Mette Frederiksen mestrer kunsten at finde syndebukke. Når problemerne bliver uoverskuelige, flytter hun ansvaret – til dem, der ikke er til stede til at svare igen.
Uanset om det gælder folkeskolens problemer eller forsvarets udfordringer, ser vi en statsminister, der rutinemæssigt skubber skylden fra sig.
Dem, der kritiseres, er aldrig til stede for at tage til genmæle, og således kan Frederiksen undgå at stå til ansvar for politiske beslutninger.
I stedet skaber hun et indtryk af handlekraft ved at placere skylden på dem, der ikke er i lokalet.
Folkeskolen: når forældrene får skylden for politiske fejl
Ved Danmarks Lærerforenings 150-års jubilæum lagde Frederiksen skylden for folkeskolens problemer over på forældrene.
Ifølge hende er det manglende støtte og autoritetstro fra deres side, der hæmmer skolens udvikling og skaber udfordringer for lærerne.
“Når jeg hører, hvad nogle lærere er udsat for i folkeskolen hver eneste dag, så synes jeg, det er fuldstændig uacceptabelt,” sagde hun til Altinget – uden dog at forklare præcist, hvad der er så uacceptabelt.
På den måde bliver forældrene gjort til symboler på et problematisk system, skabt langt fra klasselokalerne, nemlig på Christiansborg.
Forældrene har dog hverken udarbejdet de seneste reformer eller inklusionspolitikken, som i praksis forhindrer lærerne i at bortvise elever med problemadfærd.
De regler, der underminerer lærernes autoritet og skaber uro i klasserne, er politisk besluttet.
Men i stedet for at tage ansvar for disse beslutninger peger Frederiksen på forældrene, der denne dag symbolsk var sat uden for døren.
Den dobbelte skade: Hvordan forældrekritik underminerer lærernes autoritet
Frederiksens kritik af forældrene giver hende mulighed for at høste point hos lærerne.
For hvad når Lærer Andersen har svært ved at håndtere Daniel i klassen? Ifølge Frederiksen er det Ingeborg, Daniels mor, der bærer ansvaret – ikke lærerens evne til at mestre klassens dynamik.
Sådan undskylder statsministeren indirekte lærerne og giver dem mulighed for at pege på forældrene, selv når problemerne kunne løses i klasselokalet.
Når Frederiksen placerer forældrene som hovedansvarlige for skolens udfordringer, fratager hun lærerne det endelige ansvar. Og samtidig undergraves deres autoritet.
Og når statsministeren fremstiller forældrenes manglende støtte som årsagen til problemerne, bliver det lettere at se bort fra de strukturelle udfordringer, der kunne og burde løses politisk.
I Frederiksens verden er det nemlig aldrig lærerens kompetencer, men altid forældrenes svigt, der er problemet - når hun er i selskab med lærerstanden vel at mærke.
Forsvarets flagdag: En kunstig konflikt som politisk røgslør
Frederiksen brugte samme taktik på flagdagen i september 2021, hvor hun kritiserede dele af offentligheden for en påstået mangel på respekt for de danske soldater.
Ifølge hende eksisterede der en uacceptabel negativ holdning mod soldaterne og deres arbejde.
Problemet? Kritikken eksisterede ikke. Soldaterne har bred opbakning; det var derimod regeringen, der blev kritiseret for sin håndtering af evakueringen fra Kabul.
I stedet for at tage ansvar for den langsomme reaktion på krisen, skabte Frederiksen en fiktiv konflikt.
Det er en klassisk strategi: skab en modsætning, der ikke eksisterer, og brug den til at undgå ansvar.
Ved at opdigte en fjendtlig holdning til soldaterne slipper Frederiksen for at forholde sig til regeringens fejltagelser, som har haft konsekvenser for både soldater og civile i Afghanistan.
Et Mønster Afsløres: Fra mink til folkeskole – samme strategi
Mønsteret er tydeligt: Frederiksen udpeger fraværende syndebukke for problemer, hun selv har ansvar for.
I folkeskolen er det forældrene, der får skylden, selvom skolens udfordringer stammer fra Christiansborgs beslutninger. I forsvarsdebatten er det en uspecificeret del af offentligheden, der angiveligt svigter soldaterne, mens ansvaret for den langsomme evakuering ignoreres.
Frederiksen fremstår som en handlekraftig leder, der kæmper mod de “rigtige” fjender.
Men i virkeligheden undviger hun de svære spørgsmål om, hvad der reelt kunne gøres for at løse problemerne.
I stedet vender hun blikket væk fra egne beslutninger og peger på dem, der ikke kan forsvare sig.
Denne taktik placerer Frederiksen som en leder, der fralægger sig ansvaret – præcis som under minkskandalen.
