Løgnen er en ældgammel praksis, men den forudsætter trods alt, at der findes en forskel mellem sandt og falsk. Der findes imidlertid en mere grundlæggende form for fordærv: Når det lykkes at erstatte virkeligheden med en omhyggeligt konstrueret fremstilling af den, indtil borgerne befinder sig i en verden af forestillinger, hvis falskhed de knap nok længere kan gennemskue.
Det er bestemt ikke noget nyt fænomen, selv om moderne teknologi har udvidet mulighederne enormt. Platon helligede en af sine mest indsigtsfulde dialoger, Sofisten, netop dette problem. Dialogens aktualitet er slående, især når vi betragter, hvordan politik i stigende grad er blevet en øvelse i at forme menneskers opfattelse af virkeligheden.
Dialogen begynder med et tilsyneladende enkelt spørgsmål: Hvem er sofisten egentlig?
Sproget underordnes et andet formål
Den fremmede fra Elea undersøger sammen med Theaitetos spørgsmålet og afdækker efterhånden en række forskellige skikkelser. Sofisten fremstår som en jæger efter velhavende unge mænd, en handelsmand i viden, en sælger af undervisning, en professionel debattør og en ekspert i ordstrid.
Ingen af disse beskrivelser indfanger i sig selv hans væsen. Men de afslører alle den samme grundlæggende indstilling: at gøre viden og sprog til redskaber for succes, anseelse eller magt.
Problemet ligger ikke i evnen til at argumentere. Den er uundværlig både i filosofien og i politik. Problemet opstår, når sproget underordnes et andet formål end sandheden. Sofisten er ikke først og fremmest optaget af at forstå det, han taler om, men af at få sin samtalepartner til at tro på det, han ønsker, at vedkommende skal tro.
