Kommentar

09.11.26

Krystalnatten

Glarmesteregningen efter krystalnatten tørrede Göring af på jøderne selv. Hamas' blodige angreb på Israel den 7. oktober 2023 kostede flere jøder livet end på nogen anden enkelt dag siden Holocaust. Alligevel er det jøder i Danmark og resten af verden, der bliver holdt ansvarlige for krigen i Gaza. I Danmark er antallet af antisemitiske hændelser seksdoblet.

I aften markerer vi årsdagen for Krystalnatten. I år sker markeringen i samarbejde med Dansk Jødisk Museum, Københavns biskop og Den Tyske Ambassade. Højtideligholdelsen finder sted klokken 18:30 uden for synagogen i Krystalgade i København og klokken 19:00 foran Domkirken på Store Torv i Aarhus.

Op imod 30.000 jødiske mænd blev ført til koncentrationslejrene i dagene efter Krystalnatten. Det havde været en voldsom nat med hærværk og brande rettet mod jødisk ejendom over hele Tyskland natten mellem den 9. og 10. november 1938.

Hermann Göring, der havde ansvaret for rigets økonomi, havde indkaldt embedsmændene til møde den 12. november. Over hundrede statsansatte og partifolk deltog, og her blev der talt om glas.

Spejlglasset til de ødelagte butiksruder kom fra Belgien, og alene glasskaderne løb op i omkring seks millioner rigsmark. Göring klagede over, at glasset skulle betales i udenlandsk valuta, og erklærede, at han hellere havde set, at man havde slået 200 jøder ihjel end ødelagt så store værdier.

Reinhard Heydrich, chefen for sikkerhedspolitiet, svarede, at der var 35 døde.

Ofrene skulle selv betale regningen
Samme dag underskrev Göring en forordning om genoprettelse af gadebilledet ved jødiske forretninger. Den fastslog, at alle skader, som ”folkets forargelse” havde forvoldt på jødiske butikker og boliger, straks skulle udbedres af ejerne selv og for egen regning. Forsikringspengene skulle tilfalde riget.

På mødet havde propagandaminister Joseph Goebbels desuden krævet, at jøderne selv skulle rydde op efter brandene og fjerne ruinerne af de ødelagte synagoger.

Krystalnatten huskes som den nat, hvor det for alvor blev tydeligt, hvad det nazistiske regime havde i sinde at gøre ved jøderne.

Det, mændene i Luftfartsministeriet gik i gang med den formiddag, var at sætte forfølgelsen i system. Ruderne blev udskiftet for de jødiske ejeres egne penge, og fra nytår måtte jøder ikke længere drive forretning. Det krævede blot en enkel forordning.

Antisemitismen lever videre
I 1938 havde politiet fået ordre fra Heydrich om ikke at gribe ind, når jødiske butikker blev raseret. I Krystalgade i København står der i dag bevæbnede vagter foran synagogen for netop at kunne gribe ind. Den forskel er ikke lille.

Hamas' blodige angreb på Israel den 7. oktober 2023 kostede flere jøder livet end på nogen anden enkelt dag siden Holocaust. Alligevel er det jøder i Danmark og resten af verden, der siden er blevet holdt ansvarlige for krigen i Gaza. I Danmark er antallet af antisemitiske hændelser seksdoblet.

Man kan sørge over de døde i Gaza og kritisere Israels regering. Men når jøder skal stå til ansvar for krigen, alene fordi de er jøder, er det antisemitisme.

Jødehad forklædes som frihedskamp
Når jøderne fremstilles som de nye nazister, bliver jødehadet forklædt som frihedskamp, og den, der slår en jøde ned, kan føle sig som et godt menneske.

I 2025 blev en jødisk mand i Danmark overfaldet af en person, der bar en T-shirt med et motiv, som sidestillede Davidsstjernen med hagekorset. Den slags billeder spredes på sociale medier. Samme år lod Facebook og TikTok over halvdelen af de antisemitiske opslag, som Det Jødiske Samfund anmeldte, blive liggende.

Men nynazisterne er her også. Natten til den 9. november 2019, på årsdagen for Krystalnatten, blev over 80 gravsten på den jødiske kirkegård i Randers væltet eller overmalet. Ifølge anklagemyndigheden skete det efter ordre fra en af lederne af Nordisk Modstandsbevægelse.

Islamismen og nynazismen er uenige om meget, men enige om, at et menneske kan straffes alene for at være jøde. Demokratiet bygger på det modsatte princip: at mennesker kun kan straffes for det, de har gjort, ikke for hvem de er.

Lyset i mørket
Politiet i Krystalgade har ordre til at gribe ind. Dan Uzan havde ingen sådan myndighed, da en islamist skød og dræbte ham ved synagogens indgang i februar 2015. Han stod vagt under fejringen af en ung piges bat mitzva. Han var frivillig og ubevæbnet, men det har aldrig standset et menneske med had i hjertet.

I aften tænder vi vores fakler. Vi mindes og håber, at lyset må skinne ind i selv de mørkeste sjæle.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast.