Jeg vil ikke kaste med sten - men det følgende handler om et utroligt sårbart glashus. For i et fyrsteægteskab er gemalinden bærende.
Det er en indsigt, vi ofte glemmer i en tid, hvor vi helst vil tale om monarker som individer. Men monarkiet er de facto ikke et individuelt embede. Det er et traditionelt, ægteskabsbaseret, kernefamiliært system med arveret for det førstefødte barn.
Kongen og Dronningen udgør med andre ord én funktionel enhed – symbolsk, moralsk og institutionelt. Det er derfor, man historisk har betragtet kongelige ægteskaber som næsten ukrænkelige, fordi ægteskabet er en meget væsentlig del af selve konstruktionen.
Når det fungerer, mærker man det næsten ikke. Når det ikke gør, begynder alt at vakle.
Stabilitetshensyn
Det norske monarki er i sig selv et moderne kompromis, ikke en urgammel naturtilstand. Det opstod i 1905, da Norge efter opløsningen af unionen med Sverige stod over for et reelt valg: republik eller monarki? Det norske folk stemte for monarkiet. Nok ikke for romantikkens skyld, men af stabilitetshensyn.
Man hentede den danske prins Carl, som tog navnet Haakon VII og giftede sig ind i folket, lærte sproget og accepterede – eksplicit – at hans magt hvilede på folkets tillid.
Det moderne norske monarki blev altså født som en kontrakt: Kongen regerer ikke, men repræsenterer. Og netop derfor er det også skrøbeligt. For når repræsentanterne svigter dømmekraften, udfordres hele aftalen fra 1905.
Stabile koner
De europæiske monarkier, der stadig står, har alle haft kvinder i centrum, som forstod denne opgave. Silvia af Sverige. Mary af Danmark. Letizia af Spanien. Og ikke mindst Sonja af Norge.
De har ikke været fejlfri. Men de har været bevidste om, at deres rolle ikke først og fremmest var at udtrykke deres følelser, men at holde sammen på det hele.
Ingrid-metoden
Et ofte overset eksempel er dronning Ingrid. Da Frederik IX’s alkoholisme var ved at løbe af sporet, gjorde hun noget drastisk. Hun tog deres tre døtre med til Sverige, og sagde klart, at hun ikke vendte hjem, før Kongen var blevet ædruelig.
Det blev han. Fra den ene dag til den anden. Så rædselsslagen var han for at miste sin hustru, børn og kongerige. Han bød, men nød aldrig spiritus siden.
Ikke alle alkoholisme-ramte ægteskaber kan reddes sådan. Men Ingrid Bernadotte var opdraget til rollen. Hendes bror, Carl Johan, udtrykte engang i et interview, at hans søster aldrig havde forestillet sig en anden fremtid end som arbejdende hustru i et betydeligt europæisk fyrstehus. Det var en naturlig opgave.
Hvad det kræver
Man behøver ikke være født kongelig for at blive god til det særlige job. Men man skal ville det, kunne holde til det - og frem for alt forstå opgaven.
Mary af Danmark har lært det. Hun forstår tyngden og dybden af hvervet. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at dronning Margrethe valgte at abdicere netop, da hun gjorde. Ventepositionen var blevet farlig.
Ikke kun for ægteskabet, men for monarkiet. Ansvar måtte gives videre, før lediggang og uvished udviklede sig til noget uopretteligt.
Mange fyrster er mere afhængige af deres gemalinder, end hofferne bryder sig om at indrømme – netop fordi disse kvinder ofte har levet almindelige liv før ægteskabet, og derfor besidder en realisme og disciplin på en række områder, deres fyrstemænd aldrig har haft brug for eller mulighed for at udvikle.
Den kongelige kæde
Men hvad sker der, når en kommende dronning-gemalinde ikke er den stabile faktor, men i stedet bliver det svageste led?
Det spørgsmål er man nu nødt til at debattere i den offentlige, kulturelle og politiske samtale i Norge. Der findes ingen nemme svar. Men der findes nogle realiteter.
Haakon kan i praksis ikke være konge med en hustru, der fx “frasiger sig dronningtitlen”. Det lyder umiddelbart som et kompromis, men det er det ikke. Det ville skabe et permanent institutionelt tomrum og dagligt minde nordmændene om, at Kongens kone og tronfølgerens mor, var fundet uværdig.
Hvem repræsenterer nationen? Hvem er den symbolske modvægt? Et hof kan ikke fungere i konstant undtagelsestilstand.
At lade tronen gå direkte videre til datteren Ingrid Alexandra er heller ikke nogen løsning. Det er at springe et led over for at undgå ansvar. Historisk bliver den slags læst som kapitulation.
Og det er i øvrigt dybt urimeligt at placere en sådan byrde på en meget ung kvinde, der hverken er gift eller har børn.
Tronen kan heller ikke gå til Märtha Louise. Det kapitel er de facto lukket. Hendes gentagne brud med hoffets spilleregler, kommercielle brug af titel og alternative spirituelle univers har gjort hende institutionelt uanvendelig.
Tilbage står et meget snævert mulighedsrum, hvor en kongelig skilsmisse nu, ganske opsigtsvækkende, diskuteres åbent.
Med i patologien hører imidlertid også et spørgsmål, som næsten er lige så alvorligt som selve sagen.
Hvor var hoffet?
Enten har ingen haft autoritet til at gribe ind – eller også har man haft den og undladt at bruge den. Begge dele er et svigt.
Hoffets opgave har altid været at beskytte institutionen mod private impulser, dømmekraftsvigt og grænseoverskridelser. Hvis ingen har “hevet Mette-Marit til side”, er det ikke et systemisk problem.
Hvad udfaldet bliver i Norge, ved ingen endnu.
En frisk og opsigtsvækkende meningsmåling, lavet af Verian for TV2 Norge, viser, at 47,6 procent af nordmændene svarer nej til spørgsmålet, om hvorvidt Mette-Marit skal være dronning. Kun 28,9 svarer ja, mens 23,5 har svaret "ved ikke".
Det norske kongehus ønsker ikke at kommentere meningsmålingen, men der er næppe nogen tvivl om, at de tænker dybt over, om den blot er et øjebliksbillede af affekt, eller kommer til at repræsentere noget mere blivende.
Et monarki kan ikke bære et så massivt og spektakulært syndefald uden at handle. Spørgsmålet er derfor ikke blot, om Haakon kan tilgive sin hustru - eller måske allerede har gjort det. Det langt større og mere ubekvemme spørgsmål er dette:
Kan det norske folk – og det internationale samfund, hun resten af sit liv skal fungere og repræsentere Norge i – acceptere Mette-Marit som Norges dronning?
Det er dér, sagen reelt står. Og lige nu siger de nej.
Læs også
