Elon Musk er blevet et spejlbillede på vores tid: Hadet, hånet, misforstået – og samtidig håbet om, at ægte fremskridt stadig er muligt.

Han er blevet en vare i mediemøllen. Hans navn bruges til at sælge vrede og klik. Billedet, der tegnes, minder skræmmende meget om, hvordan samfund tidligere har skabt syndebukke, ved langsomt at vænne folk til at se én person eller en bestemt gruppe som problemet.

Denne systematiske forvrængning rammer ikke bare Elon Musk. Den rammer vores evne til at anerkende, hvad fremskridt kræver: mod, logik, vilje til at acceptere og bruge sine fejl til noget godt, - og at forandring ikke kan ske, hvis man dybest set blot bevarer Status Quo.

Min interesse for Elon Musk går langt tilbage. Jeg har fulgt ham tæt som investor i mange år og er dybt fascineret af hans evne til at gentænke alting ud fra første principper, men endnu vigtigere: implementere den måde at tænke på i sine virksomheder. Det er den unikke faktor, der har gjort virksomhederne i stand til igen og igen at gøre ting, der ikke er gjort før.

Et menneske, der kan forandre verden
Hvis man vil forstå Musk, skal man forstå en hjerne, der kun lader sig begrænse af fysikkens love. En Aspergers-hjerne, der kan holde ud at befinde sig i en analytisk tilstand i meget længere tid ad gangen end “normale” hjerner.

Kombinerer man det med en leder, der til enhver tid går forrest, kan man skabe en kultur uden traditionelle begrænsninger og med en hidtil uset innovationshastighed. Inklusion, politisk korrekthed, “safe spaces”, medarbejdersamtaler, høflighed og empati har absolut intet at gøre der. Kan du ikke bidrage til mødet, forventes det, at du forlader det og laver noget nyttigt.

Som investor inden for innovation bevæger man sig hele tiden på risikovillig grund, vel vidende at det koster noget at gøre noget. Her er ofte ingen sikre tal i et regneark at basere sine beslutninger på. Her er firmakulturer og ledernes visioner helt instrumentelle for sandsynligheden for succes.

Folk som Apples Steve Jobs vendte en virksomhed, drevet af “regnearksdrenge”, til storhed på meget kort tid, alene ved at tage status quo og smide den direkte på lossepladsen. Alle, der ikke delte visionen, fik et pænt afskedsbrev.

• Det lærte mig alt, hvad man har brug for at vide om de mennesker, der forandrer verden:

• At de sjældent bliver forstået i deres egen tid.

• At deres kompromisløse jagt på løsninger ofte provokerer mere, end den begejstrer.

• Og at de, uanset modstand, fortsætter, fordi de ikke kan lade være.

Manden, der definerer vores samtid
Musk har altid været drevet af at løse menneskehedens største problemer med teknologi. Klima, energi, AI, ytringsfrihed, overlevelse. Ikke gennem fine ord – men gennem handling. SpaceX blev skabt, fordi Musk ser Jordens skrøbelighed. Etablering af en menneskelig tilstedeværelse på Mars er ikke et “luksus projekt”. Det er en rationel nødvendighed for artens overlevelse på sigt i kosmos.

Det arbejde kræver årelange investeringer uden sikkerhed for succes. Men Musk tænker i generationer, hvor de fleste tænker i valgperioder eller kvartalsregnskaber.

Banebrydende arbejde med vedvarende energi
Tesla blev skabt for at vise, at bæredygtig energi kunne udkonkurrere fossil afhængighed. Teslas og SpaceX’s resultater er frugten af tusindvis af menneskers indsats. Men uden Musk som vogter af den kompromisløse first principles-kultur, ville de hurtigt synke tilbage i almindelig corporate middelmådighed, hvor HR-politikker, politisk korrekthed og interne magtspil fylder mere end innovation. Det betyder også, at INTET Tesla foretager sig, er for at tækkes investorer. Alt defineres af missionen og de første principper. 

Musk kræver det umulige, fordi problemerne ikke giver plads til små skridt. Han lever, som han taler: arbejder 100 timer om ugen for at nå dobbelt så langt. På højdepunktet af Model 3 produktionskrisen sov han på fabriksgulvet i en sovepose ved siden af produktionslinjen, fordi han nægtede at være længere væk fra problemet, end dem der skulle løse det. Det er Musks lederskab når det gælder, og den direkte grund til at det lykkedes Tesla at producere en mellemklassebil på stor skala og kickstarte udviklingen mod alle odds.  

Det er en leder, der altid er at finde i “skyttegravene” hvor de største problemer er. 

Kampen for fri tale og demokrati
Med købet af Twitter brød Musk åbent med det voksende censurregime. Han gav uafhængige journalister som Matt Taibbi og Bari Weiss fri adgang til interne dokumenter – hvor de afslørede samarbejde mellem myndigheder og Twitter om censur og manipulation - om hvordan regeringer, efterretningstjenester og private aktører havde kontrolleret og manipuleret informationsstrømmen under påskud af “sikkerhed”.

Det skabte panik i de magtstrukturer, der således mistede kontrollen. 70-80 % af medarbejderne blev fyret, og X, som platformen nu hedder, har siden bevæget sig i én retning: højere funktionalitet, færre filtre, mere gennemsigtighed. Det er i dag en platform på vej til at blive en af de mest troværdige nyhedskilder – drevet af åbne systemer som “community notes” og verificerede brugere, der skubber “sandhedsgraden” op.

DOGE-effekten
Sagen om det, jeg her kalder “DOGE-effekten” – Department of Government Efficiency – har næsten ikke fået substansfyldt dækning i pressen, men den illustrerer essensen af, hvorfor Musk i dag er hadet.

Det er ikke et officielt regeringsprojekt, men en analogi for Musks første princips tilgang til effektivisering af offentlige systemer med logik og identificering af formål.  Finde ineffektivitet, rive strukturer ud og bygge noget bedre. Præcis som han har gjort det i sine virksomheder.

Men systemet reagerede som et bistade, man smider en pind i. Bureaukrater, embedsmænd og interessegrupper gik amok, mest fordi hele deres selvforståelse og magtgrundlag blev truet. Reaktionen viser, hvor dybt modstanden mod reel forandring stikker, når nogen truer status quo med koldt, analytisk overblik.

Det kan aflæses direkte i Demokraternes totale uvillighed til at tage stilling til alt det, DOGE-gruppen fremlægger.  Der er gået børnehave i den, præcis som republikanerne opførte sig under Obama. Første princip tilgangen tager ikke hensyn til følelser eller etableret systemtænkning.  Den fælles mission bliver ikke accepteret, fordi hele magtbasen i det offentlige sidder i bureaukratiet, ikke i resultatet.

Og her ligger en af de vigtigste pointer: USA’s statsgæld er så grotesk, at 16-22 % af skatteindtægterne går til at betale renter på gælden.  Problemet er gigantisk og sætter reelt USA på en kurs mod en statsbankerot.  Skiftende regeringer (incl. Trumps sidste periode) har blot sendt regningen videre.  Ansvaret for “andre folks penge” er ikke eksisterende.

Men hver gang man ”river ned” i et etableret system, mister de folk, der før følte sig vigtige, deres magt. Derfor opstår narrativerne om, at “børn dør” eller “samfundet kollapser”, hver gang nogen foreslår effektivisering. Pressen følger sjældent op på, hvad der faktisk skete bagefter. Ingen “dræber historierne”. De får lov at leve videre i folks bevidsthed som en del af det karaktermord på Musk, vi er vidne til. Her bliver man nødt til at forstå “Musk-metoden” for nulstilling af dårlig kultur:

Musk-metoden
Første principmetoden er enkel og rationel. Tænk på en dansk arbejdsplads med frokostordning, der hver onsdag har kage. Annoncér nu, at der fra i morgen ikke længere er kage… og vær vidne til et bistade i angreb, flere sygedage, lange diskussioner, bagvaskelse af ledelsen. Chefens bil får alle fire dæk punkteret. Fagforeningen inddrages. 

Musk-metoden er i stedet følgende: Fyr alle i firmaet om fredagen. Annoncer straks herefter, at virksomheden leder efter medarbejdere, der er ligeglade med kage om onsdagen og har den rette indstilling. Alle er velkomne til at ansøge.  Start ansættelserne mandag.

Det er en nulstilling af kultur og opbygning af en ny i ét hug. Det er i store træk, hvad DOGE har gjort. Man skal således huske at undersøge, hvad der rent faktisk skete BAGEFTER, da det er her, at mængden af undersøgende, oplysende journalistik er nærmest ikke-eksisterende.

Det er selvfølgelig brutalt for de involverede, og der gås som regel meget hårdt til værks, for første principper dikterer nemlig, at det er nemmere at tilføje lidt mere senere, end at starte med for meget.  Der skæret således helt ind til benet, evalueres, justeres indtil “maskinen” kører stabilt. 

Musks svagheder
Hvis Musk har en reel svaghed, så er det manglende forståelse for, hvor vigtig massekommunikation er for et offentligt image. Tesla annoncerer stort set ikke, fordi Musk mener, at produktet vil tale for sig selv. Løsning: Lav det bedste produkt. “Så er det kun idioter, der ikke køber det.” Man har dog siden 2023 eksperimenteret med målrettede reklamer i USA, uden at ændre på det grundlæggende princip om, at produktet skal være den bedste reklame

Hans impulsive tweets, fjollede memes og ufiltrerede holdninger bliver brugt som ammunition imod ham, fordi han ikke ser nødvendigheden af at styre fortællingen og insisterer på at være sig selv.

Hvis Musk har en reel svaghed, så er det ikke manglen på vision – den har han. Han taler faktisk til folk. Om Mars, om AI, om energi og frihed. Han forsøger at inspirere til en bedre fremtid, og han mener det. Men han tror stadig, at løsningen alene er nok – at hvis du bare viser vejen, så følger folk automatisk efter. Det er naivt. For mennesker skal samles. De skal forstå, før de følger.

Trump er ingen hjælp
Og her begynder det at smuldre. For mens Musk kaster lys fremad, trækker Trump mørket ind over hele kommunikationen. Han er en katastrofe i frontlinjen. Han kan ikke samle, han kan ikke løfte, og hver gang han åbner munden, skaber han splittelse. I stedet for at få folk til at forstå alvoren, smider han stikpiller, fornærmelser og “dekret-tsunamier” ud til alle sider.

Forestil dig, hvis teamet i stedet havde samlet folket omkring sagen, løftet det hele op til et fælles projekt som alle tager ejerskab af? Med andre ord, GOD ledelse? 

Nej, den uden tvivl ultra-narcissistiske Trump kan ikke engang ønske god påske uden at bruge det som en anledning til at angribe og skabe splittelse.  Det er et forfærdeligt miljø for alle der bare har et gran af anstændighed i sig, hvilket yderligere er med til at skabe det den perfekte storm.

Musk tror, at resultaterne taler for sig selv, og at folk derfor automatisk vil forstå nødvendigheden af det, der er blevet gjort.

Men virkeligheden er, at manglen på empatisk kommunikation åbner dørene på vid gab for alskens had og “dem versus os”-mentalitet. Der sættes fejlagtigt lighedstegn mellem Musk og Trump, trods de på en masse punkter ikke er enige.

At forstå Musk: Diffusion of Innovations
De fleste forstår ham ikke, fordi de tænker som majoriteten. De tilpasser sig først, når noget allerede er accepteret. Uden fremragende kommunikation om det “fælles projekt”, nedbringning af overforbrug og gæld i den amerikanske stat reelt må være, - kan man ikke flytte nogen, der kun hører om døde børn og samfunds kollaps. 

Musk ligger helt ude i “pioner feltet” – hvor de færreste overhovedet kan se, hvad der kommer.

Det skaber modstand, fordi han udfordrer den måde, de fleste mennesker instinktivt navigerer i verden på.

Et mål for medie-misrepræsentation
Alt, Musk og hans firmaer gør, har længe været udsat for ekstremt dårlig presse. Det er ikke svært at koble den manglende annoncering i medierne som en faktor her, og i dag er alt vredet til at fremstå negativt. Det er svært at finde en artikel, der ikke starter med “Elon Musk, - verdens rigeste mand”, underforstået rig = sat i verden for at tilrane sig flere penge og udnytte alt og alle til egen vinding uden noble tanker. 

Det er den samme mekanisme, vi har set historisk: Syndebukke kan skabes gennem daglig insinuation, gentagelse, løgn og manipulering af følelser.  I den polariserede SoMe-verden kan enhver gribe det narrativ, der passer bedst til deres agenda, og gentage det i en uendelighed uden at stå til ansvar for det. 

Enhver form for debunking eller dialog om sandheden kan verfes væk som “misinformation”, og det ufatteligt korte attention-span hos folk i dag bidrager kun til behovet for at reducere “skræmmende” mennesker som Elon Musk til en ren karikatur – eller et enkelt, lidet flatterende ord.  

En arv uden målestok
Musk blev i kølvandet på Bidens valgsejr gjort til symbol på alt venstrefløjen hader ved de rige. Tesla blev ikke inviteret til et stort elbil-konvent i Det Hvide Hus i 2021, alene fordi virksomhedens medarbejdere ikke er organiseret under den magtfulde UAW-fagforening, der støttede Bidens kampagne.

Samtidig begyndte profiler som senator Elizabeth Warren systematisk at bruge Musk som posterboy for alt ondt ved milliardærer – en absurd ironi, når man tænker på, hvor meget samfundsværdi Musk reelt har skabt (mine egne løse beregninger ligger i omegnen af Danmarks nationale budget gange 50 over de sidste 25 år).  

Dette var startskuddet på Musks offentlige brud med Demokraterne. Ikke fordi han skiftede ideologi, men fordi han nægtede at bøje sig for hvad man kan kalde “korruption forklædt som social retfærdighed”.

Propagandamaskinen gik i selvsving, og befolkningen blev fodret med et konstant narrativ om, at Musk var egoistisk, farlig og skadelig, mens hans virksomheder i virkeligheden løste problemer, som politikerne i årtier har ignoreret.

Hadet er udtryk for social-fascisme
Demokraterne gik fra at elske Musk til at hade ham af et forsmået hjerte efter valget. Han blev simpelthen et symbol på nederlaget, og det akavede Aspergers-geni med den brutalt logiske eksekveringsevne var det perfekte mål for al frustrationen, og dermed var den perfekte storm fuldendt, da Elon Musk besluttede sig for at hjælpe USA med det truende økonomiske problem. 

Demokraterne nægter at samtale om alle de åbenlyse problemer, DOGE-gruppen peger på, men kaster sig ud i kamp mod processen og anlægger det søgsmål efter det andet. Det er magtstrukturer, der kæmper for at fastholde status quo.

I det hele taget er det svært at finde logiske argumenter eller substans hos dem, der har udset Elon Musk og Tesla som det ultimative symbol på deres frustration. Hos de skingre stemmer, der før hyldede den grønne omstilling, er man nu klar til at brænde Tesla ned til grunden.

Hvis du spørger hvorfor, hører man propagandamaskinens gentagelser – blottet for fakta, blottet for substans – og samtidig udsættes man personligt for “social-fascisme”, cancel-kulturen. “Du tager jo Elon Musk i forsvar, så jeg kan ikke være din ven.”

Ja, det er ikke svært at se, hvordan store folkemængder begynder at marchere i takt af alle de forkerte grunde.

Eftertiden vil ikke måle Elon Musk på formue, men på konsekvens
Han vil blive husket for at være instrumental for menneskehedens overlevelse ved at kickstarte et nyt energisystem, gøre os multiplanetariske, stå vagt for demokratisk ytringsfrihed, integrere os med AI og for at vise, at en stat med et klart defineret formål, der tør udfordre status quo hele tiden, KAN blive mere effektiv. 

Alt sammen opnået med en handlekraft, der inspirerede millioner af mennesker til at udrette mere og producere bedre, end de nogensinde troede muligt!

Som Apples tidligere topchef Steve Jobs formulerede det:

“Man kan citere dem, være uenig med dem, hylde eller håne dem. Men man kan ikke ignorere dem. For de ændrer tingene. De skubber menneskeheden fremad. Og mens nogle ser dem som skøre, ser vi genialitet. For de mennesker, der er skøre nok til at tro, de kan ændre verden – er dem, der gør det.”

Nej, Musk er helt klart ikke normal. Han er nødvendig! Hader du ham, så gør det i det mindste af de rigtige grunde. Alt andet er intellektuel dovenskab forklædt som moralsk kompas.