Jesus døde slet ikke på korset. Det så bare sådan ud. Sådan beretter Koranen (Sura 4,157). Vores egen Georg Brandes, kulturradikalismens nestor, går endnu længere i sin bog Sagnet om Jesus (1925) og hævder her, at Jesus aldrig har eksisteret, men er en fiktiv person på linje med Wilhelm Tell og Robin Hood. Den kristne påskes indhold er altså tomt som et billigt chokoladeæg. Det er muslimer og ateister pudsigt nok enige om; ifølge dem kan vi derfor roligt bruge feriedagene på at gå i haven i stedet for i kirken.

For mange er det særligt tillokkende, fordi påskens kristne indhold er langt mere dystert end julens, der rummer en umiddelbart poetisk historie om en barnefødsel.

Påsken er langt fra poetisk
Langfredag er ikke poetisk, her får vi smækket døden op i hovedet, så den ikke er til at komme udenom. Men til gengæld handler den om vores egen virkelighed, som kun bliver mere og mere genkendelig i takt med, at vi oplever mennesker, vi kender og holder af, dø og vende tilbage til den jord, de er taget af.

Påsken er en højtid, der byder på et drama, der overgår julens, som Karen Blixen bemærker et sted:

"Man læser den kristne kirkes anden trosartikel med forfærdelse: Ophængt på korset, nedtaget og begravet, nedfaret til Helvede, på den tredje dag igen opstanden, siddende ved Guds, den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde." Ja, hun tilføjer: ”Hvor det dog går op og ned.... Hvad kommer der ud af det? Den anden artikel i den halve verdens trosbekendelse."

Midt i en shitstorm
Ja, der er voldsomme op- og nedture i påskens historie. Tag f.eks. disciplene, Jesu tro følgesvende. Da nedturen rammer dem, og deres mester, deres rabbi, bliver arresteret, er de ifølge evangelierne over alle bjerge. Særligt tankevækkende er den figur, Peter gør.

Peter er lederen, den discipel hvorom Jesus er citeret for at sige: "Du er den klippe, hvorpå jeg vil bygge min kirke." Alligevel hører vi, at Peter, så snart Jesus er blevet arresteret, gør hvad alt han kan for at lægge afstand til ham. Hele tre gange fornægter han ham i ypperstepræsternes gård. Den tredje gang gør han det så intenst, at det foregår under banden og sværgen.

Det er ikke svært at leve sig ind i Peters situation. Hans mester og helt er løbet ind i en massiv shitstorm. Ingen pæne mennesker vil associeres med ham. Peter gør jo egentligt blot, hvad enhver dygtig spindoktor vil opfordre en politiker til at gøre: Læg med det samme markant afstand til denne person! Peter angiver vel at mærke ikke Jesus og hjælper heller ikke med til at få ham dømt, sådan som Judas gør. Han forsøger blot at sno sig og stikke en lille løgn, så han selv kan slippe igennem den orkan, som bølger omkring Jesus og hans tilhængere.

Forskel på sandhed og løgn
Jeg tror, de fleste af os kan genkende os selv i Peters opførsel. Det kunne være enhver af os. Og så skal der ikke mere end et et enkelt blik til fra Jesus, før Peter indser sin skam og går, som der står hos Markus og Lukas, "udenfor og græd bitterligt".

Der er forskel på sandhed og løgn. Og vi er forpligtet til at leve i sandhed. Det er det, vi lærer af historien om Peters fornægtelse.

Det fascinerende ved Peters svigt er, at det er gengivet i alle de tre såkaldte, synoptiske evangelier. Både evangelisterne Markus, Matthæus og Lukas beretter om den - variationerne i beretningen er minimale.

Hvem der først har videregivet denne beretning om Peters skamfulde opførsel, finder vi aldrig ud af. Men Peter var trods alt lederen af den allerførste menighed i Jerusalem og kunne nok have gjort noget for at få kastet et glemslens slør over denne episode af Jesu sidste døgn, hvis han virkelig ønskede at skjule sin opførsel. Det kan han jo ikke have gjort. Han må altså have accepteret, at han skulle blive kendt som den, der svigtede, da det gjaldt.

Næppe fordi han var stolt af den, men fordi, ja hvorfor egentligt? Måske fordi påskens budskab netop er, at der også er håb for den, der svigter og opfører sig skamfuldt.

Du er beskidt
I Johannesevangeliet fortælles det, hvordan Jesus under sit sidste måltid foretager en handling, der i første omgang virker utrolig ydmyg.

Han lægger sig på knæ for disciplene og vasker deres snavsede fødder. Da han kommer til Peter, protesterer Peter. Det burde da være omvendt, det burde være disciplene, der ydmygede sig for deres mester. Og så følger Jesu svar, som viser, hvad det egentlig er, han foretager sig:

"Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig!" (Johannesevangeliet 13)

Med andre ord er fodvasken ikke en høflig og ydmyg gestus. Det er tværtimod en anden måde at sige på: "Du er beskidt. Du vil svigte og stå i gæld til Gud og mennesker."

I virkeligheden fornærmer Jesus Peter på en subtil måde, Peter er moralsk uren, han har brug for at blive renset. Det gælder jo virkelig for Peter, det ved vi jo takket være Ny Testamente selv, men udsagnet er samtidig møntet på enhver af os.

Det er smukt, når et nyfødt barn bæres til dåben i snehvide gevandter, men det, der jo i virkeligheden udtrykkes i dåben, er, at selv et lille barn har brug for at blive renset på samme måde, som Peter havde.

I den forstand hævder Ny Testamente, at enhver af os er som Peter, fordi enhver af os, der lytter længe nok til vores samvittighed véd, at vi ikke er pletfri. Det handler ikke så meget om rene tæer som om rene hjerter.

Det indre tæller mest
I alt hvad vi hører Jesus tale om i Ny Testamente, viser han en markant ligegyldighed med det ydre og en markant optagethed af det indre. Særligt tankevækkende er det sted, hvor han udtaler, at det, der gør et menneske urent, ikke er det, der kommer ind i et menneske udefra, men det, der kommer indefra menneskets eget hjerte (Markus 7, 14-23).

Det betyder, at man ikke bliver et bedre mennesker af at undgå at spise svinekød, som Moseloven ellers lærte. Maden, hvad enten den er kosher, halal eller vegansk, er noget rent ydre og ligegyldigt. Disse ord har fået gigantisk betydning for vores verdensdels syn på, hvad der er rent og urent. Men det er jo ikke bare kulturhistorie.

Påstanden er, at snavset ikke kommer fra vejens støv og heller ikke kan tørres af på de andre; det kommer primært fra os selv og klæber til vores eget hjerte: misundelsen, hovmodet, selvoptagetheden, svigtet, vreden, bitterheden. Det, som ingen nødvendigvis kan se, er det vi trænger allermest til at blive renset for. Og det overstiger vores egne evner at gøre det selv.

Jesus tager snavset
Det er påskens budskab og budskabet er, at der er kommer én for at tage vores skidt og snavs på sig, så vi bliver regnet for rene. Som den store engelske forfatter C.S. Lewis siger i bogen Fælles kristendom:

"Vi tror, at Kristi død er netop det øjeblik i historien, hvor noget fuldstændigt utroligt skinner ind i vores verden udefra."

I påsken møder vi altså ikke historien om en masochistisk profet, der svælger i selvplageri og gør en dyd ud af at optræde mere krybende og ydmygt end alle andre. Når Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel er den symbolske betydning faktisk det modsatte af ydmyghed. Det er en måde at sige på, at han er den Messias, som Israel ventede på, som netop ifølge skrifterne skulle gøre sin entré på denne særlige måde. Et kodesprog datidens lærde hurtigt aflæste.

Jesus var selvbevidst
Med andre ord opfører han sig utroligt selvbevidst, ligesom når han hævder, at han ene af alle kan tilgive syndere – det som ellers kun er forbeholdt Gud. Igen siger C.S. Lewis tingene præcist:

"Et menneske, der sagde det, Jesus sagde, ville enten være en galning – på linje med et menneske, der hævder, at han er spejlæg – eller også ville han være Djævelen selv opstået fra Helvede. Man må simpelthen vælge. Enten var og er dette menneske Guds Søn, eller også er han sindssyg eller det, der er værre. Du kan regne ham for en idiot, du kan spytte på ham og dræbe ham som en dæmon, eller du kan kaste dig ned på for ham og kalde ham Herre og Gud. Det eneste du ikke kan gøre er at komme med noget salvelsesfuldt sludder om, at han var et stort menneske og en stor lærer. Den mulighed har han ikke givet os."

Islam og Brandes i samme båd
Islam lærer, at Jesus er en Allahs profet, der ikke lod sig nedværdige til at dø på et kors. Historisk er det helt i skoven, både romerske og jødiske kilder, skrevet mange hundrede år tidligere end Koranen, noterer, at Jesus blev henrettet. Den velrenommerede romerske historiker, Tacitus taler ca. 114 om "Kristus, som under Tiberius’ regering blev henrettet ved statholderen Pontius Pilatus."

Tacitus havde meget lave tanker om denne slavereligion, som han betegnede som en ”fordærvelig overtro”, men han konstaterede, at hovedpersonen i religionen var et virkeligt menneske af kød og blod. Den gode Georg Brandes var altså en dårlig historiker, når han hævdede, at Jesus var en fiktiv figur. Det er der almindelig enighed om i dag.

Gud eller galning?
Spørgsmålet som enhver må søge at besvare er derfor: Var det Gud selv i menneskeskikkelse eller en galning, der under kejser Tiberius regeringstid gik rundt i Judæa og til sidst blev henrettet af Pontius Pilatus?

Det valg står vi overfor, hvis vi lægger ører til påskens budskab. Budskabet findes i mange former, musikalsk kan man vælge mellem Bach passion, Grundtvigs salmer og Dolly Partons påskehymne.

Fordyber man sig i det, ender påsken som den mest vitaminrige og løfterige tid på året.