I en ung alder lærte jeg, at i et klassesamfund bestemmer storkapitalen hele lortet. Men min barnetro har fået et skud for boven. Det samme har Mærsks handelsflåde. Mærsk har lovet ikke at transporterer ting og sager, som på nogen måde kan komme de israelske bosættere på Vestbredden til gavn.

Chefen for Oxfam Danmark triumferer, men er ikke tilfreds: ”Mærsk har også en forpligtelse til at se på kompensation til de mennesker, der har mistet deres hjem som følge af bosættelserne.”

Monopolkapitalens største flagskib er blevet ydmyget – ikke af proletarisk klassekamp, men af en helt ny klasse, som Karl Marx ikke tog højde for. En klasse, som uden at eje fabrikker, miner, jord eller kapital - ja som sjældent har udført en dags ærligt arbejde, men udelukkende lever af andres arbejde – gradvist indtager samfundets kommandoposter.

Den nye herskende klasse fylkes under regnbueflag og flag fra et fjernt landområde, som de kalder Palæstina. De er i dag er mere magtfulde symboler end proletariatets blodrøde faner. ”Proletarer i alle Lande, forener Eder!” er afløst af  ”Virksomhedsansvar!”, ”Bæredygtighed!” og ”From the river to the sea!”

Bumsede studenter med grønt hår og søm i ansigtet kan i dag med trusler om boykot og offentlig udskamning bringe selv de største koncerner i knæ, afpresse dem penge til Pride, milliarder til forskning i salatolie og gylle som brændstof i skibe og fly og løfte om at bortcensurere forkerte holdninger.  

Når den videnskabelige marxisme ikke kunne forudse dét, så er Karl Marx færdig.