I Ghajar, en lille landsby, der ligger klemt mellem tre nationer og deres grænser, findes et sted, hvor tiden føles ude af trit med virkeligheden. Stedet er en park, kendt som "Fredens Have".

Parken er med sine blomsterbede og revne grusstier ikke blot et udtryk for skønhed midt i en konfliktzone, men også et symbol på de drømme om fred, som landsbyens indbyggere bærer med sig hver dag.

Her mødes de muslimske Alawitters religion med den katolske Jomfru Maria, islamiske symboler og en Davidsstjerne. Det er et sted, hvor både fortidens dybe hug og fremtidens lyse håb er til stede i landsbyens bevidsthed.

Fredens Have virker med sin nysselighed og frodighed næsten magisk i de tørre, stenede bakker. Jeg har været der flere gange, men desværre er lang tid gået siden mit sidste besøg.

Tre religioner smiler til hinanden
Det var en tysk skulptør, der en gang besøgte Ghajar og blev rørt af landsbyens historie og de mennesker, der bor her, som skabte skulpturen af Jomfru Maria.

Han skænkede landsbyen statuen som en gave – ikke blot for at forskønne landsbyen, men for at anerkende den ånd af sameksistens, som Ghajar repræsenterer.

Det er sjældent, at man i Mellemøsten ser symboler fra de tre religioner stå side om side i harmoni. Tit er de i konkurrence, men oftest er de i konflikt.

Det er ikke så ligetil at komme dertil, hvis man er på de kanter. Og slet ikke i det seneste år, efter Hizbollah har startet deres ulidelige missilkrig mod Israel. Men i roligere perioder kan man besøge Ghajar og opleve den form for sameksistens, som kunne være reglen – men er blevet undtagelsen.

Grebet muligheden i stedet for offerrollen
Ghajar ligger højt over Hasbanifloden, som skærer sig gennem det stejle landskab. Fra Ghajar kan man se langt ind i Libanon, hvor grønne marker strækker sig ud, og lyden af traktorer og dyreliv blander sig med vinden.

Her, på kanten af Israel, Libanon og Syrien, er grænserne ikke kun fysiske, men også en del af folks sind. Alligevel møder man i Ghajar et folk, som i årevis har nægtet at lade grænserne bestemme deres skæbne.

På trods af krige, fjendskab og politiske forviklinger har Ghajars indbyggere holdt fast i deres håb om en bedre fremtid. De har opdraget deres børn til fred og satset på skoler og uddannelse.

I stedet for at se sig selv som ofre – hvilket de faktisk ville have god grund til - har de insisteret på at gribe mulighederne.

I dag er en stor del af landsbyens indbyggere højtuddannede og arbejder som læger, advokater og lærere i det nordlige Israel. Men om aftenen vender de tilbage til deres landsby.

Grænseløse mennesker og landskaber
Ghajar er omgivet af bakker, der skifter farve med årstiderne. Om sommeren er de varme og gule, og i vinterens regn bliver de grønne og friske. Om foråret blomstrer mandeltræerne, og på de skrånende Golanhøjder strækker blomsterfloret sig opad og udad mod horisonten.

Har man været der i april og maj, så forstår man lidt bedre den mentalitet, som gennemsyrer alawitterne på stedet. Landskabets skønhed smitter.

De stejle klipper og det klare vand i floden nedenfor er med til at skabe et næsten overjordisk landskab, som står i voldsom kontrast til borgerkrigene i Libanon og Syrien og til den evige konflikt med israelerne, som de arabiske magthavere insisterer på at fortsætte.

Når man går gennem landsbyen, ser man hvide marmorskulpturer, som står og vogter over gaderne, hvor børn løber rundt og leger.

Det hele virker næsten idyllisk, men Ghajars historie er ikke idyllisk. Det er beboerne selv, der har skabt idyllen.

Ville ikke være libanesere
Ghajar blev besat af Israel i Seksdageskrigen i 1967, og beboerne identificerer sig stadigvæk som syrere. De har i dag israelske identitetskort og kan færdes frit i hele Israel og tage arbejde, hvor de vil.

Fordi byen ligger lige på grænsen til Libanon, var den israelske hærledelse i 1967 i tvivl om, hvorvidt de var kommet til at erobre en libanesisk landsby og ikke en syrisk. De beordrede derfor soldaterne til at trække sig tilbage og overgive kontrollen til den libanesiske hær.

Men det ville landsbyen ikke være med til. Landsbyrådet insisterede på at være erobret af Israel, og at våbenstilstandslinjen skulle gå vest om byen. De ville hellere være under israelsk end libanesisk kontrol.

I realiteten ligger byen på begge sider af grænsen, og den FN-tegnede "Blue Line" fra 2000 trak en grænse lige gennem landsbyen og delte familier, huse og skæbner mellem Libanon og Israel.

Det er der dog ingen i landsbyen, der respekterer. Tværtimod har de bygget et hegn mod Libanon ovenfor floden – helt i modstrid med FN’s diktat. FN-styrkerne accepterede til sidst hegnet som et ’vildsvinehegn’, der skal holde vilde dyr ude af landsbyen, men i virkeligheden er det Hizbollah, som skal holdes væk.

Deres egen fortolkning af tolerance
Når man møder menneskene i Ghajar mærker man deres stolthed over det, de har præsteret. På trods af deres komplekse forhold til deres omgivelser – syriske statsborgere med israelske identitetskort, der bor på libanesisk jord – bærer de på en stærk følelse af, at deres historie og kultur er værd at kæmpe for.

Ghajar er et samfund, hvor den alawitiske tro bliver fortolket som et fundament for tolerance og respekt for forskellige religioner.

Alawitterne, en gren af shia-islam, som omfavner aspekter af både kristendommen og islam, og er kendt for sin åbenhed. Derfor er det også påfaldende, at diktator-vældet i Syrien baserer sig på alawitterne. Al-assad slægten tilhører alawitterne.

Så det er ikke Ghajars indbygeres religion, der pr. defintion er fredssøgende. Det er et aktivt valg, som de som landsbykollektiv tog for 50 år siden og har holdt fast i, mens resten af den arabiske verden gik op i islamisme og diktatur.

Haven skal vandes
Så Ghajars historie er ikke blot en historie om overlevelse. Det er en historie om håb. Midt i en region, hvor forskellene mellem mennesker ofte bliver brugt som våben, har Ghajars folk fundet en måde at leve sammen med israelerne på.

Når man står der og ser ud over de smukke bakker, mærker man landsbyens historie, men også dens håb for fremtiden.

Ghajar minder os om, at fred begynder med oplevelsen af skæbnefællesskab. Selv i en egn af verden domineret af despoter kan mennesker finde sammen og skabe noget smukt – hvis de vil.

Fredens Have i Ghajar bliver vandet hver dag året rundt. Ellers dør blomsterne.