Hvad angår den eksterne front, som universiteterne i disse år kæmper på, så hidrører forfaldet primært fra de nyere teoretiske strømninger, der i de seneste årtier har besat akademia med en nærmest kultisk-fanatisk kraft. Jeg taler her om det, der i fagterminologien hedder ”intersektionel feminisme”, og som også bredt kaldes for woke eller ”identitetspolitik”.
Der er ingen tvivl om, at disse strømninger, som har deres udspring på humaniora og samfundsvidenskab, har været med til at devaluere de pågældende fagområder rent intellektuelt på mange leder og kanter. Og der er heller ingen tvivl om, at arnestedet for ødelæggelserne herhjemme er Københavns Universitet.
Antividenskabelig videnskab
Det sker først og fremmest, fordi teorierne ikke er videnskabelige i klassisk forstand, dvs. i samarbejde med andre fagområder interesseret i at undersøge og sige noget relevant om virkeligheden – det, samfundet faktisk har betalt dem for at gøre. De er derimod interesseret i at drive venstreradikal, revolutionær politik for skatteborgernes – og bizart nok også ofte de private fondes – midler.
I sagens natur giver de derfor heller ikke en døjt for klassiske akademiske dyder, såsom en flerfoldighed af perspektiver og angrebsvinkler med det formål at få belyst forskellige problemstillinger, eller for den sags skyld med det formål at accelerere en evolutionær progression i den videnskabelige erkendelse. Andre – ja i realiteten alle andre – perspektiver og teoretisk-metodiske tilgange end det socialkonstruktivistiske ses pr. definition som fjendtlige agenter i det politiske stormridt, og skal derfor ryddes af vejen. Jo før, jo bedre.
