, evidens, data, objektivitet, metode. Flotte og højstemte ord, der desværre i de flestes mund blot forbliver en lyd uden reel mening eller betydning. 

Det til trods, så er de alle enige om, at vi skal bedrive evidensbaseret medicin, pædagogik, økonomi etc., og at vores beslutninger og ageren i snart sagt alle situationer skal være videnskabeligt funderet og dokumenteret. En holdning, de deler med både politikere og resten af videnskabens forsvarere. Hvad begreberne og dermed forståelsen mere eller mindre bevidst dækker over, er imidlertid ønsket om sikkerhed. 

Rationalitet giver (tilsyneladende) sikkerhed for argumentationen. Evidens og data giver (tilsyneladende) sikkerhed for, at der ikke  blot er tale om “mavefornemmelser” eller “subjektive følelser”, men i stedet “objektive facts”. Metoden giver (tilsyneladende) sikkerhed for, at andre vil kunne nå de samme resultater og konklusioner, hvis og såfremt de ville “reproducere” undersøgelsen. 

Sikkerhed i konklusionerne eller i erkendelsen fremstår således som værende den moderne videnskabs overordnede legitimeringsgrundlag eller retfærdiggørelse. Desto større sikkerhed i resultaterne, desto bedre videnskab eller evidens, synes tanken at være. 

Om end sikkerhed til en vis grænse kan være med til at skabe tryghed, så er sikkerhed hverken synonymt med sandhed  eller de bedste forklaringer. Yderligere er der som oftest også tale om en bestemt form for sikkerhed, nemlig den statistiske  sikkerhed. Men bag enhver statistisk beregning gemmer der sig adskillige antagelser af mere eller mindre berettiget karakter.  

Ønsket om en sikker grund

Virkeligheden derimod kender mig bekendt ikke til antagelser. Og  hvis der ingen sikkerhed er i antagelserne, så er der, uanset hvor meget tallene “taler for sig selv”, ikke sikkerhed i statistikken. Som eksempel kan man genkalde sig de utallige modeller for fremskrivningen af antal smittede med covid, der mere eller mindre tog fejl gang på gang. Og vel at mærke ikke grundet forkerte beregninger, men fordi de antagelser, der lå til grund, ikke var forenelige med virkeligheden.  

Til dels grundet ønsket om sikkerhed er videnskaben og statistikken i den moderne opfattelse af videnskab til stadighed bundet tættere og tættere sammen. Men sådan har det ikke altid været.  

Forståelsen af videnskab som sikkerhed (i erkendelsen) har muligvis sin oprindelse omkring 1600-tallet eksemplificeret ved René Descartes’ berømte sætning cogito ergo sum, der sikrer grunden for eksistensen gennem erkendelsen; jeg tænker, altså er jeg (eller: må jeg være til). 

At tanken anføres som grund for eksistensen, er i denne sammenhæng ikke interessant. Det er derimod ønsket om en sikker grund. Et ønske, som også kan forklare Descartes og senere hen den moderne videnskabsmands fetichering af matematikken og statistikken som videnskabens primære metode eller ideal. For i matematikken gives der sikre og præcise svar. 

Videnskabens moder, Aristoteles, var dog af en anden opfattelse og valgte ikke at  bruge matematikken, som han havde kendskab til fra pythagoræerne, på fysikken eller naturen. For man kan ikke kræve større sikkerhed i sproget, ej heller det matematiske sprog, end der er dækning for i sagen. Og ikke alle sager giver mulighed for samme grad af præcision eller sikkerhed som cirklens cirkumferens, ligningens løsning eller lysets hastighed. 

Om sikkerhed som videnskabens primære målestok er fornuftig eller ej, er sagen her irrelevant.  Blot må man holde sig for øje, at sikkerheden har det på samme måde som trygheden: Er den falsk, så var man bedre stillet uden.  

En tynd kop teorite?

Hvis sikkerhed i erkendelsen udgør skelettet i den moderne videnskabs anatomi, så er næste spørgsmål, hvad udgør kødet. Her må jeg som videnskabsmand skuffe læseren med et rungende: intet! 

Før videnskabsteoriens indtog i 1800-tallet havde man i stedet filosofien, og den havde ikke kun det lidt ensidige fokus på erkendelsen, men rummede også det, som kan samles under  betegnelsen ontologi. Ontologi kan jævnt oversættes til læren om  det værende eller spørgsmålet om, hvad noget slet og ret er. Eksempelvis spørgsmål som hvad sygdom er, eller hvad et menneske er. 

Da filosofien og religionen op igennem 1800-tallet taber terræn til videnskaben i forhold til at definere og udlægge  menneskets forståelse af verden, henvises ontologien til en plads i skyggen uden for videnskabens gode selskab. 

Ontologi og dens tro følgesvend metafysik bliver fy-ord i den nye disciplin, videnskabsteori, for som fysikeren Max Planck udtrykker det, wirklich ist, was sich messen läßt. Hvad der regnes for virkeligt, altså spørgsmålet om, hvad som er, er kun det, som kan måles. 

Hvad det egentlig er, som måles, har ikke længere samme vigtighed, og fænomenologiens fader, matematikeren Edmund Husserl, konstaterer således i starten af det 20. århundrede, at videnskab i moderne forstand er blevet et “restbegreb”. 

Der er siden Husserl ikke kommet mere kød på den videnskabelige selvforståelse, og det, der i dag kaldes videnskabsteori, er således ikke andet end en tynd erkendelsesteoretisk kop te. 

Vi forholder os fortsat med en påfaldende ligegyldighed over for, hvad det er, vi undersøger, så længe der er sikkerhed i vores metode. Som eksempel kan her nævnes den internationale lærebog inden for evidensbaseret medicin, der indeholder et par enkle dunkle linjer om, hvad sygdom er, for derefter at bruge flere hundrede sider på at forklare læseren, hvordan der skabes sikkerhed i diagnostikken, behandlingen, prognosen osv.  

Klarhed om, hvad måles 

Denne vægtning i fokus mellem ontologi og erkendelse går godt i spænd med matematiseringen eller kvantificeringen af videnskaben. For tallet kan ikke være flertydigt som ordet. 2 er nu engang 2 og ikke 4. Men “fint” kan betyde alt mellem “fint” og “jeg kan love dig for, at hvis du gør det, så skal jeg saftsusme gøre livet besværligt for dig i næste uge”. Det afhænger af, hvilken situation og hvilke ord, der omgrænser ordet, og i høj grad måden det siges på. 

At oversætte ordet “fint” til et tal vil nivellere den mulige flertydighed til en (forestillet) entydighed. At sætte noget på formel er således altid en reduktion i ontologisk forstand og  hermed også en reduktion i forståelsen af et givent fænomen. 

Efter den moderne videnskab har indgået ægteskab med tallet af hensynet til sikkerheden i erkendelsen, har den tilsyneladende glemt grundlæggeren af sit genstandsfelt, ontologien. Den har altså glemt, hvordan og hvorfor den valgte at definere biologien, sociologien, økonomien, fysikken og genstandsfeltet på den og den måde. 

At denne er glemt, betyder på ingen måde, at den ikke længere spiller en væsentlig rolle. Det betyder derimod blot, at videnskaben ikke har et sprog for det og derfor heller ikke adgang til at kunne forholde sig kritisk til den eller dens begrænsninger. 

Således har videnskaben først og fremmest gjort sig unødigt sårbar, men også dummere, end den kunne være. For om kærligheden sidder i hjertet eller i hjernen, som Lone Frank hævder, siger ikke meget om kærlighed. Og for at der overhovedet kan måles på sådanne sager som kærlighed, må der først være klarhed over, hvad det er, som måles. 

Problemet er desværre bare, at det med kærlighed ikke er så entydigt og ligetil, som tallene foregiver. Sikkerhed i resultaterne giver desværre ikke sikkerhed for betydningen. Og betydningen fastlægges ontologisk og ikke erkendelsesteoretisk.  

Videnskab og det politiske

En sidste interessant ændring af, hvad videnskab betyder i moderne forstand, og som er sammenhængende med de ovenstående beskrevet, er videnskabens sigte. Videnskaben adskilte sig tidligere ved at interessere sig for og undersøge, hvordan verden er. I modsætning hertil stod politikken og juraen, der omhandler, hvordan verden burde være. 

Politisk forsøger vi eksempelvis enten at ændre det bestående eller sikre det bestående mod, hvad der forekommer at være en uhensigtsmæssig udvikling. Juraen har på den anden side til formål  at sikre sanktioneringsmuligheder over for de individer eller grupper, der ikke handler, som man ifølge den gældende lov bør. 

Videnskaben stod før i tiden som modstykke hertil. Den beskæftigede sig ikke med godt og dårligt, eller hvordan verden eller samfundene burde være, men blot og bart, hvordan den nu engang var. Ønsket om at bruge nogle af de indsigter og erkendelser, som videnskaben opnåede, var ikke et videnskabeligt ønske, men et politisk. 

I sammenhæng til statistikkens udbredelse og indarbejdelse i snart sagt alle videnskabelige discipliner er videnskaben helt naturligt blevet politiseret, hvilket om end naturligt muligvis ikke er så indlysende igen. 

Statistik har i udgangspunktet to forgreninger. Den første er udelukkende beskrivende og kan anses som en blandt mange måder at undersøge et givent genstandsfelt. Den anden forgrening forsøger derimod at etablere sammenhænge mellem forskellige udfald under bestemte betingelser med en given sandsynlighed. 

Begge grene sidder dog på samme stamme og har som grundlag “mængden”. Uden et minimum af observationer, generelt under devisen “jo flere desto bedre”, er der intet grundlag for statistik. 

Dernæst kræver anvendelse og relevansen af statistiske metoder en vis grad af usikkerhed. Enten usikkerhed angående mængden af syge individer i  et samfund eller usikkerhed angående sammenhængen mellem udfald og intervention i en given situation. Hvis der ingen usikkerhed er,  er der således intet behov for statistikken. 

Mindre sandhed, mere sikkerhed

Af dette fremgår, at statistikken altid retter sig mod et aspekt af en given sag, hvor der ikke foreligger sikkerhed. Dette kan selvfølgelig i visse tilfælde omhandle det, som er, men det er i langt højere grad anvendeligt på det, som muligvis vil komme – altså fremtiden. Langt mere kunne siges om dette, men som opsummering bør blot konstateres, at den moderne videnskab grundet sin tætte forbindelse til statistikken i stadig højere grad har rettet sit fokus mod fremtiden. 

Dette er medvirkende til den stigende politisering af videnskaben, da fremtiden ikke er fastlagt, men derimod til forhandling. En forhandling om, hvordan vi mener, at verden bør være.  

En overordnet opsummering af ovenstående kunne lyde som følgende: Den moderne videnskab handler tiltagende mindre om sandhed og tiltagende mere om sikkerhed. Yderligere har videnskaben i højere grad rettet sit fokus mod fremtiden og mulighederne af at påvirke denne, i stedet for den mere beskedne målsætning om at beskrive og forklare verdenen, som den er.

Dette er selvsagt modsatrettede interesser, da fremtiden notorisk er højst usikker. Statistikken  agerer derfor bindeled, da man gennem denne kan udtale sig om en mulig fremtid med en mere eller mindre (forestillet) sikkerhed. Denne form for videnskabelighed passer som fod i hose med en matematisk kvantificerbar udlægning af verden og kan til dels forklare den moderne videnskabs problemer angående spørgsmål af kvalitativ karakter. 

For i statistikken er “mængde” den primære kvalitet. Kravet om kvantificerbarhed af hensynet til muligheden for statistisk at kunne beregne sikkerheden medfører altså en reduktion af kvalitetsbegrebet til et spørgsmål om størrelse. Antagelserne bag de statistiske beregninger kan for nuværende til nøds diskuteres inden for videnskabens egen selvforståelse. Hvad den derimod ikke kan diskutere, er præmisserne for videnskaben selv, da den ikke har begreb om sin egen ontologiske bestemmelse.  

En mindre neutral videnskab 

Når Lone Frank således begræder tabet af sandhed, skyldes det altså til dels videnskabens egen re-orientering mod sikkerhed. Anja C. Andersens kampagne #videnerfandmeikkeetsynspunkt får netop karakter af synspunkt, da de bagvedliggende begrundelser ikke kan udtrykkes grundet videnskabsteoriens manglende begreber om dens egen ontologiske bestemmelse. 

Messerschmidts og Dahls kritik af, at visse dele af forskningen er aktivistisk, er således misforstået, da langt den meste forskning efterhånden er aktivistisk, forstået på den måde at den har som mål at gribe ind i fremtiden. 

Om denne udvikling i videnskaben og dens selvforståelse er hensigtsmæssig, er selvsagt svært at svare entydigt på. Det kan dog konstateres, at videnskaben ikke er, hvad den var. Videnskaben stræber ikke længere af natur efter indsigt for indsigtens egen skyld, men derimod med hensigt på at afdække muligheder for at ændre eller gribe ind i verdens, naturens, samfundets og menneskets gang på jord. 

Videnskaben er således endnu mindre end tidligere et rent internt videnskabeligt anliggende, den er ikke neutral eller objektiv forstået som holdnings- eller hensigtsløs. Det er ikke tallene, der taler, men hensigterne. Der findes ikke længere beviser, men kun en større eller mindre grad af sikkerhed for givne postulater eller teorier, som ultimativt aldrig kan bekræftes, men højst afvises, når en mere “sikker” fremfindes. 

Hvis videnskabens forsvarere for alvor vil genetablere tilliden til  videnskaben, ville det gavne dem at besinde sig på den moderne betydning af videnskab og dennes begrænsninger – og kæmpe kampen herfra.