Jeg forsvarede min disputats Den ny mimesis lige før, verden gik grassat i neomarxistisk revolutionsromantik. Havde jeg indleveret afhandlingen kort tid efter, ville den formentlig aldrig være sluppet gennem nåleøjet.

Hvorfor? Jo, slet og ret fordi den bygger på noget så ”konservativt” som god gammeldags videnskabstradition.

Det er tilsyneladende ikke længere gangbar valuta på universiteterne. Som udviklingen siden med al tydelighed vidner om.

Selve modtagelsen af afhandlingen i 2015 og 2016 var uovertruffen. Om det så var helt ovre på universitetet i Sankt Petersborg i Rusland, ville de gerne høre mig snakke om den. Det blev til en rejse, jeg sent glemmer.

En af mine yngre venner var med, og ud over universitetet fik vi både set Vinterpaladset og trasket i Dostojevskijs fodspor.

Om morgenen gik jeg lange enevandringer gennem det stivfrosne landskab ned til en sø, hvor der lå et militæranlæg med en stor faldefærdig mur rundt om.

Som en slags forvarsel om senere usikre tider, var der på fæstningsmuren med kæmpe bogstaver skrevet de underligt profetiske ord: Attention! Crashing Walls! Accept the danger! Enjoy!

Wokemuren
I løbet af 2018 og 2019 ramte vi så for alvor wokemuren – også i Danmark.

For mit eget vedkommende førte det i første omgang til, at jeg blev ekstremt ugleset i det litterære og kulturelle miljø, som er der hvor revolutionære bevægelser vanen tro først sætter sig igennem.

I foråret 2020 blev jeg ligefrem bedt om at forføje mig fra Det Danske Akademi, som jeg havde været medlem af siden 2014. Alene fordi jeg havde tilladt mig at kritisere wokebevægelsen og dens neglelakrøde spydspids Metoo.

Ganske vist havde de fleste medlemmer af Akademiet indtil kort forinden været lige så skeptiske som jeg over for disse nye venstreradikale bevægelser. Men da vinden begyndte at blæse den anden vej, svajede de ubønhørligt med.

Forsøg på at fratage doktorgraden
Det gjaldt bl.a. Suzanne Brøgger, som ellers både havde deltaget i mit disputatsforsvar – iført exorbitant pels – og senere også bidrog velvilligt til den antologi, der blev udgivet i kølvandet på min afhandling.

I anden ombæring førte wokerevolutionen til, at man satte alle sejl til for at fratage mig min doktorgrad – ja, helst også min stilling som lektor ved universitetet. Atter var det nogle af de samme personer, som tidligere havde støttet op både om mig og om den klassiske humanistiske og kulturelle tradition, der førte an i angrebet.

Det gjaldt først og fremmest litteraturprofessor Anne-Marie Mai fra Syddansk Universitet, som i øvrigt også var blandt de seks, der året før havde underskrevet en erklæring om, at jeg burde trække mig fra Det Danske Akademi pga. min wokekritik.

Rudolfine med den røde tud
At kalde Mai for ”klassisk” i nogen som helst forstand, er dog nok lidt af en tilsnigelse. I kølvandet på sin ultramarxistiske fortid, som hun formåede at skjule godt, begyndte den gamle marxist tilsyneladende at lugte blod igen, da totalitarismen vendte tilbage i ny wokeforklædning op gennem 10’erne og 20’erne.

Allerede under doktorforsvaret kan man mærke Rudolfine stikke snuden frem. Som jeg beskrev i en artikel i Weekendavisen, var hun som medlem af bedømmelsesudvalget gået ud forinden på de sociale medier og havde opildnet de nye wokeparate stormtropper til at ”komme frem på scenen”.

Underforstået de skulle møde op og give mig læsterlige stryg under forsvaret – hvilket vist må siges at være en ret uhørt opførsel fra et medlem af et akademisk bedømmelsesudvalg

Og til selve forsvaret vred og vendte Odense-professoren, der ikke selv havde – og fortsat ikke har – nogen doktorgrad, sig i kvide over, at jeg nu stod der og skulle til at erhverve den akademiske udmærkelse, hun ikke selv havde formået at erhverve.

For der er jo det underlige ved faglige meritter, at selv for folk der har erobret hele verden gennem networking og alskens powerplay og operatorvirksomhed, vil det for evigt være en ubærlig pine at skulle erkende, at man er fagligt underfrankeret.

Og omvendt: at skulle erkende, at selv det værste skidt åbenbart kan komme til ære.

Da vinden ikke bare blæste, men decideret stormede den modsatte vej af 80’erne og 90’erne og til dels 00’erne, var Anne-Marie Mai følgelig ikke sen til at sadle tilbage til sin ungdoms leninistiske kæphest og stille sig i spidsen for et frontalangreb mod den disputats og den doktorand, hun selv i et andet tidehverv havde været med til at godkende.

Velkommen på forsiden
Jeg har tidligere i en artikelserie i Critique beskrevet grundigt, hvordan dette angreb forløb i alle detaljer. 

Jeg vågnede op en morgen til en forside på Dagbladet Information – som min argeste opponent Tue Andersen Nexø også var tilknyttet – hvor det blev ”afsløret”, at jeg angiveligt skulle have begået plagiat og mangelfuld kreditering af kilder i en af mine debatbøger.

Inden, der var gået et døgn, havde Anne-Marie Mai indgivet en anmeldelse mod mig til dekanen for Det Humanistiske Fakultet for muligvis at have plagieret i min doktorafhandling.

En anmeldelse, der – i fald den havde noget på sig – ville have ført til anklager for videnskabelig uredelighed, og i sidste ende til at jeg blev frataget min grad, det der også hedder en ”akademisk dødsdom”.

Nuvel, forehavendet lykkedes ikke. Efter et års kulegravning af min doktorafhandling hos Praksisudvalget ved Københavns Universitet står den stadig sikkert på benene. Kort sagt: Jeg blev frikendt og renset for samtlige anklager.

Jeg sagde op
Inden da havde jeg dog sagt min lektorstilling på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab op, da jeg på det personlige plan ikke magtede at skulle gå dag ud og dag ind og undervise studerende – studerende der vel at mærke altid havde været meget glade for mig – med et sort stempel i panden, hvor der stod: ”Potentiel forbryder”.

Sådan som der behørigt var lagt op til i bl.a. Uniavisen, der lige som Information er blevet ikke alene en venstresnoet, men en decideret totalitært orienteret wokepropagandamaskine i løbet af de seneste år.

Senere fik det nye udemokratiske wokevåben også et uskønt navn: Cancel Culture.

Men mens konsekvenserne for mig og andre, som lignende ting er gået ud over, har været nærmest uoverskuelige, har det øjensynlig ingen konsekvenser for dem, der begår den slags.

Cancellér cancelleringen
Alt dette dystre er nu passé. Her i vinter markerede jeg tiåret for forsvaret af min disputats med et symposium, der netop handlede om humanioras krise og humanioras mulige fremtid.

Når jubilæet synes at være en perfekt anledning til at skyde en sådan samtale om humaniora – og universitetet bredere set – i gang, er det ikke blot et spørgsmål om personlig ærekærhed og forfængelighed.

Det er først og fremmest, fordi min afhandling og dens mærkelige skæbne mere eller mindre frivilligt er blevet en slags symbol på wokeismens indtog, sejr og gradvise tilbagetrængning i Danmark.

Afhandlingens skæbne er således på en måde en seismograf til aflæsning af dette ånds- og kulturhistoriske jordskælv par excellence. Alene af dén grund, synes jeg, er den et genbesøg værd.