Danmark har med stor omhyggelighed tabt alle krige de sidste 800 år, helt præcist siden 1227. Det rejser spørgsmålet, om vi som nation, som folk, som kultur er i stand til at lære af vores erfaringer?
Det burde jo kalde på forsigtighed hos vores regering og folketing, men de synes at være blandt de mest krigeriske høge i Europa. Fra fodnotepolitikken er vi gået helt i den anden grøft.
De fleste ved, at Valdemar Sejr i 1219 vandt Estland for sig, himlen åbnede sig og skænkede os Dannebrog. Derfor har vi givet ham tilnavnet Sejr! Fem år senere, den 6. maj 1224, bliver han kidnappet efter en jagt på Lyø og ført i lænker til Tyskland af sin vasal grev Henrik af Schwerin. Det kostede Danmark enorme mængder guld og sølv at købe ham fri. Kongen havde svoret ikke at tage våben op imod Henrik, men gjorde det alligevel.
Den 22. juli 1227 tørnede den danske hær ledet af Valdemar sammen med en alliance af nordtyske grever ved Bornhøved. Det blev til et svigende dansk nederlag. En tysk krønike gør nar af Valdemar med en illustration, hvor Valdemar i fejhed forlader kamppladsen og svigter sine hær. Som konsekvens mistede vi store landområder i Nordtyskland og herredømmet i Østersøen.
Siden dengang har vi tabt alle krige, og senest kan vi føje Irak og Afghanistan til. Vi kan have vundet første runde eller enkelte slag (fx 1. Slesvigske Krig, red.), men det ændrer ikke ved, at når krigen var endeligt afgjort, stod Danmark tilbage som taber.
