Hvis NATO havde været drevet som en moderne og skarp virksomhed, ville hele alliancen være blevet nedlagt og genskabt i ny version efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991.
NATO er imidlertid styret som alle offentlige institutioner og er stort set forblevet uforandret i form og opbygning.
NATO’s dannelse i 1949 havde to formål: at afskrække Sovjetunionen fra at angribe de vestlige demokratier og at besejre Den Røde Hær, hvis krigen kom alligevel.
Sovjetimperiets sammenbrud betød, at unionens 15 republikker blev spredt for alle vinde med Rusland som den tilbageværende kerne fra den gamle statsstruktur. Sovjetunionen havde en befolkning på knap 300 millioner. Rusland kan i dag med 144 millioner indbyggere kun mønstre under halvdelen.
De tidligere sovjetrepublikker er blevet selvstændige stater så som Ukraine, Georgien og Armenien. De tidligere vasalstater i Østeuropa forlod Warszawapagten og blev demokratiske retsstater efter vestligt forbillede.
Ruslands økonomi er på størrelse med Italiens og er stærkt afhængig af produktionen af kul, gas og olie. Ruslands militære styrker er kun en svag afglans af sovjetstatens formidable opbud af våben og mandskab, selv om det nye Rusland stadig rummer verdens største arsenal af atomvåben.
De nye djævle
Tilmed har de vestlige demokratier fået nye djævle at bekæmpe. Hvor Sovjetunionen tidligere udgjorde den eneste reelle trussel mod den frie verden, ser vi nu en ’ondskabens akse’ bestående af Rusland, Iran, Kina og Nordkorea, der både sammen og hver for sig udgør en eksistentiel trussel mod Vestens demokratiske retsstater.
Rusland er i ekspansion og i erobringskrig med Ukraine, men har også de baltiske stater i sigtekornet. Iran er ideologisk forpligtet til at udslette Israel og indlemme Libanon, Syrien, Irak og Yemen i et shia-muslimske imperium med dødsfjenderne i Saudi-Arabien og Golfstaterne som næste angrebsmål.
Kina er fast besluttet på at indlemme Taiwan i det kommunistiske rige og bygger kunstige øer med militærbaser i det Sydkinesiske Hav, som er på vej til at blive kinesisk territorialfarvand. Det atombevæbnede Nordkorea er den løse kanon på dækket, som Kina kun med besvær forhindrer i at invadere Sydkorea.
NATO slumrede ind
Efter Sovjetstatens opløsning gik NATO i dvale og levede i de følgende årtier højt på den såkaldte fredsdividende, der proklamerede, at verdensfreden nu var kommet for at blive. I stedet forberedte NATO sig på de nye tider, hvor alliancen udelukkende skulle bruges i begrænsede regionale operationer, som det skete på Balkan, i Kosovo og Afghanistan.
Ruslands aggressive og krigeriske præsident Putin og hans indlemmelse af Krim og Donbas-regionen i 2014 vækkede dog ikke det slumrende NATO, der passivt havde accepteret alliancens indre forfald i kampkraft anført af Tyskland og Danmark.
Ganske vist havde NATO optaget de gamle Warszawapagt-lande som nye medlemmer, men ellers var alt som før i en proces mod langsom forstening.
Vækkeuret ringede først i 2022
Vækkeuret ringede først i NATO, da Rusland i 2022 indledte en fuldskala -krig mod Ukraine. Alliancen udviklede en ny doktrin med titlen ’Back to the Future’.
For generalerne betyder det en returrejse til Sovjettiden med højt militært beredskab langs grænserne til Rusland og kontante krav til medlemslandene om at opbygge deres militære styrker til både at forsvare den nationale suverænitet og deltage i det fælles forsvar mod den russiske aggression.
Norge og de nye NATO-medlemmer Sverige og Finland er i fuld gang med oprustningen. Tyskland, der producerer nogle af verdens bedste kampvogne og missilsystemer vil helst ikke bruge dem selv og hænger som altid i bremsen.
Danmark lader som om vi opruster gennem kreativ bogføring og rammebevillinger, der aldrig bliver udbetalt. Polen og de øvrige øst-medlemmer ved derimod, at de står i første række og øger deres militære slagkraft lige som Storbritannien.
Selv om NATO nu endelig er på vej ud af sin dvaletilstand, rokker det ikke ved den kendsgerning, at NATO i dag er en afsvækket, regional forsvarsalliance i en verden, hvor de militære udfordringer er globale.
Behov for en global forsvarsalliance
Selv et revitaliseret NATO kan ikke yde effektiv bistand mod de iranske aggressioner eller den kinesiske ekspansion eller Nordkoreas amokløb. Der er derfor behov for en global forsvarsalliance, der effektivt og sammenhængende kan forsvare demokratiske retsstater mod aggressionerne fra ’ondskabens akse’.
Der eksisterer ganske vist flere fjernøstlige forsvarsaftaler, men der er stærkt brug for en sammenhængende global forsvarsalliance, der i effektivitet svarer til, hvad NATO kunne under den kolde krig, og som kan hamle op med det stadigt tættere militære samarbejde mellem Iran, Rusland og Kina.
En sådan alliance kunne man kalde Democratic Defence Alliance (DDA), som burde omfatte NATO minus Tyrkiet, der ikke mere er et demokrati, men et kalifat.
Endvidere skal Australien, New Zealand, Japan, Sydkorea og naturligvis USA være med. Hvis denne globale alliance kunne blive lige så effektiv og afskrækkende som NATO over for Sovjetunionen, har vi smedet det bedste våben mod en truende verdenskrig.
” SI VIS PACEM PARA BELLUM”, sagde de gamle romere (Hvis du ønsker fred, forbered dig på krig). I sin store tale foran en jublende menneskemængde i Warszawa i 2017 erklærede den daværende præsident Trump: ” Amerikanerne ved, at en stærk alliance af frie, suveræne og uafhængige nationer udgør det bedste forsvar for vores frihed og interesser”. I de kommende fire år vil vi erfare, at det præsident Trump sagde i 2017, mener han også i 2025.
Men han mener det globalt ikke kun regionalt. Hvis vi ønsker fred, må vi forberede os på krig. Og ikke bare som i Danmark, nøjes med at tale om det.
