Vi snakker digital suverænitet, mens vi køber amerikansk cloud og kinesiske batterier. Problemet er ikke penge. Problemet er regulering, kultur og politik. Skal vi nogensinde klare os selv, må vi vende rækkefølgen: kapacitet og skala først – regler bagefter.
Jeg ser Tesla FSD Supervised køre i San Francisco og Austin autonomt, med fører som backup, uden hænder på rattet i timer ad gangen. I Europa nedsætter vi udvalg, skriver rapporter og diskuterer etik, mens Waymo i USA allerede har kørt over 100 millioner km fuldt førerløst og har ca. 6–7 gange færre personskadeulykker end menneskelige chauffører i samme byer.
Tesla rapporterer selv op til 10 gange færre ulykker pr. million miles med FSD Supervised end det amerikanske gennemsnit. Dataene er der. Vi vælger blot at ignorere dem, alt mens vi opsætter nogle flere fotofælder under påskud af “trafiksikkerhed”.
Verden overhaler os, mens vi bremser os selv
I Phoenix, San Francisco og Los Angeles kører Waymos SAE Level 4-biler i kommerciel drift uden nogen fører om bord. Tesla skalerer i rasende fart robot taxa service i Austin og flere andre amerikanske byer. De får erfaring med lynets hast. I Europa er det stadig stort set forbudt på offentlige veje. Europa har derfor kun en brøkdel af de autonome test kilometer, der køres i USA og Kina tilsammen.
Vi bilder os ind, at vi beskytter borgerne. I virkeligheden beskytter vi status quo og gamle forretningsmodeller.
EU’s AI Act træder fuldt i kraft 2026–2027 – altså før vi har reel erfaring med de højrisiko-systemer, den skal regulere. Det er samme opskrift som GDPR: vi laver verdens strengeste regler til noget, vi ikke selv ejer eller driver. Over 90% af al vestlig data lagres stadig i amerikanske datacentre.
Man må spørge sig selv:
Hvorfor er det lettere at starte en robotaxi-virksomhed i Phoenix end i Paris?
Hvorfor halter VW og Stellantis 5–7 år efter Tesla og BYD på software og battericeller, mens de samtidig lobbyer for at udskyde EU’s level 4-deadlines?
Hvorfor er Europa stadig så afhængig af amerikanske hyperscalers?
Svaret er simpelt: vi regulerer før vi innoverer. Vi forbyder, FØR vi forstår.
I Europa stopper vi fremskridtet af frygt for fejl
Vi har gjort det før. Med internettet. Med GDPR-cookies. Med AI.
Når vi bliver for bange for fejl, stopper vi fremskridt. Stagnation bliver til fattigdom. Fattigdom bliver til vrede. Vrede bliver til had. Og had har historisk altid fundet en stærk leder, der peger på en syndebuk.
Men her er det vanvittige: Europa har tidligere vist, at vi kan det modsatte – når vi virkelig er bange.
Under Anden Verdenskrig fjernede vi alt bureaukrati på få uger. Radar, jetmotorer, raketter, kryptografi, penicillin i masseproduktion – alt blev udviklet i rekordfart, fordi vi ikke havde tid til udvalg og konsekvensanalyser. Da eksistensen stod på spil, kunne vi pludselig innovere uden at spørge om lov først.
Vi har ikke råd til at vente
Vi har evnen. Vi har talentet, men vi mangler erkendelsen af nødvendighed, som kan tvinge os til at slippe bremsen. Vi har ikke råd til at vente på erkendelsen, eller på at en større frygt bringer os ud af frygten for at fejle.
Hvis vi fortsætter med at regulere fremtiden i stedet for at bygge den, ender Europa som et museum for idéer, vi engang havde. Ikke fordi vi manglede hjerner – men fordi vi manglede mod.
Slip innovationen fri. Nu. Ellers bliver vi det rige kontinent, der langsomt gled ned i u-lands kategorien – uden at nogen affyrede et eneste skud.
Syv ideer til, hvad der bør gøres anderledes
Skalér før regulér. Giv risikovillig kapital og etabler megaprojekter for compute, cloud, datacentre og global data services. Lav “one-stop tilladelse” zoner med hurtige godkendelser for digital infrastruktur.
National/regional champions. Europa bør identificere og støtte få globale platforme – ikke 100 lokale projekter. Søg virksomheder med global ambition, ikke bare national forankring.
Fleksibelt arbejdsmarked & globalt talent. Reformér regler for udenlandsk høj kompetent arbejdskraft. Reducér barrierer for startups, skatteincitamenter for talent, mobilitet på tværs af lande.
Fragmentering vs. fælles marked. EU skal bevæge sig fra 27 regulerings- og markeds paradigmer til ét digitalt marked med fælles adgang og skala. (Systemer som Gaia‑X er et skridt, men efter 6 år i bedste EU stil… stadig kun symbolsk.)
Sæt tempo og konkurrence på dagsordenen. Regulering er nødvendig – men bør indføres efter skala er nået, ikke før. Ellers kvæler vi innovationen.
Forsyningskæde og råstof-forarbejdning. Europa bør ikke kun fokusere på at importere sjældne jordarter, men på at integrere forarbejdning, komponent produktion og digital hardware i værdikæden. Ellers bliver vi hele tiden ‘kunde’ ikke ‘producent’. Grønland er en del af løsningen!
Exit- og kapital markedsreformer. Gør det meget lettere for europæiske teknologivirksomheder at liste, vokse og rejse kapital i Europa – så talent og virksomheder ikke rykker til USA.
Europa har intelligens, universiteter og talent – men ikke den strategiske kombination af risikovillig kapital, hurtig skala, fleksibel arbejds- og talent mobilitet samt en markeds- og reguleringsstruktur, der matcher det digitale platformsspil.
At satse på nationalisering, mange små initiativer og styring før skala er at placere sig selv uden for døren. Hvis vi vil “klare os selv” teknologisk, handler det ikke først om “suverænitet” som retorik, men om struktur:
Hvem ejer infrastrukturen?
Hvem rejser kapitalen?
Og hvor hurtigt kan vi gå fra idé til global markedsdominans?
