Jeg sværger til den skamløse humor. Den eneste humor, der gør en forskel, er den kætterske. Humor har ikke et skåneprogram. Den er ikke angrende. Den river i tapetet. Den sande humor brænder fra bjergene. Det er den humor, der bryder i jordskorpen. Som et meteor splitter den himmellegemerne. Den er kunst. Den er filosofi. Når den er bedst, er den kulturchok og sætter erkendelser i bevægelse.

Her er ingen fredhellige. Ingen går ram forbi. Ingen er hævet over horisonterne. Alle er i søgelys. Ingen går under radaren. Alle står for skud. Humor har ikke partikelfilter. Den bærer ikke mundbind. Sand humor skælver ikke i stemmen. Jeg er da rivravruskende revnende ligeglad med, om Grønland er i valgkamp, eller om der er jægere eller samlere på øen, der føler sig ramt på deres etnicitet eller oprindelige ritual, hvis de hører en vittighed.

Slap dog af! Fald ned. Træk vejret. Vittigheden er den del af den ytringsfrihed, I selv lever i.

Hurtigere nedsmeltning end islandsisens
I et apoplektisk anfald af moralsk kvababbelse førte Politikens Henrik Palle hårdt sin økse på DRs satireprogram ”Tæt på Sandheden”. Redaktionen er blevet politianmeldt for en sketch, der ifølge flere forurettede, overtræder en racismeparagraf. Henrik Palle er heller ikke glad for det berygtede indslag.

Jeg ser desværre en slet skjult forargelse på øens vegne hos anmelderen, og den kollektive bestyrtelse på nettet er i hurtigere nedsmeltning end indlandsisen omkring Grønland.

Politiker Aaja Chemnitz er ved at besvime af raseri over, at en skuespiller i udsendelsen tegner inuittatoveringer på sig selv. Det sammenligner Aaja med blackfacing. Skulle vi tillade os at sige ”eskimo”, må vi være født på en dødsplanet. Hun er fra IA, der er det mest frådende parti på Grønland i kampen for ikke være en del af Danmark.

Jeg er målløs. Det er oprørende humorforladt, og myriaden af grådkvalte støtteerklæringer til hende på sociale medier er utålelig. Det er som om, at vi ikke må gøre grin med Grønland. Vi er en fascistoid kolonimagt. Vi har ingen ret til satire på de stakkels, udsatte og groft udnyttede grønlændere.

Det er ufatteligt nonsens, der som forgiftet jord fra Nordic Waste ætser i baghaver og grundvand.

Grønland er den nye koran
Og så er det altså ikke irrelevant i denne sag at nævne, at på Grønland har der været ikke så eksempler på brutal tilgang til danskere. Kristian Duch skrev i 2020 en fremragende kronik i Information om at være dansk på Grønland. ”Til tider tog danskerhadet så hårdt fat, at jeg i undervisningstimer lagde ører til lærervikarens formanende belæringer om, at danskere var det største onde på denne jord”, husker han.

Det synes jeg ikke, at IA og Aaja Chemnitz har mange indvendinger imod. Men jokes om Grønland, det er åbenbart for galt. Det kan jeg som komiker og verdensborger selvfølgelig ikke acceptere.

Satire vil og skal altid være et privilegium i det demokrati, helte før mig med livet som indsats skabte en grundlov på. Det kan ikke passe, at vi ikke må udfordre Grønland. Grønland er den nye Koran, og det er der ingen, der er tjent med.

Vi bebor et rædselshus
Umberto Eco udgav i 1980 sin berømte roman Rosens navn. Den udspiller sig på kloster i middelalderen. Det viser sig at være rædslernes hus. Hvis munke forsvarer Aristoteles og hans hyldest til latter, så flyder der blod fra sakristierne. Det er her, vi bor i dag.    

Den forgangne uge har været den sorteste for humorens betingelser i dette land, siden statsminister Vilhelm Buhl forbød sabotage mod den tyske besættelse i 1942.

Vestre Landsret idømte i mandags en 29-årig mand, Azad Habib, fra Aarhus betinget fængsel i syv dage for at have udbredt, hvad dommeren kalder ”racistiske vittigheder”. Retsmøder definerer, hvad der er morsomt. Vi er sat under administration. Den næste mikrofon, jeg taler i, er hammeren fra en dommerpult i Viborg. Men det er aldrig på min vagt, at jeg udmåler showet efter et passersæt fra en statsanklager.

Det frie Danmark gisper efter luft
Det er smålighedens direktiv. Middelmådighedens apoteose er den gældende, og den strammer i vejrtrækningen. Det frie Danmark gisper efter luft. Med afgørelsen imod Asad Habib har humor fået en sygejournal og er lige nu erklæret klinisk hjernedød. Jeg ser for mig, at læger snart transporterer satire til Statens Serum Institut for at blive bakteriefri.       

Vi er i gang med en inkvisition på linje med menneskejagten hos Umberto Eco.  

Så mit opråb må være dette: Lad bespottelserne være buldrende og insisterende. Lad de forbudte blade folde sig ud. Komik er usynlige blomster. Rosens navn er latter.