Bølgerne går højt i valgkampen, og forskellige emner kæmper om forrang i debatten. Som højreorienteret har jeg længe håbet på et såkaldt udlændingevalg. Dér står jeg sikrest selv i min egen politik, men jeg er også overbevist om, at netop dér står hele det blå Danmark bedst.

Derfor overraskede det mig, at Socialdemokratiet kom med – endnu – et udlændingeudspil her midt i valgkampen.

Det vidner om en særlig selvsikkerhed. Nu tror Socialdemokratiet, at det kan vinde på højrefløjens hjemmebane. Blandt andet lover Socialdemokratiet nu, at det vil arrangere en ordning, hvor kriminelle udlændinge kan hjemsendes, selv om konventionerne forhindrer det.

Det er et virkelig modigt udspil, for de åbner op for modangreb fra højrefløjen og har dermed placeret udlændingedebatten midt i valgkampen.

Den tredje erkendelse
Mange års forsigtige, men stålsatte skridt mod realismen kulminerede i Frederik Vads tale om den tredje erkendelse. Den tredje erkendelse var, at selv nominelt velintegrerede indvandrere fra muslimske kulturkredse kunne udgøre et problem i og med, at de bruger deres position i samfundet til at undergrave det indefra og fremme islamiske værdier.

Der er to sider af denne sag, som er vigtige at adskille. Vi tager dem i rækkefølge.

Først er der det element, at Socialdemokratiet tidligere har sagt og lovet meget godt. Eksempelvis deres tidligere udspil “Retfærdigt og realistisk”, som i høj grad var skrevet af efter DF’s udlændingepolitik.

Men sagen er, at Socialdemokratiet har for vane at markere sig hårdt på udlændingepolitik, hver gang det strategisk giver mening. Det er en kynisk strategi, som desværre virker ret godt. Overraskende mange vælgere tror faktisk på, at Socialdemokratiet er et “strammer-parti”.

Tango for to
Der foregår en konstant tango mellem Socialdemokratiet og højrefløjen om udlændingepolitik. Socialdemokratiet har selv været med til at flytte rammerne for dét, der kan tales om, og højrefløjen har været presset til at tage et skridt videre mod højre. Nu er vi nået til en barriere for Socialdemokratiet – tangoen drejer sig om de såkaldte konventioner.

Socialdemokratiet kan og vil, død og pine, ikke tage et opgør med konventionerne. Det skyldes, at konventionerne er omdrejningspunktet for den – døende – retsorden, som bestemmer, hvem der tilhører det gode selskab på kontinentet.

Enhver udsigt til en international karriere er død, hvis man vover at tage et opgør hermed.

På den nationale fløj i dansk politik er man dog klar i spyttet; her vil man gerne tage et opgør med konventionerne. Dertil kommer, at mit eget parti, Borgernes Parti, nu også har meldt sig på banen og tilfører yderligere pres fra højre.

Varm luft
Socialdemokratiet har derfor designet et udspil, som skal bilde danskerne ind, at de kan løse problemerne med kriminelle udlændinge uden at tage et opgør med konventionerne ved at lade dem blive administrativt udvist og omgå domstolene.

Problemet er, kort og godt, at en sådan administrativ udvisning også kan dømmes ulovlig af konventionens vogtere. Selvfølgelig dog først når valget er afgjort – og så vil Socialdemokratiet rette ind.

Dermed er det sådan set afgjort. Det nye udspil fra Socialdemokratiet er ikke andet end varm luft. Konsekvenserne vil vi dog først mærke efter valget. Netop derfor tør de spille ud.

Der er dog også, som nævnt ovenfor, et andet aspekt af denne konstante tango mod realismen. Det forholder sig sådan i politik, at man kun kan lave politik om dét, som det er muligt at tale om. Alt det, der falder uden for, hvad der kan tales om, kan man ikke lave politik om, uanset hvor stort ønsket måtte være fra befolkningen.

Remigration bryder lydmuren
Remigration er et begreb, som har ulmet på højrefløjen længe og for ganske nyligt har brudt lydmuren. Unge meningsdannere og journalister, som er vokset op med remigration som koncept, indtager langsomt institutionerne og medierne, og det vil ikke være muligt på sigt at opretholde en fremmedgørelse af os, som tør tale om det nødvendige.

Jeg vil gerne sætte navn og ansigt på de åh, så farlige tanker om remigration. Der er nemlig ganske enkelt ingen vej uden om remigration. Befolkningen ønsker det, og den aktivistiske højrefløj har med stor succes introduceret begrebet til den politiske samtale.

Remigration betyder tilbagevandring, forstået sådan, at de mange mennesker, som er rejst hertil frivilligt, også kan rejse hjem igen.

Remigration er den fjerde erkendelse. Erkendelsen er, at der er forskel på os og dem, og at vi ikke ønsker at leve sammen med store mængder mennesker, som er væsensforskellige fra os. Og det er helt okay.

De tre søjler
Lad mig skitsere remigration via tre søjler. Den første handler om arbejdskraft. P.t. er asyltallet lavt, men det skal helt i bund. Befolkningsudskiftningen finder lige nu primært sted via arbejdsmigration og familiesammenføring.

Hvis der midlertidigt er brug for menneskelig arbejdskraft, skal denne komme fra Europa, og den skal være forpligtende midlertidig. Arbejdsgiveren bærer ansvaret for den arbejdende i form af forsikring og finansiering. Familiesammenføring skal ikke være en mulighed, heller ikke midlertidigt. Samtidig bør arbejdsgiveren udbetale en del af lønnen, f.eks. gennem en fond, som først udbetales, når arbejdstageren rejser hjem igen.

Den anden søjle er der, hvor debatten møder muren for tiden: de kriminelle. De skal ikke være her, og derfor skal vi enten melde os ud af konventionerne eller genindmelde os med forbehold for særligt artikel 8. Danskerne er aldrig blevet spurgt, om de ønsker denne form for indvandring og medførende forpligtelser, så spørgsmålet skal én gang for alle stilles danskerne.

Såfremt det ikke er muligt at udvise de kriminelle her og nu, skal de placeres på et remigrationscenter uden for Europa, og vi skal lægge stort pres på hjemlandene – både økonomisk og diplomatisk – for at de frivilligt modtager deres borgere. Dette kunne være indrejseforbud for borgere fra de pågældende lande, ingen ulandsbistand, intet diplomatisk samarbejde og ingen samhandel.

Den tredje søjle bliver den nye front i den kommende tid: de mennesker, som allerede er her, har fået tildelt permanent ophold eller statsborgerskab og lever lovlydigt, men ikke er som os.

Dem kan vi ikke tvinge hjem, men vi kan give særlige incitamenter, som gør det attraktivt at rejse frivilligt – eksempelvis store hjemrejseydelser, bistand til etablering i hjemlandet og uddannelser rettet mod hjemlandets arbejdsmarked.

Danskernes hjemland
Samtidig kan man indføre et forbud mod, at fremmede kulturer udfolder sig i offentligheden samt et totalt stop for offentlig understøttelse af fremmede kulturer i Danmark.

Det kan være et forbud mod salg af halalprodukter, forbud mod islamisk påklædning i det offentlige rum samt i skoler og institutioner, forbud mod islamiske friskoler og udenlandsk finansiering af moskéer – indtil vi på sigt kan lukke moskéerne.

Der er mange gode mennesker, som har givet bud på, hvordan vi kan påbegynde remigration. Det vigtigste er dog, at vi holder tungen lige i munden og ikke lader os indskrænke af angrebene fra det pæne selskab og venstrefløjen.

Vi skal fortsætte med at gribe muligheden for at tale om remigration, så diskursen fortsat flytter sig, og forvisse danskerne om, at vi hører deres ønske og er villige til at gå forrest, for at Danmark forbliver danskernes hjemland.