Vil man have et pejlemærke af, hvilken kurs Mette Frederiksen og Socialdemokratiet lægger sig efter nu, hvor det tværgående regeringseksperiment er på sammenbruddets rand, fik man det i høj grad på Folkemødet på Bornholm.
I Frederiksens partiledertale – der i år havde form af et tilsyneladende på slap line-interview – hørte vi selvfølgelig om de sædvanlige sosser-emner som beskæftigelse og lønløft til offentligt ansatte.
Men vi hørte også Frederiksen tale om et nyt emne. Det skete på foranledning af et – indstuderet? – spørgsmål fra publikum, nærmere bestemt fra en pige ved navn Amanda. Amanda ville vide, hvordan Mette Frederiksen egentlig stillede sig til den kvindelige forgænger i embedet Helle Thorning-Schmidts nylige engagement i feminismen. Nærmere bestemt i den intersektionelle wokefeminisme, der som bekendt mere har karakter af kønskrig end af kønskamp.
Idet Mette Frederiksen tydeligvis prøver at bruge sit nye ”sårbare jeg”, som en terapeut har hjulpet hende med at finde frem efter det famøse skub af en tilfældig fuld polak på Kultorvet i København i forrige uge, lod hun os forstå, at hun nu er blevet langt mere bevidst om, hvad det vil sige ikke kun at være statsminister, men ovenikøbet en kvindelig sådan. Hun kunne afsløre, at der givetvis bliver gået hårdere til statsministre af hunkøn end til statsministre af hankøn – hvor hun så end har denne klart misvisende opfattelse fra.
