John Locke er grundlæggeren af liberalismen. Men nutidens liberalisme adskiller sig kraftigt fra den klassiske liberalisme, som John Locke grundlagde. Nutidens liberalisme er sekulær og ofte forbundet med værdiradikalisme og moralsk relativisme, hvorimod Lockes klassiske liberalisme var dybt forankret i en kristen forståelse af menneskets ansvar, værdighed og rettigheder givet af Gud.

Et af hans mest berømte citater viser hans syn på individets ejerskab over sit eget liv og krop: “Though the Earth, and all inferior Creatures be common to all Men, yet every Man has a Property in his own Person. This nobody has any Right to but himself.” — Second Treatise, §27

Men netop dette ejerskab bygger på en antagelse om, at mennesket er skabt af Gud – og står til ansvar over for ham. Locke skriver: “For men being all the workmanship of one omnipotent and infinitely wise Maker; all the servants of one sovereign Master, sent into the world by His order, and about His business; they are His property, whose workmanship they are, made to last during His, not one another’s pleasure.” — Second Treatise, Chapter 2, §6

Dette citat udtrykker klart, at menneskets værdi og rettigheder er forankret i dets skabelse – og ikke i dets nytteværdi, sociale status eller selvbestemmelse.

Ejendomsretten udspringer af Guds gave og menneskets fornuft
Det gælder også menneskets ejendomsret og brug af naturens ressourcer. Locke skriver: “God, who hath given the world to men in common, hath also given them reason to make use of it to the best advantage of life and convenience.” — Second Treatise, §26

Ejendomsretten udspringer altså ikke blot af arbejdets værdi, men af Guds gave og menneskets fornuft, som Gud har udstyret os med for at leve ansvarligt i verden.

Locke understreger også, at menneskelige love skal være i overensstemmelse med Guds naturlov: “Laws human must be made according to the general laws of Nature, and without contradiction to any positive law of Scripture, otherwise they are ill made.” — Essays on the Law of Nature.

Frihed, ifølge Locke, er altså ikke frigørelse fra moral, men mulighed for at leve et ansvarligt liv i overensstemmelse med den gudgivne orden.

Det gælder også i familien. Locke understreger, at børn ikke er forældres ejendom, men Guds skaberværk, som forældre har ansvar for: “Adam and Eve, and after them all parents were, by the law of nature, under an obligation to preserve, nourish, and educate the children they had begotten; not as their own workmanship, but the workmanship of their own maker, the Almighty, to whom they were to be accountable for them.” — Second Treatise, §56

Et samfund uden tro mister sin sammenhængskraft
Locke gik endda så langt som til at mene, at ateisme ikke burde tolereres – ikke fordi han ville forfølge vantro, men fordi han mente, at et samfund uden tro mister sin moralske sammenhængskraft: “Those are not at all to be tolerated who deny the being of a God. Promises, covenants, and oaths, which are the bonds of human society, can have no hold upon an atheist.” — A Letter Concerning Toleration.

Om personlig tro siger John Locke således: “In vain, therefore, do princes compel their subjects to come into their church communion, under pretence of saving their souls. If they believe, they will come of their own accord; if they believe not, their coming will nothing avail them.” — A Letter Concerning Toleration

Han formulerede også en tidlig version af det, vi i dag kalder skadeprincippet: “No one ought to harm another in his life, health, liberty, or possessions.” — Second Treatise, §6.

Dette princip skal forstås moralsk og religiøst – ikke som et frit lejde til alt, der ikke fysisk skader andre. Locke uddyber dette ved at skrive: “The state of nature has a law of nature to govern it, which obliges every one: and reason, which is that law, teaches all mankind, who will but consult it, that being all equal and independent, no one ought to harm another in his life, health, liberty, or possessions.” — Second Treatise, Chapter 2, §6.

Det viser, at for Locke udspringer princippet ikke af subjektive følelser, men af fornuft og den naturlige lov, som Gud har givet mennesket. Man må altså ikke misbruge sin frihed til at underminere den orden og de værdier, der bærer samfundet.

Moderne politik i Lockes perspektiv
Derfor ville Locke efter alt at dømme være imod aktiv dødshjælp, fordi menneskelivet er helligt. Han ville næppe kunne acceptere abort, fordi retten til liv er en af de Gudgivne rettigheder. Han ville heller ikke støtte fri hash og stoffer, da det skader både individ og samfund.

Og hvad med prostitution og pornografi? Locke taler positivt om ægteskabets rolle og moralske betydning. Seksualitet er for ham noget, der bør tjene familien og samfundets stabilitet. Når seksualitet løsriver sig fra dette formål, skader det fællesskabet og værdierne.

Moderne liberalisme har derimod udviklet sig på områder som aktiv dødshjælp og fri abort, hvor disse i dag ofte ses som en udvidelse af individuel frihed. Mange nutidige liberale ser disse som personlige valg, der bør være underlagt individets autonomi snarere end et samfundsmæssigt ansvar.

Fri abort ses som en udvidelse af kvinders ret til at bestemme over deres egen krop, og aktiv dødshjælp som en måde at give mennesker, der lider, mulighed for at afslutte deres liv på egne præmisser.

Locke ville sandsynligvis have haft svært ved at acceptere disse synspunkter, da han betragtede livet som en ukrænkelig, Gudgiven ret. At afslutte livet – enten gennem abort eller aktiv dødshjælp – ville, set fra Lockes perspektiv, være at krænke den fundamentale ret til liv, som bør beskyttes af både samfundet og individet selv.

Den forvaskede liberalisme
Dette viser, hvordan moderne liberalisme har bevæget sig væk fra de oprindelige ideer, som Locke fremførte. Hvor moderne liberalisme ofte hylder moralneutralitet, bygget på individets frie valg, så byggede Lockes forståelse af frihed på ansvar og moral underlagt Guds orden.

Hvis vi virkelig ønsker et frit samfund, må vi vende tilbage til kristendommen som det sande fundament. Vi må lægge den moderne, forvaskede liberalisme bag os – en liberalisme, der reducerer frihed til individuel selvrealisering uden ansvar. Sand frihed bygger på ansvar over for Gud, ikke på grænseløs selvtilstrækkelighed.