Der er en særlig lugt i dansk politik, som vi troede, vi havde luf­tet ud for længe siden. Den der lugt af mahognipaneler, hvor de få træffer beslutningerne, mens de mange blot er tilhørere. Lugten af centraliseret magt, iklædt en fernis af nødvendighed. Og nu vender den tilbage, ikke med fanfare og tronfølge, men som lovtekniske paragraffer, forklædt som kriseberedskab.

Lovforslaget, der er blevet diskuteres i de seneste uger, og som forventes at blive vedtaget i september, giver regeringen udvidede magtbeføjelser under kriser og trusler – på linje med epidemilovgivningen under corona.

Men der er én forskel, som er mere dyster end alt andet: hvor epidemiloven stadig formelt holdt fast i princippet om, at regeringen kunne drages til ansvar, fritager denne nye konstruktion i praksis regeringen fra at bære konsekvensen, hvis den bryder loven. Staten bliver både lovgiver, udøver og dommer.

Krisen som påskud
Politiske magtovertagelser sker sjældent i stilhed. De sker med hornorkester af gode intentioner. “Vi handler for din sikkerhed.” “Vi må stå sammen i krisen.” “Vi kan ikke lade bureaukratiet stå i vejen for at beskytte borgerne.” Ordene er velkendte, og de virker – for en stund.

Epidemiloven under corona var et lærebogseksempel. En presserende sundhedstrussel gav mandat til indskrænkning af grundlæggende friheder: forsamlingsfrihed, bevægelsesfrihed, erhvervsfrihed. Der var dengang i det mindste en formel erkendelse af, at det var midlertidigt. Men kriser er en politisk valuta, der aldrig taber værdi. Efter sundhed kommer sikkerhed. Efter sikkerhed kommer forsyning. Efter forsyning – hvad som helst, man kan kalde en “trussel”.

Når lovforslaget nu søger at gøre det lettere at omgå ansvar og konsekvens, er det ikke blot en beredskabsplan. Det er en permanent forskydning af magtbalancen, hvor Folketingets rolle udhules, og hvor de retslige værn om borgerne reduceres til pynt.

Arven fra Enevælden
Danmark har én gang før været et land, hvor magten ikke var underlagt loven. Enevælden (1660–1849) byggede på idéen om, at magtens centrum stod udenfor og over den almindelige retsorden. Kongen var loven. Det var ikke en parentes, men næsten to århundreders statsform. Først med Grundloven kom bruddet – og det var netop formuleret som et brud med kongens immunitet.

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at vi nu ser mekanismer, der reelt genskaber en form for immunitet, blot placeret i en regeringskreds i stedet for på en trone. Man kan naturligvis indvende, at vi stadig har frie valg, en presse, et domstolssystem. Men hvis de centrale politiske beslutninger under “kriser” tages uden reelt ansvar, hvad er da tilbage af den magtens tredeling, vi lærte om i skolen?

Magtens dobbelte frikort
Det mest anstødelige i lovforslaget er ikke, at regeringen får magt i kriser. Det er, at regeringen kan bruge den uden at kunne drages til ansvar, selv når den overskrider sine beføjelser. Dette er magtens dobbelte frikort:

1. Udvidet handlingsrum — De kan handle uden de sædvanlige procedurer.

2. Frihed fra konsekvens — De kan overtræde loven uden selv at stå til regnskab.

I en privat virksomhed ville det svare til, at direktionen både kunne ændre regnskabsreglerne og fritage sig selv fra at blive revideret. Ingen aktionær ville acceptere det. Men vi borgere accepterer det, hvis blot den rette kriseretorik følger med.

Enevælde anno 2025 vil ikke ligne Christian V’s pragtslot eller Frederik VI’s ceremonielle processioner. Den vil ligne et mødelokale i Statsministeriet med tæpper, der dæmper lyden, så ingen udenfor hører, hvad der besluttes. Den vil ligne orienteringsmøder for pressen, hvor kritiske spørgsmål henvises til “sagens fortrolige karakter”.

Den vil ligne høringer, hvor man først får aktindsigt, når sagen er overstået og skaden uoprettelig. Det er en enevælde, der smiler, giver håndslag og taler om samarbejde, mens den i praksis forvandler magtens tredeling til en pyramide.

Ikke blot teknik
Vi skal ikke narre os selv: Lovforslaget er ikke blot en teknisk ændring. Det er en mentalitetsændring. Hvis vi accepterer, at ansvar kan suspenderes i kriser, så accepterer vi, at retssikkerhed er en luksusvare, kun tilgængelig i fredstid. Men retssikkerhedens egentlige prøve er netop, om den består under pres.

At styrke statsmagten i kriser kan være nødvendigt. At fritage den fra ansvar er fatalistisk. Det er at sige til befolkningen: Vi kan ikke love at overholde loven, når det virkelig gælder. Og dermed siger man i virkeligheden: Vi mener ikke, loven gælder os.

Det er en direkte underminering af det, der adskiller et liberalt demokrati fra en magtstat. At bruge kriser som politisk rambuk er en klassisk taktik for at skubbe grænserne for, hvad vi accepterer. Og hvis vi accepterer dette, accepterer vi også præcedensen – næste gang kan “krisen” være langt mindre konkret.

Vi bør ikke glemme, at de mest vidtgående brud på borgerrettigheder i moderne tid næsten altid er kommet som svar på en undtagelsestilstand. Fra USA’s Patriot Act til EU’s migrationsnødparagraffer. Det begynder med tryghed, det ender med kontrol.

Den konstitutionelle rygrad
Dette er ikke en partipolitisk sag. Det er et spørgsmål om den konstitutionelle rygrad. Enhver, der mener, at magt skal kunne kritiseres og korrigeres, bør afvise den model, hvor regeringen fritages for ansvar, når det passer den. Hvis vi ikke sætter grænsen nu, sætter vi den aldrig.

Enevælden forsvandt ikke, fordi den pludselig blev upopulær. Den forsvandt, fordi borgere og politikere i fællesskab nægtede at acceptere dens præmis: at nogen kan stå over loven. Det bør være vores mål at sikre, at den præmis aldrig vender tilbage – heller ikke forklædt som kriseberedskab.

Et demokrati, der fritager magthaverne for ansvar i krisetider, er et demokrati i navn, ikke i substans. Og et folk, der accepterer det, har allerede taget første skridt tilbage mod den lukkede dør, hvor beslutninger træffes uden dem. Historien viser, at den slags døre, når først de smækkes i, sjældent åbnes igen uden kamp.

Baggrund

L 222 er kontroversiel i forhold til retssikkerhedsprincipper

1. Fravigelse af anden lovgivning og myndigheders beføjelser

• Lovforslaget giver den ansvarlige minister mulighed for at overtage andre myndigheders kompetencer og fravige gældende lovgivning (§ 2 og § 3).

• Dette bryder med det almindelige legalitetsprincip, hvor indgreb i borgeres rettigheder skal ske med klar lovhjemmel og efter fast procedure.

• Der er tale om en “generel bemyndigelse” til at sætte anden lovgivning ud af kraft, hvilket skaber usikkerhed om retsforudsigeligheden for borgere og virksomheder.

2. Afskæring af klageadgang

• Efter § 2, stk. 1, nr. 3 kan ministeren afskære adgang til at klage over afgørelser inden for fx miljø-, plan- og byggelovgivning.

• Dette står i kontrast til det grundlæggende to-instansprincip i forvaltningsretten, hvor borgerne normalt kan få prøvet en afgørelse i et administrativt klageorgan.

• Konsekvensen er, at borgernes retssikkerhed svækkes, fordi det ofte er klagenævnenes kontrol, der sikrer, at myndighederne overholder lovgivningen.

3. Begrænset domstolskontrol

• Lovforslaget fastsætter en frist på seks måneder for at indbringe sager for domstolene (§ 6).

• Domstolsprøvelse er en grundlæggende garanti i retssikkerheden (grundlovens § 63). En kort frist kan hindre reelt retsmiddel og dermed stride imod princippet om effektiv adgang til domstolene, som også er beskyttet af EMRK artikel 6.

• I miljøsager fastslår EU-retten (bl.a. Århuskonventionen og EU-domstolens praksis), at adgang til klage og domstolsprøvelse skal være effektiv og ikke uforholdsmæssigt vanskelig – det kan denne lovs begrænsninger være i konflikt med.

4. Ekspropriation

• Loven giver adgang til ekspropriation til fordel for staten, kommuner og endda private aktører (§ 4).

• Selvom ekspropriation kræver erstatning (grundlovens § 73), rejser det spørgsmål om, hvorvidt anvendelsen af en så bred ekspropriationshjemmel uden konkret folketingsbehandling svækker de parlamentariske kontrolmekanismer.

• Normalt sker ekspropriation gennem specifikke anlægslove, hvor Folketinget tager stilling til nødvendighed og proportionalitet. Her overlades vurderingen til en minister.

5. Magtforskydning fra Folketinget til regeringen

• Traditionelt vedtager Folketinget særlove (anlægslove) for større projekter. Med L 222 kan ministeren selv regulere store anlæg og fravige gældende regler.

• Dermed reduceres parlamentarisk kontrol, hvilket bryder med magtens tredeling, hvor lovgivningsmagten normalt sætter rammerne, og forvaltningen kun udfører inden for disse rammer.

6. Fortrolige projekter uden offentlighedens inddragelse

• § 3 åbner mulighed for, at ministeren kan fravige regler uden offentlighedens kendskab, hvis projektets fortrolighed kræver det.

• Det betyder, at fx miljøkrav kan sættes ud af kraft uden offentlig høring. Dette er kontroversielt, fordi offentlighed og gennemsigtighed er bærende i både forvaltningsretten og miljøretten (Århuskonventionen).