Det engelske flag er blevet et problem. Læs igen – det er ikke en spøg. Ikke en britisk, lunefuld satire, men et reelt fænomen, som har bragt mange englændere ud på gaden i protest.
Det velkendte røde kors på hvid baggrund, engang en selvfølgelighed i sportsarenaer, på skoler og ved nationale højtider, betragtes nu i stigende grad som højreekstremt og racistisk.
For nylig blev paradokset tydeligt i Birmingham, hvor byrådet, styret af Labour, fjernede både Union Jack og Skt. George-flag fra byens gader. Argumentet var, at de udgjorde en potentiel risiko for social uro, selv når de var ophængt 7,5 meter over jorden.
Kritikere kalder beslutningen en “komplet foragt for det britiske folk” og "selvpineri", ikke mindst fordi palæstinensiske flag har fået lov at vaje siden oktober 2023. Tidligere politikvinde Hayley Owens advarer om, at folk er trætte af at skulle undskylde for at være britiske, og historiker Dr. Ingram understreger, at flagene tidligere genoplivede kollektiv stolthed og sammenhold.
Reaktionerne er mildest talt blandede. Englændere, som i generationer har haft en stille kærlighed til deres flag, står nu med flagstængerne i hånden og spørger: Hvad gør vi til fødselsdage, fodboldkampe og nationale højtideligheder? Hvordan markerer man sig som borger i sit eget land uden at blive set som højreekstrem?
Samtidig melder immigrantgrupper sig. “Vi føler os utrygge,” siger en anonym talsmand. “Hvem ved, hvad et kors egentlig betyder i dag?” Et kors kan være heltemodigt, religiøst, nationalistisk, nostalgisk – eller bare en dragt, som Skt. George engang bar. At forbinde symbolik med tryghed er ikke åbenlyst, men i en postmoderne tid er det netop, hvad noge gør.
Følelsernes tyranni
Englands diskussion spejler en dansk parallel, som man næsten ikke tør tænke: Forestil jer, at Dannebrog blev erklæret problematisk. Ingen flag i kagen, ingen faner ved fester, ingen signalering af national stolthed. Vi ville stå tilbage med konfetti, glimmer og små papkranse – men uden et visuelt anker, noget fælles, noget, som signalerede festlighed og identitet på én gang.
Englænderne er nu fanget i den logik. En nation med århundreder af global indflydelse, industriel kreativitet, åndelig styrke og borgerlig disciplin kan pludselig ikke flage som sig selv.
Når et symbol kan fremkalde utryghed, må nationen forhandle med sin egen historie. Et flag, der engang var tegn på stolthed og samhørighed, bliver en kilde til angst og kontrovers. Historien – sejre, nederlag og kulturelle milepæle – reduceres til en debat om “tryghed” og “inklusion”.
Absurditet og social akrobatik
Absurditeten bliver tydelig i alle detaljer. Sportsarenaer bliver semiotiske felter, skoler lærer børn, at flag kan være farlige, og fødselsdage må formentlig fejres med balloner alene.
Det nationale fællesskab er ikke længere noget, man tager for givet; det er et cirkus af semiotisk korrekthed. Englænderne jonglerer med glas – forsigtigt, med risiko for, at det hele går i stykker. Skt. George, helgenen fra middelalderen, står midt i situationen som et nervøst symbol.
Et kors, der engang blot var et historisk emblem, skal nu balancere mellem inklusion og tradition, nostalgi og moderne følsomhed. Det kan ikke “blive inkluderende” ved dekret, og det kan ikke samtidig være historisk og postmoderne, nostalgisk og progressivt. Alligevel må englænderne forsøge at jonglere.
Ironien bliver endnu mere tydelig, når man ser på danske forhold. Vi kan stadig fejre med Dannebrog uden komplikationer. Vi kan vifte med flag til fødselsdage og nationale højtideligheder uden at konsultere regneark af af følelser.
Men symboler kan ikke forbydes uden samtidig at forbyde historien, traditionen og fællesskabet. Englænderne står med et kulturelt handicap og en ny, skrøbelig arena for social akrobatik.
Et spejl for os alle
Det engelske flag bliver et spejl. Det spejler ikke kun England, men os alle. National stolthed, traditioner og symbolske gestusser kan pludselig blive farlige, komplicerede og næsten ulovlige.
Englænderne er kastet ind i et teaterstykke, hvor deres egen historie og identitet er på spil.
Vi andre kan trække på smilebåndet, men samtidig minde os selv om, hvor heldige vi er. Vi kan stadig sætte Dannebrog i kagen – uden at nogen ringer til kommunen, uden at nogen føler sig utrygge, uden at historien bliver til et minefelt af semiotisk korrekthed.
