Bevæger man sig rundt i de butikker, hvor man finde noget kønt at pynte op med til jul, er der bestemte genstande, der i disse år glimrer ved deres fravær. Nisser findes selvfølgelig overalt og i alle afskygninger. Stjerner, lyskæder, engle og en enkelt Madonna samt en overvægtig Buddha går man heller aldrig forgæves efter. Men selve genstanden for julens oprindelige fejring, Jesusbarnet i dets krybbe, er pist forsvundet.
Det er naturligvis udtryk for den generelle nedtoning af det kristne aspekt af julen. Men bemærk: Stjerner og engle, der også er knyttet til den kristne jul, får stadig lov at være med. Det er det kødelige gudsbarn, der blevet fjernet.
Det virker ikke tilfældigt
I vores woke-tid opfattes det kødelige og afgrænsede som krænkende og i vejen, mens kødløse, luftige principper om lys, varme og grænseløs kærlighed har vind i sejlene. En kødløs jul er populær i alle nuancer af ordet. Den kan redde klimaet og den gode stemning, når den woke-del af familien sidder med omkring bordet. Og i folkekirken er den kødløse kristendom også godt i gang med at brede sig.
Tænk bare på Copenhagen Pride, der som højtid vel efterhånden konkurrerer med julen. Pridens trosbekendelse er, at kønnet er noget, vi selv konstruerer, dikteret af vores aktuelle følelser og fornemmelser. Kærlighed, generelt og i al almindelighed er godt, mens tanken om at vi bundet til vores skabte identitet ikke bare er en forældet tankegang, men farlig og utålelig og derfor bør fjernes fra de krænkelsesparates sarte ører.
Det står i diametral modsætning til Folkekirkens vielsesritual, der citerer skabelsesberetningen: ”I Guds billede skabte han det. Som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem”. Værsgo! Her er en binær kønsopfattelse lige til at forstå: Vi konstruerer ikke os selv og vores eget køn, det er skænket os af Skaberen selv, og den identitet må vi tage imod som en gave og efter bedste evne lære at leve med.
Alligevel står københavnske kirker på hovedet for at være med til at fejre årets Pride og tilslører på den måde modsætningen mellem den kristne og den woke tro.
Woke og gnosticismen ligner hinanden
Der er intet nyt under solen. Woke-ideologien minder påfaldende meget om et ældgammelt fænomen, gnosticismen. Denne troslære eller ideologi var udbredt i Romerriget i de første århundreder efter Jesu fødsel og udgjorde den største konkurrent til den ældste kirke.
Gnostikerne lærte, at den fysiske skabelse af mennesket blev foretaget af en ond skabergud, der er en anden end den gode frelsergud. Frelsen består så i at blive befriet fra at være afgrænsede, materielle skabninger, fanget i en fysisk, materiel krop. Kun gennem en dyb erkendelse eller bevidstgørelse, gnosis befries sjælen fra den afgrænsede krop, som den enkelte er indespærret i. Lyder det genkendeligt?
Den gnostiske tanke i alle dens afskygninger inficerede den unge kirke med den konsekvens, at man begyndte at afvise, at Jesus, Guds logos, var sandt menneske. Han var et guddommeligt væsen og alene en del af den åndelige verden, ikke den materielle – at hævde at han virkelig var et kødeligt væsen ville trække den guddommelige logos ned på et lavt plan.
Men logos blev kød. Det er det, evangelisten Johannes proklamerer i sin berømte prolog. Og for at understrege det fik man præciseret, hvem Jesus var i kirkens bekendelser, ligesom man nu begyndte at lægge vægt på fejringen af Jesu fødsel som sandt menneske.
Julen er kødeliggørelsens højtid
Så det er her i 300-tallet, at julefejringen for alvor begyndte at fylde. Fejringen af, at ”Gud for os mennesker og vores frelse steg ned fra himlene og blev kød”, som det hedder i den nikænske trosbekendelse fra samme århundrede.
Julen er inkarnationsfesten over dem alle. Kødeliggørelsens højtid. Og nej, det er ikke korrekt, at julen er en oprindelig hedensk fest, som kirken stjal og gav en gang kristen fernis. Som påvist af bl.a. historikeren Tom Holland er det en myte, opfundet i 1600-tallet af forskruede puritanere.
Det er heller ikke, som ofte påstået, hverken den romerske saturnaliefest eller den nordiske solhvervsfest, der har betinget tidspunktet for vores julefest. Datoen d. 25. december udspringer af den oldkirkelige overbevisning, at Jesu blev undfanget samme dag som han blev korsfæstet.
Korsfæstelsen mente man at kunne fastsætte til d. 25. marts – ni måneder før juledag. Jesu skabelse i form af hans undfangelse og hans død blev kædet sammen og set som en helhed.
Underligt klædt i kød og blod
Guds søn kom ”underligt klædt i kød og blod”, som det hedder i en af vores julesalmer. Det er det store mysterium, vi møder her: Gud bliver menneske, forbinder sig med sin egen skabning for at rette op på alt, der er gået galt.
Gud viste sig ikke bare som idé, som en tidløs og kødløs sandhed. Han blev et rigtigt, konkret menneske med et bestemt køn på et bestemt tidspunkt i historien. Inkarnationen peger på den måde tilbage på skabningen og minder os om det, som går som et omkvæd gennem den kristne skabelsesberetning: Og Gud så, at det var godt! Fra himlens fugle, jordens dyr og til mennesker, hvis binære køn er en velsignelse, fordi mand og kvinde sammen kan skabe nyt liv og blive ”frugtbare og talrige”.
Den kristne juls kerne modsiger på den måde den virkelighedsfjendske woke-tankegang og den gamle gnostiske foragt for det jordiske menneskeliv.
Der er grund til fremhæve det aspekt ved julen og igen placere barnet i krybben i centrum for højtiden. Og så i øvrigt glæde sig over inkarnationsfesten. Lad os fejre den med kød på bordet og øl og vin i glasset.
Glædelig jul!
Sangen er en gendigtning af en luthersk salme Forlægget til sangen er en gammel salme af Luther, som Grundtvig oversatte og gendigtede til brug ved 1. juledag i Vartov, hvor Grundtvig var præst. Salmen blev trykt i et lille sangblad i forbindelse med julegudstjenesterne i 1845 og blev således begyndelsen til den fornyede salmesang i Vartov.
