Marianne Gaarden stopper som biskop for Lolland-Falsters Stift, men på vejen ud smider hun en håndgranat. Danmark er ikke et kristent land, mener hun.

Socialistisk Folkeparti mener for øvrigt det samme, men det er forventeligt. Ateister skal også have lov at være her. Men at en offentligt finansieret biskop afviser, at Danmark er et kristent land, er lidt mindre forventeligt.

Biskoppens ræsonnement er, at kun mennesker kan være kristne. Lande kan ikke. Folkeslag kan ikke. Stater kan ikke. Kristendom er et spørgsmål for den enkelte, lidt ligesom vegetarmad, alkoholfri øl, og hvilken tv-serie du skal se i aften. Ellers bliver kristendommen ”politisk” – og når statsministeren siger det modsatte – ”partipolitisk”.

Biskoppen glemmer vist, at hendes synspunkt flugter 100 pct. med SF’s partilinje.

Biskoppen glemmer også en anden og vigtigere ting. Kristendommen er ikke alene en trossag.

Kristendommen – eller kristenheden, som man tidligere sagde – er også en civilisation.

Den forbød flerkoneri, fætter-kusine-ægteskaber, brød med klaner og senantikke familiestrukturer, stiftede klostre, munkeordener, skoler, universiteter, overleverede klassiske filosofiske og litterære tekster, byggede katedraler over hele kontinentet, skrev symfonier, der stadig spilles for fulde huse i dag, forsvarede sig imod invaderende muslimer og lagde grunden til en lærdoms-, våben- og videnskabskultur, der satte europæerne i stand til at opdage og erobre det halve af kloden.

Kristenheden er kort sagt en civilisation, som Marianne Gaarden selv står i gæld til, og som har specifikke historier og traditioner i lande som fx Danmark, Frankrig, Tyskland og England. Du kan, som også lovgiverne i EU arbejder på, godt tage Europa ud af Bibelen, men du kan ikke tage Bibelen ud af Europa.

Biskoppen i Maribo Domkirke ser stort på alt dette. Hun er formentlig glødende tilhænger af menneskerettigheder, tolerance og kvinders frie valg.

Så er det, vi spørger: Hvor kommer disse værdier mon fra?