Politikerne taler en del om afbureaukratisering – både herhjemme på Christiansborg og i EU-palæerne i Bruxelles. Det gør de med god grund for overregulering af borgere og erhvervsliv er den afgørende årsag til, Europa sakker bagud med lav økonomisk vækst, at Kina løber med produktionen og USA med innovationen.

Men i praksis går det ikke så let – hverken i det store eller i det små. Sidste år blev Kommunernes Landsforening og regeringen enige om 56 regelforenklinger, der skulle gøre det billigere at drive kommune – altså kunne føre til færre kolde hænder og flere varme.

Små skridt, men selv små skridt er bedre end ingen. Men på bedste kafkaske vis, så vil man bl.a. opnå besparelser ved at fjerne borgernes mulighed for at klage. Ud fra tankegangen om, at det er både dyrt og besværligt, når borgerne får mulighed for at protestere over afgørelser truffet af embedsmænd. Det er meget billigere, hvis folk bare accepterer og retter sig efter, hvad det bliver sagt.

Hjemløs – ret ind og ti stille
Konkret er det faldet den tidligere gadejurist og nu folketingsmedlem for Modraterne Nanna Gotfredsen for brystet, at man vil forenkle de hjemløses klagemulighed væk, så de ingen steder har at gå hen med deres oplevelse af uretfærdighed, hvis de bliver nægtet adgang til et herberg.

Hun har nu meddelt, at hun vil stemme imod den regering, som hendes eget parti er med i. Det kan man jo godt forstå, for er det virkelig blandt de første prioriteter at spare på de hjemløse, når man ser ud over ørkenen af love og regler, som dirigerer vores liv? Det kan ikke være mange penge, man kan spare ved at frustrere en flok hjemløse.

En lille sag, men nok symptomatisk for, hvordan der tænkes i centraladministrationen. En anden lille sag er maskinstationernes fritagelse for dieselafgift.

Fedtede noter og et hav af regneark
Her går regeringen i den stik modsatte grøft og øger bureaukratiet for at få lidt flere skattekroner i kassen. Så lige meget med, at dem der lever af at leje landbrugsmaskiner ud skal fedte rundt med et utal af noter og regneark og bruge oceaner af tid på ting, der hverken har med pløjning, såning eller høst at gøre.

Sagen er den, at alle, der køber diesel, betaler afgift. Efter krav fra venstrefløjen er regeringen endda gået med til at sætte afgiften op. Vistnok med en eller anden tåget idé om, at det er godt for klimaet.

Men fordi man ved, at afgifterne sænker konkurrenceevnen, har man valgt at undtage landmanden for afgiften. Den undtagelse skal jo så administreres. Der skal tilbagebetales afgift. Og her kommer så alle bureaukraters genvej til orgasme ind i billedet.

Alfarvej er afgiftsvej
Hvor meget kan man få refunderet, af den diesel man tanker. Og under hvilke betingelser? Hvordan opgør man det, og hvordan kontrollerer man, at ingen snyder. Skattestyrelsen har fundet ud af, at en mejetærsker jo skal køre et stykke vej fra maskinstationen til marken og tilbage igen, når marken er høstet.

Og da den transport ikke direkte er markarbejde, skal man ikke kunne modtage refusion for den del af dieselen, konkluderer man sig frem til i Skattestyrelsen. Ordnung muss sein, og man skal ikke lade en god mulighed for at komplicere sagerne gå fra sig.

Så udlejeren af landbrugsmaskiner får til opgave at dokumentere, hvor meget diesel hans maskiner konsumerer, mens de færdes på offentlig vej. Det skal ske ved at notere i skemaer og angive ruter til og fra bondemandens mark. Den beregnede mængde diesel skal så trækkes fra det samlede forbrug, inden ansøgning om refusion indsendes til myndighederne.

Selvskabt idioti
Ejerne af landets maskinstationer tager sig til hovedet. Redaktøren af avisen ’Effektivt landbrug’ kalder idioti, og det er svært ikke at give ham ret. Den ansvarlige minister ved ikke, hvilket ben han skal stå på, og oppositionspolitikere griber chancen og får lidt opmærksomhed ved at spille forargede. Men det synes jeg jo ikke, de skal være. For hele cirkusset er de fælles om.

En egentlig forenkling, som ville batte noget, ville være en total afskaffelse af afgiften på benzin og diesel. Hvis man gjorde det, skulle ingen længere undtages og ingen længere søge refusion. Ingen skulle opkræve afgift, alle love om afgifterne kunne afskaffes og alle de embedsmænd, der ansat til at beregne, opkræve og kontrollere kunne blive sendt ud i nyttige jobs i den private sektor.

Og overalt i branchen ville man slippe for at opgøre og kontrollere mængder, beregne spild og fordampning, udfylde skemaer og opkræve afgift hos kunderne og videresende til staten. Livet ville blive så meget lettere for rigtig mange mennesker

Problemet er ikke penge, men tankegangen
Men der er vi ikke i nærheden af at være. Overhovedet ikke. Tværtimod sætter man afgifter op og finder på nye – senest en CO2-afgift, som ingen rigtig ved, hvordan skal beregnes, men som utvivlsomt kommer til at kræve en hær af embedsmænd at administrere og stjæle en masse tid fra folk, der faktisk burde bruge deres tid på at producere velstand.

Men vi skal jo bruge pengene i statskassen til at betale velfærd med, så det nytter jo ikke noget at afskaffe afgifter? Sådan kan lige forestille sig, at modargumentet lyder.

Hertil er der kun at sige, at staten i 2024 opkrævede 100 milliarder mere i skat, end man havde brug for. Indtægterne fra benzin- og dieselafgiften indbringer 9 milliarder. Så der vil stadigvæk være 91 milliarder i overskud. Det er simpelthen ikke pengene, der er problemet. Det er den tankegang, som plager politikere og embedsmænd, som giver dem en ubændig trang til at adfærdsregulere og kontrollere.

Rigere og friere
Og så tænk lige på, at når benzin og diesel bliver billigere får også du flere penge mellem hænderne, som du køber andre varer for, som du betaler moms af. Så kommer nogle af pengene tilbage til staten. Virksomhederne bliver bedre til at konkurrere og kan sælge deres varer lidt billigere, når afgiften ikke er der. Det frigiver endnu flere penge, som du kan bruge til at købe varer for, du betaler moms af.

Så inden vi får set os om, er omkring en tredjedel af de ni milliarder vendt tilbage til statskassen, og samtidig er vi kommet et lille nøk videre mod et borgerligt samfund, hvor politikerne bestemmer mindre, og danskerne bestemmer mere selv – også over flere af deres egne penge.