Er der forskel mellem kulturer? Ja vil de fleste nok svare. Hvis man politisk bekender sig til venstre vejbane, er denne forskel velsagtens netop essens af ens holdning.

Netop forskellene er jo målet med en multikulturel befolkningsudskiftende politisk ideologisk agenda. At hylde og fejre de såkaldte forskelle. Siger de i hvert fald.

Derfor er det alarmerende, at man som borger igen skal høre om en gruppevoldtægt af en sagesløs kvinde.

kke nok med det, skal man samtidig opleve at Østjyllands politi offentligt må melde ud at det var en fejl at oplyse etnicitet og kulturelt ophav på gerningsmændene.

En fejl viser en afvigelse fra normal procedure og dermed, at der foreligger en fremgangsmåde, hvor etnicitet og andre afgørende kulturelle forskelle for identifikation af problemet altså vanligt ikke bliver oplyst af de sædvanlige ideologiske hensyn.

En slags modus operandi for i dette tilfælde politiet og medier. Hvis man antager et fugleperspektiv her og undsiger sig samtidens hang til myopi [red.: nærsynethed og manglende klarsyn], vil man hurtig kunne ane modus operandi i større skala.

Det Lukkede politiske landskab
Fællesnævneren for denne modus operandi er fortielser og lukkethed fra politikere, myndigheder og medier.

Og dette er jo næppe nyt for de fleste, da vi som borgere på nærmeste hold siden marts 2020 har bevidnet et af de største demokratiske værdiskred i generationer.

Fra ulogiske restriktioner og indespærring af landets befolkning på tvivlsomt grundlag til en yderst broget tilgang til informeret samtykke om eksperimentelle nødgodkendte præparater.

Fra en trampen hen over borgerrettigheder med en statslig indblanding i mellemmenneskelige forhold via et sundhedspas, der måtte ændres flere gange, til at opleve det offentlige rum fyldes op af udsagn og debatter om fælles ansvar og samfundssind er spillereglerne for vores såkaldte demokrati efterhånden gledet ned ad brættet.

Ofte man kan som borger undre sig over, om vi overhovedet spiller samme spil?

Dermed kan justitsminister Peter Hummelgaard anno 2024 som reaktion på weekendens overgreb citeres således: “Vi er nødt til at bryde med den totalt fejlagtige opfattelse, at det er enhver mands frihedsrettighed at kommunikere på krypterede tjenester”.

For dem der ikke er bekendt med totalitaristisk slang, betyder det kort sagt, at regeringens løsning er at kriminalisere alle for at ramme de få, i stedet for at gribe problemet videnskabeligt og analytisk an, såfremt ambition og mål med eventuelle indsatser er ens, borger og politiker imellem.

Objektiviteten der skal dirigere f.eks. en efterforskning med basis i videnskabelig analyse forkastes til fordel for et moralsk og ideologisk samfundsprogram.

Et af de programmer, hvor individets frihed og rettigheder altid er til forhandling for mere kontrol, mere regulering af mellemmenneskelige forhold og en evig berøringsangst og uvilje mod at afdække problemernes kerne, mens borgerne endnu en gang i deres nære liv må opleve en indskrænkning af deres rettigheder og frihed.

Gråspurve og Galleoner
Det lader til at vores tids politikere, myndigheder og medier lider af samtidens myopi, hvor omverdenens argumenterende gendrivelser preller af som pistolkugler på Superman.

Myopien er urørlig, og den er styrmanden, der navigerer skibet. Med bredsider af spredehagl får den skudt mangt en gråspurv, men man får aldrig rigtigt livtag med hverken pandemier eller bandekonflikter og hashhandel.

Ej heller med efterdønningerne af et pædagogisk og filosofisk kollaps af en skolereform eller markant stigende statistik for tilfældig vold og overgreb.

Psykiatriens og sundhedssystemets vaklen er fortsat i uændret forværring og ja, listen af områder hvor meget stærke briller har vist sig unyttige, bliver lang.

Samtidig er det desværre noget nær umuligt at overse det konkret anti-demokratiske og ret så totalitære i at overvåge alle danskere for at udøve skadeskontrol på et problem, man selv politisk har importeret og ikke får løst. Så alt i alt kommer man ikke i mål med ret meget.

Panden mod muren
Det var vist Einstein, der kunne citeres for at have udtalt at definitionen på sindssyge var at blive ved at gøre det samme og forvente nyt resultat.

Uden at have kompetence til at diagnosticere, mener Einstein vel egentlig, at det at blive ved at gå til et problem med samme præmis (aksiom) som sidste gang og lade sig snyde af, at resultatet ser nyt ud, mens det faktisk er det samme som sidst i ny form, er dårskab.

Dermed går det een næsen forbi, at årsagen til problemet ikke bliver løst, mens man fokuserer på udklædningen: alle de nye rudimentære tiltag og de nye problemstillinger de nu udgør. En slags koncentrationsbesvær velsagtens.

Man kan derfor foranlediges til at blive overbevist om, at der er behov for helt nye tiltag og helt nye tænkemåder på broen og ved roret.

Nogen der kan se udover myopien og den fastlåste præmis.

Som borgere kan vi først og fremmest vise dette behov ved at stemme på noget helt andet end det, der har ført os til den blindgyde, vi står i nu, og derved få nye tanker, nye ideer og nye tilgange.

Ellers får vi bare mere af de samme tomme buldrende tønder, mens vores egen statsminister kommunikerer under privatlivets fred via SMS-tjenester, hvor beskeder forsvinder for altid. Stor ståhej for ingenting, som Shakespeare formulerede det.