Krig har aldrig ført til noget godt, siger både paven og Lars Løkke Rasmussen, og det er rigtigt - bortset fra, altså at have befriet os fra slaveri, fascisme, nazisme, og kommunisme. I skrivende stund er verden ved at blive befriet for en fæl slags islamisme, som har plaget Vesten siden 1979. Men det bliver mødt med surmulende pessimisme.
Jeg hører hele tiden ordet ”eskalering” eller ”eskalation”. Selv foretrækker jeg ”optrapning”. Men hvad frygter ”eskalationisterne”, der vil ske? At Iran vil få hjælp af sine venner? Vladimir Putin, fordi han har brug for iranske droner? Kineserne, som er afhængig af iransk olie? At Iran lukker Hormuztrædet?
Jeg tog mit skoleatlas og en optælling viste, Iran ikke længere har nogen venner. Et personsøger-opkald lammede Hezbollah from the liver to the knee. Assad fløj med Syriens statskasse til Moskva. Irans eneste venner er en flok analfabeter i Yemen, som snart løber tør for iranske raketter. Dem har Iran stadig masser af; men uden affyringsramper, ingen raketter. Imens er Hamas-krigere blevet jaget og dræbt i tusindvis. Snesevis af iranske militærfolk er blevet pulveriseret. Sunniaraberne klapper lydløst i hænderne. Hverken kineserne eller russerne skal have klinket noget. Hvis Iran lukker Hormuzstrædet, bliver hele Irans flåde sendt til havets bund. Og hvis ikke hullerne ned til Fordo-anlæggets centrifuger er dybe nok, så vender de amerikanske B-2-bombefly snart tilbage med den helt store borehammer.
Så til pessimisterne siger jeg: Op med humøret! For, som et arabisk mundheld lyder: ”Hundene glammer, men karavanen drager videre”.
