Vi begynder med de allerlavest hængende frugter, som er de kriminelle ikke-statsborgere på Kærshovedgård. De bliver sendt ud, gerne med brask og bram, hvorved der heller ikke udenfor landets grænser er nogen tvivl om, at Danmark mener det alvorligt. Morten Uhrskov skitserer remigration i fem trin med respekt for lov og ret.
En ny strategi er nødvendig, for som forældre til børn og børn af forældre i dette land, som er vores, er vi bærere af et ansvar. Et ansvar for landet, arven, kulturen og sproget. Det kan ikke undsiges uden samtidig at miste sit moralske fundament og forsvinde ud i limbo som et fritsvævende ikke-menneske. Ein unmensch, som en lærd jiddish rabbiner ville udtrykke det.
Mona Juuls parti er så langt fra den verserende konservative debat, at de ikke engang forstår kritikken fra højre. Det kan skyldes, at partiet er baseret på blind loyalitet og hård straf for dissens. Det kan skyldes manglende intellektuelle kræfter i baglandet. Men det skyldes nok endnu mere frygten for at blive inddraget i de farlige debatter som den om remigration.
Kontrast bringer Jonas Zuschkes kronik, som dagbladet Politiken efter et længere redigeringsforløb til sidst nægtede at trykke. Redaktøren nedlagde veto, formentlig fordi Zuschke argumenterer lødigt og sammenhængende for, at hvis vi vil bevare det Danmark, vi er blevet givet i arv, er det en nødvendighed at repatriere et stort antal af dem, der ikke vil det danske.
