Sikke en vidunderlig tid, vi lever i.
I de højere luftlag i samfundet og blandt alle nationens kloge, grønne og venlige mennesker er der enighed: Nu er nødden knækket og den gordiske knude hugget over. Nu ved vi, hvordan vi redder klimaet samtidig med, at vi sikrer drikkevandet og fjordene og at alle levende væsener ude i naturen får det meget bedre.
Aftaleparterne i den såkaldte Grøn Trepart har siden udgangen af juni klappet sig selv og hinanden på skulderen over alt det kloge, som de er blevet enige om.
Men der må da snart komme en dag, hvor en nødvendig grad af fornuft og eftertanke trænger sig på – og hvor virkelighedens vilkår får en chance i den ellers tykke røg af selvfedme:
Der mangler realisme
For udfordringerne tårner sig op i kølvandet på aftalen i Grøn Trepart, inden den skal til politisk serviceeftersyn blandt Folketingets partier i sensommeren og efteråret. Partierne uden for SVM-regeringen står med en stor opgave, hvis hele aftalekomplekset skal tilføres et nødvendigt skud realisme.
Lad mig her blot tage fat i ét af de elementer, der bør få ædruelige eksperter og beslutningstagere til at tænke sig om en ekstra gang: Den store jordfond, der for 40 milliarder kroner skal omdanne en stor del af dansk landbrug. Beløbet svarer til to Storebæltsbroer eller fire supersygehuse!
Fonden skal bruges til at tage 400.000 hektar – eller 20 procent af det danske landbrugsareal – ud af produktion. Det svarer til hele Bornholm eller otte gange størrelsen af Falster!
Ingen skal være i tvivl: På lange stræk anerkender jeg og den forening, jeg er formand for, Bæredygtigt Landbrug, at vores samfund, land, miljø, klima og natur står over for udfordringer, som vi skal løse i fællesskab. Men det er åh-så-nemt for eksperter og folk bag et skrivebord, når man kan pege på andre end sig selv til at løse problemerne.
Hvem bliver ’prikket’ og skal opgive gården?
Hvad er det, som samfundet er ved at gøre mod de mennesker, der ejer jorden? Hvilke landmænd bliver prikket på skulderen og tvunget til at droppe dyrkningen af deres jord eller passe deres dyr på den gård, som mange steder har været i familiens eje i flere generationer?
Danske landmænd er fanget i midt i et højspændt politisk minefelt og på en kampplads, hvor de selv blot er tilskuere til den aftale, som ikke mindst er skrevet med blæk fra Danmarks Naturfredningsforening – og ja, tillige regeringen og andre organisationer. Heriblandt vores gode venner i Landbrug & Fødevarer, som har kæmpet bravt ved forhandlingsbordet, men som i forhold til jordfonden ganske enkelt har solgt landmændene for billigt.
Ser vi ind i ekspropriation?
Hvis ikke de danske landmænd frivilligt opgiver 20 procent at produktionsarealet, hvordan finder man så frem til, at en femtedel af jorden skal udtages af produktionen? Er der en konkret plan for, hvor den nye natur skal placeres? Hvilke landmænd skal frygte at blive prikket? Og hvad hvis nogle af dem siger nej? Bliver der så eksproprieret til de sædvanligt latterligt lave erstatningssatser, som vi ser i mange andre sager?
Bliver det reelt en kommunal opgave at prikke til landmændene? Eller skal vi forvente, at magten over landbrugets fremtid bliver langt i hænderne på skrankepaver i Naturfredningsforeningen?
Der er så mange åbne spørgsmål, som de glade aftalepartnere i Grøn Trepart ikke har gjort klart nok rede for, inden de lod champagnepropperne springe, så de kunne gå på sommerferie med selvfede smil på læben og ren samvittighed over at have indgået en såkaldt ”historisk aftale”, der vel at mærke er betydeligt mere politisk end den er baseret på faglig kompetence.
Håber Folketinget tager en tænkepause
Ude i Landbrugsdanmark sidder familier, der er afhænge af livet på gårdene og på landet, og som i årevis har fulgt den ene mere hysteriske debat efter den anden om, hvordan man vil forringe landbrugets vilkår. Med Trepartsaftalen skulle vi endelig have klarhed og lys i mørket.
Men ak, der er stadig for mange tidsler i buketterne og alt for meget, som ingen endnu ved. Der hviler et kæmpe ansvar på Folketinget, inden man bevidstløst stemmer ja til aftalen i Grøn Trepart. Må jeg foreslå en grundig og arbejdsom tænkepause, hvor vi får klarhed over alt det, som man glemte i skyndingen lige op til sommerferien.
