Jeg var så dum at tænde for DR en tidlig morgen og blev ramt af et totalt fravær af nyheder. I stedet var radiokanalen fyldt med forargede journalistiske stemmer, den ene mere opkørt eller tøsefornærmet end den anden. En radiovært havde fat i madudbringeren WOLT, der tilsyneladende presser restauranterne økonomisk.
En anden vært fortalte med moralsk indigneret stemmeføring om malerfirmaet Flügger, hvis produkter stadig sælges i Rusland. Sådan går dagen i DR-regi: Moralske anklager mod firmaer, personer og visse partier, men aldrig et kritisk ord om mediemastodonten selv.
Hvis man obducerede DR, ville man kun finde en endeløs række af pseudoskandaler. Frelste dokumentarer, hvor unge journalister spiller Kong Gulerod og fælder dom over fortiden på baggrund af systematisk uvidenhed. Overfladiske nyheder fra Gaza, hvor man tager Hamas’ ord for gode varer. Og et evigt defensorat for offentligt forbrug i pose og sæk.
Når valget kommer, så ved vi, at DR vil undlade at bringe nyt om islamiseringen af Danmark, endsige nævne forbryderes etniske baggrund. Nej, det vil være klima-sagen, der optager hele sendefladen, for det ønsker venstrefløjen.
Svage borgerlige politikere vil intet gøre over for DR under dække af armslængde-princippet, som er et andet ord for fejhed.