Den italienske provokunstner Maurizio Cattelan solgte på Sothebys for nylig i New York en banan sat fast på en væg med gaffatape for 43,8 millioner kroner. Det resulterede forventeligt i massiv forhånelse på nettet.
Kunst stod endnu engang for skud. De himmelvendte øjne så ikke idéen. Men det gør jeg.
Bananen er slet ikke så banal.
Den er alle millionerne værd, og det fryder mig, at den kinesiske excentriker Justin Sun købte den. Lad os lige bare et øjeblik besvære os med, hvad sagen egentlig handler om.
Humor lagt i benlås
Cattelan kalder sit sære ophæng ”Komiker”. Det er værd at hæfte sig ved. Han udtænkte det i 2019. Det er hele koden. Her rullede woke for fuld nypuritansk pedal sine kampvogne ind på verden, og militserne belejrede ikke mindst satire.
Grænsebomme blev hårdt installeret. Jeg oplevede det selv, og moralens vogtere buldrer endnu. Cattelans banan viser det. Den er en smiley med gaffatape på tænderne. Det glade budskab er underlagt et berufsverbot.
Bananen er urkomisk symbolik. Ved at klistre den op, fører Cattelan metaforen videre. Skrællen er ikke længere farlig. Humor er fikseret. Lagt i benlås. Vejene er skridsikre igen. Fremdrift og monoton bevægelse går ubesværet videre. Den forbudte frugt er uskadeliggjort.
Kunstnerens selvironi
Men kunstneren selv er ikke frelst. En elegi er bananen langt fra. Den er ikke bitre tårer fra en forkætret forpost. Catellan har selvironi. Han har angivet en række pertentlige instruktioner på, hvordan frugten skal udstilles og således tilført det hele et snedigt metalag.
Hans manual til den korrekte anvendelse af kunsten er i sig selv satire på den sindelagskontrol, værket anfægter.
Vejledningen tillader, at bananen skiftes ud, når den får brune pletter på siden. Den holder ikke længe. Det gør systemkritik heller ikke.
Fastspændt går den i forrådnelse, og hvis et nyt forsøg på at ændre i strukturerne naivt skulle melde sig, får det mundkurv på og forsvinder som det forrige i tapetet.
Den frigide flade, bananen er sat hen på, indgår selvfølgelig også uløseligt i kunstnerens overvejelse. Væggen er en dystopi. Den er et land, som det ser ud, når humor mangler. Den åndsforladte hvidhed får absurd modspil, og kontrasten hylder latterens lys og logik.
Mug river i dydsmønstrene
Humor er latin og betyder fugt. Det engelske ”humid” er i semantisk familie med begrebet. Cattélans banan vokser netop ud af muren som en svampeinfektion. Mug river i mønstrene. I dydsmønstrene.
Den provokerende kunst må brede sig i vævene som skimmel. Lad den starte en betændelse. Den skal sætte sig i luftvejene på massehypnose og ensretning
I 1999 fremstillede Catellan paven som en dukke slået til jorden. Han ligger i fuldt ornat med scepter og gylden kappe men er ramt af en meteorsten. Religion er underlagt den netop den natur, den søger at betvinge.
Asteroiden er Catellans personlige opgør med de autoriteter, der påkalder sig veto og sandhed. En tilsvarende samfundsrevsende joke er i den grad tilstede i ”Komiker”.
Kunstværket blev spist
Et øjeblik efter, at Sun havde betalt, begyndte han uden skyggen af ærefrygt at spise af installationen. Cattelan har næppe ærgret sig. Det bekræfter hans tanke. Konfronterende kunst er i fare. Rovdyrene står klar.
Det ville glæde mig, hvis den kinesiske rigmands bid var et slags tillægstal til kuponen. Det ville være smukt, hvis det skete som en yderligere happening, som et signal, et knopskud på den frugt, han lige dyrt har erhvervet sig.
For måske vil han beskrive sit lands blodige slagveksling på politiske modstandere i Hong Kong. Måske vil han vise, hvor sårbar rebellerne er, når kapital og rå regeringsmagt grådigt og uhindret fortærer fri vilje og vingefang.
Jeg tvivler desværre på, at det var hans hensigt, men det ville glæde mig, hvis bananens alvor således kommer helt til sin ret.
