Den ansvarlige ledelse på RUC vil sikkert mene, at den blot fulgte reglerne, da de lod ukvalificerede studerende fra primært Bangladesh og Nepal betale sig ind på det danske arbejdsmarked under foregivende af at være studerende.
Ledelsen vi muligvis også hævde, at RUC allerede har advaret ministeriet, og at andre danske universiteter for øvrigt har gjort brug af præcis samme praksis i årevis.
Men tilbage står, at det aldrig kan være i pagt med det universitære kald at finansiere dele af sin drift ved at optage fupstuderende fra Den Tredje Verden, hvis mål er at få en smutvej ind på det danske arbejdsmarked med adgang til velfærdsstatens generøse sociale ydelser og vidtstrakte rettigheder.
Danske universiteter skal ikke facilitere den slags migration.
Slet ikke så længe Danmark og resten af Vesteuropa er genstand for en islamisk kolonisering, hvis pris vi endnu kun betaler de første afdrag på og på længere sigt risikerer at omkalfatre kontinentets sociale, økonomiske, demografiske, politiske, kulturelle og religiøse grundlag. Med mindre vi får standset ulykken og sendt de mest kriminelle kolonialister tilbage til Mekka.
RUC-skandalen har sit eget skæve forløb, men er kulminationen på flere årtiers galopperende globalisme, som ikke alene har sat sig i masseuniversitetets tiltagende fordummelse og overfladiskhed, en ideologisk krig mod historisk viden og fjollede amerikanske navne på studier, afdelinger og institutter.
Globalismen har tillige åbnet en ladeport for pseudovidenskabeligt kukkuk, især inden for humaniora og samfundsvidenskab, typisk i nye fag, hvis navn slutter på Studies eller begynder med Gender. Faktisk så omfattende kukkuk, at store dele af akademia reelt er forvandlet til venstrefløjens tænketanke og væresteder for progressive influencere.
Som modløber Jon Eirik Lundberg beretter fra det norske kunstliv i en kommende artikel: "I Skandinavien har venstrefløjen fortrængt de konservative fra alle humanistiske fag. Skolerne, medierne og kunstlivet er renset for konservative mennesker."
Det var aldrig meningen med universitetet. Men hvad skal universitetet så?
Socialdemokraterne snakker meget om behovet for den åndelige oprustning. Snakker. I praksis gør de det modsatte, sådan som Kontrast har beskrevet det utallige gange, senest her: udvander institutionerne: folkeskolen, gymnasieskolen, universitetet, DR; sænker barren, nivellerer snart sagt alting under påberåbelse af "lighed" og "solidaritet".
Solidaritet med hvem? Ikke med universitetet.
Ny artikelserie
I en ny artikelserie spørger vi i stedet konkret, hvordan humaniora ville se ud, hvis vi griber det konstruktivt og opbyggeligt an med vægt på dannelse, kultur, kristendom og den vestlige civilisation. Ja, du læste rigtigt: med vægt på dannelse, kultur, kristendom og den vestlige civilisation.
Se, det er en positiv borgerlig opgave, som Kontrast gerne påtager sig i håbet om, at flere vil bidrage til genskabelsen af humaniora i ordets egentlige betydning, dvs. et egentligt studium af sprog, litteratur, kunst, æstetik, historie, filosofi og ånd.
Derfor har vi bedt en række fremtrædende skribenter skitsere, hvordan humaniora burde være, praktisk såvel som visionært, hvis de fik lov at indrette det på ny med afsæt i universitetets dyder og tradition.
Noget, selv politikere kan forstå
Et af de spørgsmål, artikelserien skal hjælpe os med at svare på, er, hvilke fag, der skal prioriteres og hvilke, der må klare sig selv udenfor murene og de statslige tilskud.
Vi forestiller os ikke, at skribenterne finder de politiske alliancer eller peger på nye økonomiske midler, der gør humanioras renæssance mulig. Skribenterne opfordres i stedet til kvit og frit at forestille sig, at de kan begynde forfra inden for de givne budgetter.
At man formentlig ville kunne spare samfundet for milliardudgifter, hvis man følger borgerlige råd, er en bonus, som selv politikere må kunne forstå.
Vi lægger ud med Kasper Støvrings overordnede perspektiv, som skelner mellem borgerlig frihed og progressiv frisættelse, samt hans praktiske forslag til restaureringen af litteraturstudiet, og opfordrer vores læsere til at tænke videre derhjemme og bidrage til løjerne.
Artikelserien løber så længe, der er krudt i den, og hviler på en dyrekøbt erfaring med, at humaniora er for vigtigt til, at vi kan overlade åndsvidenskaberne til dem, der i de seneste mange årtier har kaldt sig humanister.
Vi, de borgerlige, må også på banen.
God læselyst!
