Lige siden Anden Verdenskrig har den vestlige verden befundet sig i en intellektuel osteklokke. På krigens ruiner rejste efterkrigstiden et storslået, men kvælende projekt: en teknokratisk verdensorden skrevet i abstrakte menneskerettigheder, underlagt transnationale domstole og båret frem af en tiltagende globalisering.
Den imperiale-globale tidsånd har raset gennem Europa og gjort os til fremmede i vores eget land. Men dommen fra de akademiske, politiske og økonomiske eliter har hele tiden været nådesløs: National stolthed og kulturel egenart er farlige fortidslevn, der uundgåeligt vil kaste os ud i nye krige.
Det er dog næppe forbigået Kontrasts læseres opmærksomhed, at de globale glansbilleder fordufter i disse år, måneder og uger under indtryk af gadekampe, vandalisme og plyndringer i Spanien, Frankrig, Italien og Albanien samtidig med, at populistiske strømninger vinder frem i land efter land.
Det rejser et kættersk spørgsmål: Har vi i virkeligheden brug for en ny Reformation?
Dette spørgsmål har forstyrret min nattesøvn i flere uger. Jeg vil gerne fortælle dig hvorfor.













