Ugandas frygtede præsident Idi Amin flygtede i 1979 til Saudi Arabien, hvor han nød et luksuriøst og yderst gæstfrit otium frem til sin død i 2003. Han er den mest brutale leder i Afrikas historie, og sheikerne tog varmt imod. Idi Amin var et symbol, kongehuset i den grad kunne bruge. Ved at åbne sine døre sendte ørkenstaterne et signal til Vesten: I skal ikke blande jer! Vi er herre i eget hus, og bøddelens eksil et flagskib, der cementerer det.
Lidt anderledes forholder det sig imidlertid med Syriens hastigt detroniserede Bashar al-Assad.
Chefen fik akut travlt med at bruge sine feriepenge. Kun socialdemokratiske borgmestre herhjemme har hurtigere faneflugt. Men ekspresfarten til Rusland er næppe en charterrejse med helpension. Han er ikke vandrepokal som Idi Amin. Assad har ydmyget Putin. Han har udstillet Irans uformåenhed, og præstestyret hører til blandt Dumaens nærmeste venner.
Ingen konfetti til Assad
Assad er langt fra helten, der vender hjem til konfetti og folkets hyldest. Den syriske sadist er ikke et julegratiale til Putin længere. Han er snarere et byttemærke og må huske på, at te i Moskva hurtigt får bismag af Novichok. En kinddans med Kreml forvandler sig nemt til enecelle i Sibirien. Russiske telegrambureauer melder nok snart, at Assad meget klodset er faldet ud af et vindue.
Lad os genkalde scenen i filmen ”Goodfellas”, da Joe Pesci i rollen som skydeglad galning får invitation til indercirklerne i den mafia, han hele sit liv gjort blodig tjeneste i. Han tror, at han skal adles, men får straks en kugle for panden. Han var blevet for besværlig. Præcist som det forholder sig med den førtidspensionerede desperado fra Damaskus.
Morten og Moskva
Hvis Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt skulle gå i flyverskjul, kan han som Assad fint regne med at få gæsteværelse med festlig udsigt til strækmarch og sprænghoveder på Den Røde Plads. Morten mener, at vi må forhandle med Putin. Det kan kun gå for langsomt. Han får endog ros fra den russiske ambassadør i Danmark. Sikke et skulderklap. Nakkehår blafrer fra Quislings åndedræt.
Rationalet er, må vi forstå, at Ukraine må acceptere tab af menneskeliv og territorium for at sikre sig fred med Rusland. Men lad os lige huske, at det ikke kun er det yderste højre, der holder skåltaler til Kreml. I april 2022, altså to måneder efter Ruslands invasion i Ukraine, udtalte Enhedslistens Søren Søndergaard, at Rusland ikke er til fare for Europa. Ja, ok. Analysen var ikke helt i skabet. Hvis jeg en dag vædder på heste, holder jeg igen med Søren Søndergaard som ekspertpanel.
Pelle alene i verden
Men nu har Pelle Dragsted og Enhedslisten sikret sig mandat til at kunne fyre de fraktioner, der udtrykker støtte til diktaturerne. Jeg ser for mig, at hvis det bliver effektueret konsekvent, så er gruppemødet fra næste mandag kogt ind til tre deltagere.
I modsætning til Obama-administrationen havde Donald Trump ingen forkølet tilgang til Mellemøsten. Han bombede ufortrødent Assads giftdepoter, og Israel har siden oktober sidste år overlegent knust modstand på alle flanker. Det satte bestemt den bølge i gang, der skyllede Assad i Sortehavet.
Hamas har reelt ikke noget lederskab længere, Hizbollah er ramt på centralnerven, og Iran står handlingslammet tilbage. Det må trække Enhedslistens dødskult med sig. Selv de mest indædte PFLP-støtter er sendt til kaffepause.
Islam B
Isam B nægter selvfølgelig at give op. Han er bastionen, der aldrig går hjem. Overalt i dansk presse insisterer han på, at muslimer ikke har plads i medierne. Han er som de der insisterende alarmer på parkerede biler, der bare går i gang, uden at nogen aner hvorfor, og som ingen kan finde ud af at slukke igen.
På trods af Netanyahus barske linje med konsekvente angreb på fjenden og ulovlige bosættelser på Vestbredden, må det med Assads fald efterhånden stå klart, at det eneste reelle demokrati på de hårdt plagede sandbanker fra Teheran til Beirut, er og bliver Israel.
Syrien må gerne følge trop.
